Philip Roth (1933–2018)

Philip Roth har aldrig lagt skjul på, at han er jøde, og han har gennem sit forfatterskab været optaget af, hvad det vil sige at være jøde i dag – og måske særligt, af at være jøde i Amerika. Det var fremtrædende i Komplottet mod Amerika, det lå som en undertone i Portnoys genvordigheder, og det er også omdrejningspunktet for Operation Shylock fra 1993.

Historien tager sin begyndelse, da fortælleren, forfatteren Philip Roth, bliver kontaktet af bekendte i Israel, der kan fortælle, at han er i Israel, hvor han dels overværer retssagen mod folkemorderen Ivan Demjanjuk, dels udbreder sig om sine planer for ”diasporismen”, der i modsætning til zionismen har som formål at hjælpe de israelske jøder til at flytte tilbage til Europa. Bagved ligger en antagelse om, at jødernes identitet og kvalitet ikke er knyttet til staten Israel, men at det særligt jødiske tværtimod er knyttet til oplevelsen af eksil, og at den moderne jødiske kultur er fremelsket på jiddisch i Centraleuropa.

Fortælleren er overrasket, fordi han jo IKKE er i Israel. Først bliver han nysgerrig og ringer under falsk navn til hotellet i Jerusalem, så bliver han rasende, men i stedet for at anmelde forholdet rejser han selv til Jerusalem, hvor han skal interviewe den israelske forfatter Aharon Appelfeld. Her mødes de to udgaver af Philip Roth – den anden ligner ham til forveksling og hævder, at han er født og opvokset med samme navn – og selvom Roth (den rigtige) ikke lader sig rekruttere til diasporismen, så lykkes det ham heller ikke at sætte en stopper for dobbeltgængeren.

Tværtimod bliver han involveret i nye forvekslinger. Han møder sin gamle ven George, der er palæstinenser og nu er vendt tilbage til Ramallah, hvor den første intifada er i gang, og efter sammenstød ved grænsekontrollen, begynder Mossad også at lure i periferien. Hele tiden må han spørge sig selv, hvad der egentlig foregår – og det faktum, at han lige har lidt af medicinforgiftning og hallucinationer, gør det ikke nemmere at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Som så mange andre dobbeltgængerfortællinger – Roth henviser direkte til Dostojevskijs bog Dobbeltgængeren - handler Operation Shylock om identitet. Det er fristende at tolke den anden Roth, som et billede på forfatterens egen splittelse. Selvom Israel er blevet en sikker hjemstavn efter Holocaust, er det svært at benægte undertrykkelsen af palæstinenserne, og selvom zionismens længsel efter en jødisk stat nu er opfyldt, så har det måske født længslen tilbage til rollen som kosmopolitisk minoritet.

Men det handler også om identitet på anden vis. Den anklagede Demjanjuk hævder ikke at være identisk med den sadistiske lejrvagt Ivan den Grusomme, og på fyrre års afstand, hvor han har levet som en ganske almindelig fabriksarbejder i Cleveland, er det måske heller ikke så let at sige. Dertil kommer de mange løgnehistorier og falske identiteter i spionagespillet mellem Mossad og PLO, og det afgørende spørgsmål for ikke bare israelske statsborgere men også for jøder i andre lande: Hvis Israel eller Mossad beder om hjælp, kan man så moralsk forsvare at sige nej?

Tankevækkende er det, hvor flittigt bogen udtaler sig om ’jøder’ og ’jøderne’, som om det var en entydig gruppe med fælles karaktertræk. Det ville en ikke-jødisk forfatter næppe være sluppet godt fra, og på dette punkt virker teksten både gammeldags og irriterende nutidig. Identitetspolitikken er muligvis mere udtalt end nogensinde, men den er bestemt ikke ny. Det gør dog ikke så meget, for bogen er både elementært spændende og rablende velskrevet. Tag f.eks. denne tirade:

”Fordi der ikke kun er tale om splittelse mellem jøde og jøde – men også om splittelse hos den enkelte jøde. Kan man forestille sig nogen mere mangfoldig personlighed i verden? Og jeg taler ikke kun om splittelse. Splittelsen er ingenting. Selv goyim er splittede. Men inden i enhver jøde findes der en vandaliserende jødisk pøbel. Den gode jøde og den onde jøde. Den gamle jøde og den nye jøde. Jødeelskeren og jødehaderen. En ven af goyim, en fjende af goyim. Den arrogante jøde og den sårede jøde. Den fromme jøde og den slyngelagtige jøde. Den grove jøde og den venlige jøde. Den trodsige jøde og den forsonlige jøde. Den jødiske jøde og den afjødificerede jøde. Behøver jeg fortsætte?” (s. 313)

Beskrivelsen passer på Roth selv, eller i hvert fald på den romanfigur med samme navn, som har skrevet om. Bogen igennem trækkes han mere eller mindre frivilligt i den ene og den anden retning, og som læser er det rasende interessant at være med på rejsen.… (mere)

Det er som taget ud af en Woody Allen film. Alexander Portnoy ligger på briksen hos en psykiater i New York, hvor han i malende billeder fortæller om sin opvækst i en jødisk familie i Newark i 1930’erne og 1940’erne. Det har tydeligvis mærket ham dybt, og det samme har et mere end almindeligt kompliceret forhold til seksualitet. Snarere end egentlige erindringer får vi en serie rablende udgydelser, hvor fortælleren konstant associerer og springer fra tue til tue, men alligevel altid ender ved det jødiske ophav, som han prøver på at bryde med – f.eks. ved at gå i seng med shikser, ikke-jødiske piger.

”Så kom puberteten – og jeg tilbragte halvdelen af den tid, jeg var vågen, låst inde bag wc-døren med at sprøjte min ladning ned i toiletkummen eller ned i det beskidte tøj i vasketøjskurven eller splat op mod spejlet på medicinskabet… Gennem en verden af sammenknugede lommetørklæder og krøllede Kleenex og plettede pyjamasbukser gnubbede jeg min ømme og opsvulmede penis, mens jeg ustandselig frygtede, at mit afskyelige forehavende ville blive opdaget af en eller anden, der sneg sig ind på mig, netop som jeg ekstatisk var ved at sprøjte.” (s. 21)

Som citatet viser, så får den ikke for lidt. Jeg grinte flere gange højt af de vilde og barokke situationer, som Portnoy konstant opruller for sin tavse terapeut og for læseren, men der er også noget manieret over stilen, som dækker over en stor smerte. Hovedpersonen og hans familie er fanget i det evige jødiske dilemma mellem assimilation – man stiller op i football, selvom man får klø, og ambitionerne for børnene er skyhøje – og længslen efter et rent jødisk samfund, hvor man ikke stikker ud.

Da han er er lille og de antisemitiske strømninger er på sit højeste, også i USA - det er den periode, som Roth har beskrevet så fængslende i Komplottet mod Amerika - flytter familien fra et blandet kvarter til et rent jødisk kvarter i Newark. Det er et trygt miljø med en overbeskyttende mor i hjemmet og en hårdtarbejdende far, der knokler med at slippe forsikringer om dagen og besværer sig over sin notoriske forstoppelse resten af tiden. Men for Alexander er det ikke nok. Han drages mod det ikke-jødiske miljø, og så længe det handler om akademisk avancement, har han familiens fulde opbakning. Men når det kommer til en generel frigørelse fra det jødiske samfunds strenge normer, så er situationen en anden. Eller: Det tror han i hvert fald, for han tager aldrig kæresterne med hjem, og han er så overbevist om, at forældrene ikke kan acceptere hans liv, at han sørger for at holde det strengt adskilt fra dem.

”Tror” er vigtigt, for normerne lever også – eller måske først og fremmest – i ham selv. Som læser får man uvægerligt den tanke, at den evige talen og Portnoys manglende evne til at binde sig til sine kærester og deres krav om faste forhold eller ægteskab dækker over en mere grundlæggende usikkerhed. Hvorfor er han så ivrig efter at slippe af med den jødiske arv? Hvad vil det overhovedet sige at være jøde i Amerika under og efter holocaust? Sikkerheden og overlevelsen er selvfølgelig det primære, men det er også forbundet med skam og skyld. Hvad har man gjort for at fortjene sin gode skæbne? Og har han ikke en forpligtelse til at bruge sine evner i den jødiske sags tjeneste? Hvorfor arbejder han for ligebehandling i New York, når han kunne være med til at bygge den jødiske stat op i Israel?

Da han i bogens slutning rejser dertil, er det en spejling af flytningen til Newark: ”Jeg er i et jødisk land. Her i landet er alle mennesker jøder. Min drøm begynder, så snart jeg stiger ud. Jeg er i en lufthavn, hvor jeg aldrig før har været, og alle de mennesker, jeg kan se – passagerer, stewardesser, billetsælgere, dragere, piloter, taxichauffører – er jøder. … Ansigterne er de ansigter, man ser på Chancellor Avenue! Mine naboers, mine onklers, mine læreres, mine barndomsvenners forældres ansigter. Ansigter som mit eget ansigt!” (s. 279)

Som i Newark er det trygt og godt at være blandt ligesindede, men det er i sidste ende også utilfredsstillende – og for Portnoy viser det sig selvfølgelig som impotens! I Tel Aviv hører han heller ikke til, så vi slutter, hvor vi startede: På psykiaterens briks.

Portnoys genvordigheder er et fint portræt af en opvækst og en familie i det jødiske Newark, og hans rablende fortællelyst om de mest intime emner er både desperat og sjov. Men der er også lovlig mange gentagelser og hans elendige behandling af kvinderne i hans liv – ikke mindst Aben, selvom hun vil gøre næsten alt for ham – er trættende.… (mere)

Inden for historievidenskaben er man de sidste 15-20 år begyndt at interessere sig mere for, hvad der kunne være sket, hvis tilfældigheder og vigtige beslutninger var faldet anderledes ud. Det kan nemt blive meget spekulativt, men det åbner også op for en tydeliggørelse af de tilfældigheder, der også er med til at forme historiens udvikling. Den tilgang kendes selvfølgelig også fra fiktionen, for hvad nu hvis?

2. verdenskrig forandrede verden med USA som den helt store vinder, da støvet havde lagt sig. Den europæisk dominerede orden forsvandt, mens den amerikanske indflydelse bredte sig ud over hele kloden med Sovjetunionen som juniorpartner i den kolde krig. Men det var langt fra givet, at Amerika overhovedet kom med i krigen, for der var en stærk isolationistisk strømning i USA, hvor ikke mindst republikanere ønskede at overlade det europæiske rod til europæerne selv.

Roth tager udgangspunkt i, at denne strømning får politisk magt. Det sker helt konkret ved, at Charles Lindbergh, der var en berømt helt efter sin soloflyvning fra New York til Paris, opstiller som republikansk kandidat mod Roosevelt og vinder præsidentvalget i 1940. Kort efter danner han et konservativt kabinet med stærke antisemitiske stemmer, bl.a. Henry Ford, og indgår en forståelse med Tyskland og Japan, der holder USA ude af krigen.

Udviklingen opleves fra den ni-årige Philip Roths perspektiv. Han vokser op med sine forældre og storebroderen Sandy i et jødisk kvarter i Newark uden for New York. Her er de en integreret del af samfundet, men frygten for udelukkelse og forfølgelse ligger lige under overfladen. De ved, at der også i USA findes antisemitter, og de gør sig ingen illusioner om, hvad et Hitlerdomineret Europa vil betyde for jøder over hele verden. Deres helte er Roosevelt og de andre politikere, der holder fast i de grundlæggende amerikanske værdier, men der går ikke længe, før et andet Amerika tager over.

Sandy udtages til et assimileringsprogram, hvor jødiske drenge sendes på udveksling til familier med ærkeamerikanske værdier på landet, og på en tur til Washington bliver det tydeligt, at det pludselig er respektabelt at tale åbent om ubehag ved jøder. Efterhånden som grebet strammes, bliver familien mere og mere presset og modsætningerne trukket stadig skarpere op.

Romanen er et fint portræt af en familie og en tid, hvor det jødiske mindretal i USA var godt integreret i storbysamfundene, men hvor der samtidig var stærke understrømme af modstand. Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er sandsynligt, at etablerede frihedsrettigheder så hurtigt kunne undermineres, men bogen trækker på en dyb bekymring for, hvad der kunne ske, hvis nu…… (mere)