Gustave Flaubert (1821–1880)

Flauberts hovedværk er Madame Bovary, hvor en provinsfrue lever i en romantiske drømmeeverden og ender i fortabelse, da hun prøver at leve dem ud. Der er mange tematiske ligheder i denne roman, der udkom i 1869 og takket være Rosinante er tilgængelig i en moderne dansk udgave. I år er det 150 år siden udgivelsen – og det er vel en glimrende anledning til at kaste sig over den.

Den unge Frédéric Moreau vokser op i den franske provins med sin mor. Hun er enke og lever respektabelt af sin arv, som både skal sikre hendes alderdom og hjælpe sønnen frem i tilværelsen. Hendes drøm er, at han skal rejse til Paris, blive jurist og derefter flytte tilbage til hjemegnen, hvor hun forestiller sig en strålende karriere som advokat og politiker. Frédéric er helt med på den første del af planen. Sammen med sin fattigere ven Deslauriers flytter han til Paris, men det er ikke studierne eller karrieren der optager ham.

Opfordringerne om at bruge sine forbindelser til at opsøge den rige bankmand Dambreuse får han aldrig gjort så meget ved, for ligesom Emma Bovary er hans hoved fuldt af ideer om, hvordan livet burde være, og de handler ikke om karriere, men derimod om selskabsliv, romantik og erotiske eventyr. Frédéric fascineres af kredsen omkring den charmerende kunsthandler og småsvindler Arnoux, og da han møder hans kone, bliver han fortryllet. Han kaster sig en overgang over kunstmaleri for at passe ind, og han sætter sine økonomiske ressourcer ind på at imponere hende.

Studierne bruger han ikke meget tid på, og den drøm om at lave en avis, som Deslauriers og hans endnu mere radikale ven Sénecal stædigt holder fast i, gør han ikke rigtigt noget ved. Alligevel skraber han en eksamen hjem med lige dele bluff og hektisk eksamenslæsning, men sommeropholdet hos moderen trækker ud. Hun har mistet de fleste af sine penge, og for en tid må Frédéric se en fremtid i møde domineret af provinslivets langsommere tilværelse. Ganske vist er naboen rig og hendes datter forelsket, men det er alt for banalt til Frédérics sværmeriske sind.

Pludselig sætter en uventet arv ham økonomisk fri, og han iler tilbage til Paris, hvor han socialt stadig føler sig splittet mellem kredsen omkring Arnoux, der er på vej mod økonomisk ruin, vennen Deslauriers, der håber på magt gennem 1848-revolutionen, og Dambreuse, der gerne vil have Frédéric med i nogle større investeringer. Hans kærlighedsliv er en bleg skygge af Arnoux’, for begæret retter sig skiftevis mod madame Arnoux og Arnoux’ (og andres) elskerinde Rosanette.

Frédéric er en voldsomt irriterende hovedperson. Han har alle muligheder for sig, og gang på gang ser det ud som om han endelig har besluttet sig for at give tilværelsen en retning, men det varer kun til et bump på vejen eller en ny mulighed dukker op. Bag ham er Paris, storbyen, den egentlige hovedperson. I Flauberts fremstilling er den befolket af flygtige mennesker, der nok er i kontakt med hinanden, men det er hele tiden overfladisk og omskifteligt. Det er dette følelsernes lette bedrag, Frédéric drømmer om og skal opdrages til, så han kan have en kone, en elskerinde og konstant være på jagt efter nye romantiske eventyr som de andre mænd.

Og så lykkes det alligevel ikke Paris at få skovlen under Frédéric. Bag facaden og forstillelserne er hans kærlighed til madame Arnoux både ægte og uskyldig. I forordet bemærker Jan Sonnergaard, at det er karakteristisk for romanen, at den sidste scene foregår på et bordel. Måske. Men så er det også karakteristisk, at Frédéric flygter, inden det bliver til noget.

Frédérics liv er hovedsporet, men romanen foregår i 1840’erne og hen over revolutionen 1848-50, så de dramatiske samfundsforandringer fungerer som baggrundstæppe for kærlighedshistorierne. Det bliver endnu en mulighed, som Frédéric ikke formår at gribe, men det er også en skarp kommentar til revolutionsiveren. Flaubert kritiserer ikke arbejderne, der kræver deres ret, men han har ikke den store fidus til de professionelle revolutionære som Sénecal:

”De bøjede sig over deres arbejde uden at kny; man kunne fornemme deres vrede ved den måde, de hev efter vejret. De var for øvrigt ikke lette at have med at gøre, da de alle var blevet smidt af den store fabrik. Republikaneren styrede dem med hård hånd. Som teoretiker havde han kun tanke for masserne og var ubønhørlig over for den enkelte.” (s. 218)

Den logik har fået ikke så få revolutioner til at løbe af sporet.

Flaubert skriver med en vidunderlig detaljerigdom, og fordi det passer til miljøet bliver man ikke træt af de mange beskrivelser af tøj, huse og smykker. Personerne har psykologisk dybde, og selvom Frédéric er irriterende, så følger man som læser hans flakkende vej gennem livet, og jeg satte også stor pris på den tidsbillede, som gradvist bygges op efterhånden som man lærer personerne og deres hemmeligheder at kende.… (mere)

Flauberts portræt af lægefruen fra Normandiet har stået højt på litteraturstuderendes læseliste i årtier. Den placerer sig på grænsen mellem romantik, realisme og psykologisk portræt med sin skildring af Emma Bovary, der er så fyldt af lidenskabelige og romantiske forestillinger, at hun ikke kan komme overens med sin skæbne.

Emma er et tidligt eksempel på et ”medieret” menneske. Hun sluger den ene højstemte fremstilling af romantisk kærlighed efter den anden, og det er tydeligt, at hun forholder sig til virkeligheden gennem bøgernes optik.

”I musiktimerne var der, i de romancer, hun sang, kun tale om små engle med guldvinger, madonnaer, laguner, gondolierer, fredelige kompositioner i hvilke hun, gennem stilens tåbelighed og nodernes forsigtighed, kunne skelne de store følelsers tiltrækkende blændværk. Nogle af hendes kammerater tog de poetiske almanakker, de havde fået til jul, med sig til klostret. De måtte gemme dem, det var spændende; de blev læst på sovesalen. Mens Emma forsigtigt rørte ved deres smukke silkebind, så hun overvældet på de ukendte forfatternavne der stod nederst på siden, som oftest navnene på grever eller vicomter.” (s. 50)

Flauberts kritiske og satiriske holdning til genrens konventioner er tydelig nok – men han gør det også klart, at Emma tager historierne alvorligt. Det er dem hun former sine idealer efter. Sådan burde livet udfolde sig, tror hun, og det kan samlivet med den forsagte Charles Bovary selvfølgelig ikke leve op til.

Hvorfor siger hun så ja? Det svarer romanen aldrig på. Er hun styret af konventioner, så hun ikke siger nej til et ægteskab arrangeret af faderen? Eller tror hun at Charles vil begynde at folde sig ud, når samlivet begynder?

Det står i hvert fald snart klart, at det har kurs mod afgrunden. Emma er opdraget til et andet liv, end det hun lever, og efter nogle år er hun klar til at søge lykken i armene på en elsker, der ikke er bange for at bruge de romantiske vendinger til at få hende i kanen. Hun dyrker kærligheden og er snart til at opgive alt for sin drøm. Omvendt er hun kun en erobring for elskerne. En elskerinde, der har sin tid, men som de ikke vil opgive livet eller karrieren for. Da Emma samtidig lever i luksus for lånte penge, skal det gå galt. Og det gør det i den grad med opløste familier, bræk og rottegift.

Emma er romantiker, men det er Charles i virkeligheden også. Han nægter at se hendes foragt i øjnene, og han vedbliver til det sidste at tilbede SIT idealbillede, der er lige så langt fra sandheden som hendes. Er han for god til hende eller bare naiv? Han er måske et symbol på et samfund, der dyrker kvinder i romantiske billeder og derefter forventer, at de passivt indordner sig under ægteskabets banalitet.

Emma kan ikke nøjes med et sådan et liv. Hun nægter at lade stå til og prøver at skabe sig den tilværelse, hun ønsker sig. Omgivelserne knuser hende som svar.

Flauberts sædeskildring af den lille by er fascinerende, men det er portrættet af Emma (og Charles) der gør romanen til en tidløs klassiker.… (mere)