J. M. Coetzee

Vanære var mit første møde med den sydafrikanske nobelprisvinder fra 2003, og det var en fornøjelse. Her er tydeligvis en mester på spil, der giver en nærmest mytologisk fremstilling af et Sydafrika i vild og uigenkaldelig forandring efter Apartheid. På overfladen er det historien om litteraturprofessor David Luries fald, men i virkeligheden handler det om et helt lands søgen efter mening og en ny balance.

David Lurie er en midaldrende mand uden de store illusioner. Han forsker i romantisk litteratur, men den slags kan moderne universiteter ikke leve af, så det meste af sin tid bruger han på at undervise i kommunikation. Han har skrevet et par bøger og har egentlig ikke flere akademiske ambitioner. I stedet drømmer han om at skrive en kammeropera om Byrons ophold i Italien. Indtil videre er det mest blevet til research.

Men det er ikke kun det professionelle liv, der står i stampe. Lurie er fraskilt med en datter han sjældent ser, og det føles egentlig ikke så slemt, for han har en fast aftale om købesex et par gange om ugen. Da hen genkender kvinden på gaden, går det galt, og da han kontakter hende uden om bureauet, bliver det værre. I stedet indleder han et forhold til en af sine studerende, og selvom det er før #metoo, så ved han udmærket, at det er både dumt og forkert, men han kan simpelthen ikke lade være.

Helt galt går det, da han skal deltage i en høring på universitetet. Han indrømmer uden videre sin skyld, men han vil ikke angre, og han kan og vil ikke forstå den vrede, som han bliver mødt med.

”Oprigtig talt, det du vil have fra mig er ikke et svar, men en tilståelse. Jeg tilstår bare ikke noget. Jeg meddeler, som det er min ret, hvilken stilling jeg tager til beskyldningerne. Jeg erklærer mig skyldig i det anførte. Længere er jeg ikke indstillet på at gå.”

Og til det svarer den unge kvindelige og ikke-hvide lektor – sådan nogen var der ikke, da David startede sin karriere – i komiteen:

”Hr. formand, jeg må protestere. Det er mere end et rent teknisk spørgsmål. Professor Lurie erklærer sig skyldig, men jeg spørger mig selv om han accepterer sin skyld, eller om det bare er tomme ord, han fremsætter i håb om at sagen vil blive begravet i papirdynger og glemt? Hvis det bare er tomme ord, så forlanger jeg at vi pålægger ham den strengeste straf.” (s.55)

Udvekslingen afspejler et forskelligt syn på skyld og straf. Lurie mener, at han har gjort det nødvendige, når han erkender de faktiske forhold og accepterer sin straf, og det viser, at han ikke opfatter det passerede som særligt alvorligt. Sådan er det jo med små overtrædelser. Man betaler bøden for at køre 90 i en 80 km zone, men ingen forlanger offentlig anger, og sådan har han det også med forholdet til den studerende. Ja, ja, det var forkert, men så er det vel heller ikke værre? Men her forregner han sig. Tiderne har skiftet, og da han nægter at underskrive en erklæring med en beklagelse, bliver han fyret.

Og sådan har han det nok også med de større samfundsforandringer. Ja, ja, selvfølgelig var apartheid forkert og godt det er afskaffet, men så må det vel også være nok med det. I hvert fald kan han slet ikke finde sig til rette, da han tager ud til datteren Lucy, der lever af at dyrke grøntsager og blomster på et lille marked. Hun har delt det lille jordstykke med den sorte mand Petrus. Han har hjulpet hende i gang, og da David ankommer, fungerer han stadig som en mellemting mellem medhjælper og kompagnon.

Men magtforholdene er ved at skifte, og som et brutalt overfald demonstrerer, så afhænger Lucys sikkerhed nu mere af naboens velvilje end af politiet. De dage, hvor betjentene mest af alt var optaget af at beskytte det hvide mindretal, er for længst forbi. Det er Lucy sådan set villig til at acceptere, men David kan ikke forstå det. Hverken at det er sådan, eller at hun vil finde sig i det i stedet for at flygte tilbage til storbyens trygge rammer.

Vanære er et fremragende portræt af en mand, der har mistet fodfæstet uden at være klar over det. Han er blevet fremmed for en verden, der har forandret sig mere end han troede. Men det er også en historie om at miste sine privilegier, opleve ydmygelsen og finde en anden livsbane, som man ikke havde fantasi til at forestille sig. Gennem hele romanen er sproget så tindrende klart, at betydningerne står og sitrer. Jeg kunne identificere mig med David, og jeg kunne se ham som et kæmpe fjols - og ofte begge dele på samme tid.… (mere)

Normalt plejer jeg at kunne skrive om de bøger jeg læser ret hurtigt efter at jeg er færdig. Men jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg skulll stille op med Historien om Michael K.
På den ene side er det en fantastisk flot fortælling om en mand, der er forkastet af alle, af både 'systemet' og sin egen mor, som er autistisk i sit ønske om at leve i fred fra alt og alle - men som hele tiden støder ind i krav om at skulle tage stilling til en lang række spørgsmål fra de helt små mellemmenneskelige og til de helt store spørgsmål om stillingtagen i den igangværende borgerkrig.
På den anden side synes jeg, at bogen var lidt af en ørkenvandring, der bliver ved med at udpensle sine pointer, og som slet og ret var temmelig kedelig!
Det er nok en bog, som er et barn af sin tid, hvor usikkerheden on Sydafrikas fremtid var højspændt aktuel og, og en bog hvor de tykke litteræranalystiske briller skal pudses, for at man (jeg) skal få et mere fuldt udbytte af bogen - og det var jeg ikke parat til i denne omgang. Bogen vandt Bookerprisen 1984, så anerkendelsen har bogen da i hvert fald fået - og Coetzee har da også siden kunnet klare sig uden min hjælp....
http://bogbrokken.blogspot.com/2010/09/j-m-coetzee-historien-om-michael-k-1984.h...… (mere)