Ian McEwan

8. oktober 2023: Kommer lige fra den ret gode SOLAR af samme forfatter, til denne, noget tyndere model.
24. oktober 2023. En tunnel blev på begyndt, den blev udgravet - færdig, den blev afsløret og sønderstyrtet, Fyldt op af jord, lort, nær ved et lig, byggematerilaer fra grænselandet Vest- og Østberlin. Det var en god tunnel, så længe den var der.
Og bogen? The Innocent/Den uskyldige. Ligeså. god. Bare god. Fantastisk god. En fornøjelse.

Og her har allerede været spoiler allert - og der kommer nok flere. Så vent evt. med at læse videre her, til du selv har læst bogen.

Ian McEwan har gjort det igen. Skrevet en forrygende bog, der bare vokser, siderne igennem. Manden har, i det jeg har læst, en evne til at finde nye emner, en ny type personer, at skrive om. Denne gang er det Leonard, ung engelsk radiotekniker, der lander i efterkrigstidens delte Berlin. Han overdrages fra engelsk til amerikansk kommando og får del i en tophemmelig aflytningsopgave. Man graver en tunnel fra udkanten af Vestberlin (den amerikanske sektor) under grænsedragingen og over til den russiske sektor i Østberlin. Formål: at aflytte/tappe de russiske og østtyske telefonkabler.

Simpel spionage i den kolde krigs epicenter.

Vi følger de indledende besværligheder med at grave så dybt og langt og STILLE, som muligt. Der graves gennem lort og man føler med de unge mænd, der sættes til opgaven. Hele tiden med faren for at blive opdaget af fjenden, der er lige over hovederne på tunnelmændene.

Det er spændende og ret nørdet med den nørdede fokus på aflytningsudstyrets beskaffenhed (Leonards ansvar).

Vi graver dybere.
Det er selvfølgelig ikke en bog om en tunnel. ikke kun. Der er også en kvinde med i billedet. Maria, kun lidt ældre end Leonard, men meget mere erfaren. Maria er tysker. De to; Maria og Leonard indleder et forhold. Nyt fokus. Kærlighedens vilkår mellem to fremmede, der nærmer sig hinanden, hver med hemmeligheder i bagagen, eller lig i lasten. De barske omgivelser i det efterkrigshærgede Berlin med bolignød, kummerlige lejligheder for nogle (de tyske overlevende), og bedre forhold, primært for krigens vindere, overtrumfes smukt af historien om Maria og Leonards kærlighed.

Vi graver dybere.
Sideløbende med tunnelarbejdet og de begyndende aflytninger, danser Maria og Leonard faretruende mod kanten af katastrofe. Maria har en eksmand, Otto, der spøger i kulissen.

Jeg slutter mit gravearbejde her: De største spoiler allerts ligger i sidste halvdel af bogen. Grav selv, og bliv forelsket, forfærdet og rørt, som jeg blev. Hvorfor er den bog ikke filmatiseret? Der sker ting og sager, der er så uhygelige, fantastiske og ikke-til-at-lægge-bogen-fra-sig-beskrivelser, at jeg de seneste dage har haft svært ved at lægge bogen fra mig.… (mere)

En vanvittig god bog. Måske ikke så overraskende, når det er fra Ian McEwans hånd, forfatteren, der fanme altid er god. Forfatteren, der efter de tidligste udgivelser blev kaldt Ian Macabre, angiveligt fordi det var barske sager, han underholdt med dengang. Glæder mig til at læse dem, de tidligste værker også. Denne bog, Solar, er også en barsk sag! Jordens undergang, klimaforandringer, en nobelprismodtager der udover åbenbart at være intelligent nok til den fine pris opfører sig så gennemført dumt og nedrigt, at man tror det er løgn. Men jeg tror på personerne og handlingen i bogen, simpelthen fordi den er god, godt skrevet, godt gennemført og også nogle steder irriterende grundig hvad angår fysik, matematik og andre tekniske videnskaber, der ret beset ikke nogensinde har været inde på mit solpanel.
Michael Beard, det geniale fjols, sin egen sol i sit eget verdensbillede, sulten, tørstig, liderlig, ærgerrig, rodehovede, utroværdig, løgnagtig og næsten morder. Det tåkrummende er der også plads til, og fem-seks ægteskabelige meteornedslag.
Næste bog, lige om lidt, bliver Ian Macabre (?) Den uskyldige.… (mere)

Joe Rose er en ganske almindelig midaldrende mand. Han har pæn succes som videnskabsformidler – selvom den manglende karriere som rigtig videnskabsmand nager ham lidt – og lever i et lykkeligt forhold med Clarissa, der er litteraturforsker, smuk og desværre ude af stand til at få børn. Hele denne normalitet bliver sat på prøve, da de på en skovtur bliver inddraget i en ulykke. En mand har mistet kontrollen med sin luftballon, og da Joe og fire andre mænd prøver at hjælpe, går det alt galt.

En af dem bliver dræbt, men faktisk er det ikke ulykken i sig selv, der river tæppet væk under dem. (Eller er det? Clarissa mener i hvert fald, og at Joe fra første øjeblik – og helt uafhængigt af de efterfølgende begivenheder - ændrer adfærd og er besat af sin egen mulige skyldfølelse.) Efter politiafhøring, rødvin til nerverne og post-chok-sex bliver Joe ringet op af Jed Parry, en af de andre mænd, der prøvede at forhindre katastrofen. ”Jeg elsker dig,” siger han, og dagen efter opsøger han Joe. Jeds kærlighed er ikke bare voldsom, han er også overbevist om, at den er gengældt, og at det er Joe, der har indledt forholdet og nu leger med hans følelser.

Besked efter besked på telefonsvareren, brev efter brev i posten, tålmodig venten på den modsatte side af gaden. Joe bliver stalket, men hverken Clarissa eller politiet kan tage hans historie helt alvorligt. Tværtimod opfatter de ham som en paranoid kværulant, og Jed bliver snart en kile i forholdet mellem Joe og Clarissa.

McEwan vil undersøge, hvad kærlighed egentlig er for en størrelse. Joes svar er mestendels rationelt: Det er et overlevelsestræk, der er opelsket gennem evolution. Men hvis kærligheden er rationel, kan den også ændre retning og høre op, hvis den ikke længere bidrager til individets velfærd. F.eks. kan den blive udfordret (og forsvinde?) hvis man kommer ud for en dramatisk begivenhed. Jeds svar er langt mere radikalt og måske også patologisk. Hans forestilling om kærligheden er tæt forbundet med hans tro på Gud. Begge dele er grænseløse og totalt upåvirkede af argumenter og afvisning. Pointen synes at være, at kærlighed (og tro) er en form for mild sindssyge, der kan udvikle sig til rigtig sindssyge.

Jeg har det grundlæggende fint med filosofiske diskussioner i romaner, men historien skal stadig fungere, for at det er god litteratur, og det er netop problemet med Enduring Love. Anslaget er spændende (hvem er skyld i ballonulykken? hvordan er det for en mand at blive stalket af en anden mand) men jeg troede ikke rigtig på personernes udvikling og handlinger. Joe og Clarissa bliver alt for nemt drevet fra hinanden, og man har hele tiden på fornemmelsen, at de mere er brikker i forfatterens spil end troværdige karakterer.… (mere)