Émile Zola (1840–1902)

Zolas roman fra 1867 er en krimi, en familietragedie og en psykologisk fortælling om skyld samlet i en bog. Den var også med til at fastslå hans ry som forfatter, og det regnes stadig som et af hans hovedværker.

Thérèse er moderløs og efterlades som lille af sin far hos sin tante, madame Raquin. Her vokser hun op som et stille barn, som ender med at blive gift med sin fætter Camille, fordi det er nemt og behageligt for alle parter. Nå ja, måske ikke for Thérèse, men hun bliver ikke taget med på råd. ”Og næste dag, da de unge nygifte kom ned, var Camille stadig lige sygelig og selvoptaget, og Thérèse stadig uforanderligt blid, behersket og frygtelig rolig.” (s. 14) Det lyder ildevarslende.

Kort tid efter flytter den lille familie til Paris, hvor de lever et upåfaldende liv, indtil Thérèse indleder en affære med Laurent. Han er gammel bekendt af familien, mislykket kunstmaler og en charlatan, men han er også skamløs, og sammen oplever de unge elskende en sanselig kærlighed, som de aldrig tidligere har kendt til. Kun Camille står tilsyneladende i vejen for deres lykke, og det er en forhindring, der kan skaffes af vejen, hvis man er hensynsløs nok. Udfordringen er blot at finde en metode, så man ikke bliver afsløret, og da chancen byder sig, slår Laurent til.

Det skal dog snart vise sig, at deres kærlighed dør sammen med Camille i det mudrede flodvand. Det lykkes dem ganske vist at blive gift efter en passende sørgetid, men lykkelige bliver de ikke. Bestandig ser de Camilles ansigt eller hører hans trin på trappen, og når de går i seng om aftenen, må det unge ægtepar dele pladsen med hans klamme lig. Lidenskaben er væk, og hvor lidenskaben har været tager hadet over. De lader det gå ud over hinanden, selvom de vel mest hader sig selv. Det kan godt være, at de er undsluppet straf i juridisk forstand, men deres samvittighed giver dem ingen fred.

Det psykologiske spil er skildret som en voldsom kamp, der hele tiden optrappes. De bor stadig sammen med madame Raquin. Hun rammes af et slagtilfælde, som lammer hendes krop, så hun ikke længere kan tale, men hun er stadig ved fuld bevidsthed, og da de to unge kommer til at røbe deres hemmelighed, må hun dag ud og dag ind sidde i stue med sin søns mordere. Det er en frygtelig skæbne, og som læser bliver man suget ind i et drama, som umuligt kan slutte godt.

En ting undrer mig ved romanen, og jeg har efterfølgende spekuleret en del over det. Hvorfor er den opkaldt efter Thérèse? Zola kunne have valgt en titel som ”Familien Raquin” eller ”Thérèse og Laurent”, men det gjorde han altså ikke. Det efterlader uundgåeligt et indtryk af, at det er Thérèse, der som en sand femme fatale er omdrejningspunktet for familiens ulykke, og det hentydes, at forklaringen godt kunne være moderens iltre indfødte blod. Og ja: hun begår utroskab og er med på at myrde sin mand, så hun er på ingen måde uskyldig, men det er Laurent, der tager initiativet til forholdet, og det er ham, der gennemfører mordet.

Thérèse Raquin er stadig en spændende roman. Som læser kommer man ikke som i Dostojevskijs Forbrydelse og Straf helt ind i morderens bevidsthed, men det psykologiske spil mellem Thérèse og Laurent er fascinerende. Den første halvdel er god, og den sidste halvdel, hvor de slidder hinanden op med skyld og tavse bebrejdelser er fremragende.… (mere)