Elizabeth Gaskell (1810–1865)

Cranford er sådan en bog man bliver i godt humør af. Gaskell var inspireret af sin egen opvækst i en lille engelsk by i starten af 1800-tallet, og der er en varme og sympati for bogens personer, der vidner om, at den må have været lykkelig. Men bogens store fortjeneste er, at den stadig formår at give historien kant, for livet blandt den lille bys førende kvinder var langt fra en tilværelse uden sorger.

Bogens fortæller, Mary Smith, er flyttet fra Cranford tidligere, men hun kommer løbende tilbage for at besøge byen, hvor hun er en naturlig del af den kvindelige overklasse. Begrebet skal her forstås relativt, for meget er gået i stå i den lille by, og flere af kvinderne har knap nok råd til at opretholde en acceptabel livsførelse. Det undlader man efter stiltiende overenskomst at nævne, så ingen taber ansigt. En satiriker kunne have blotlagt hykleriet, og en socialt indigneret forfatter kunne have påpeget, at personernes bekymringer blegner i forhold til byens fattige, men det er ikke Gaskells ambition. Hun morer sig over arrangementet, men hun anerkender også, at det er omsorg, der får kvinderne til at tie over for hinanden.

Mary bor hos søstrene Jenkyns, der er datter af den tidligere præst på stedet. Deborah er den dominerende, men det er lillesøsteren Matilda / Mattie vi for alvor kommer tæt på efter søsterens død. Efter en række næsten enkeltstående anekdoter foldes hendes historie ud, og selvom hun på overfladen bare er en knap så snedig gammeljomfru, så har hun stået meget igennem med tab af både ægteskab og en bror, der forsvandt for mange år siden. Heldigvis har det ikke gjort hende bitter, men tværtimod fuld af varme og menneskekundskab. Når nu hun ikke selv kom til at mærke familielivets glæder, hvad ville så være mere naturligt end at tugte tjenestepigen Martha strengt og forbyde hende at se mænd i hendes fritid? Men hun vælger anderledes:

”’And, perhaps Martha, you may some time meet with a young man you like, and who likes you. I did say you were not to have followers; but if you meet with such a young man, and tell me, and I find he is respectable, I have no objection to his coming to see you once a week. God forbid!’ said she in a low voice, ‘that I should grieve any young hearts.’” (s. 73-74)

Jeg nød bogens rolige tempo og Gaskells stil, der fremstod overraskende moderne. Selvom der er masser af etik og moral i bogen, så er der ikke ret meget moralisering, og en gang imellem er det fornøjelse at læse en bog, hvor forfatteren grundlæggende har sympati for sine personer, også selvom hun sagtens kan se deres mangler.… (mere)