Ian McEwanAnmeldelser

8. oktober 2023: Kommer lige fra den ret gode SOLAR af samme forfatter, til denne, noget tyndere model.
24. oktober 2023. En tunnel blev på begyndt, den blev udgravet - færdig, den blev afsløret og sønderstyrtet, Fyldt op af jord, lort, nær ved et lig, byggematerilaer fra grænselandet Vest- og Østberlin. Det var en god tunnel, så længe den var der.
Og bogen? The Innocent/Den uskyldige. Ligeså. god. Bare god. Fantastisk god. En fornøjelse.

Og her har allerede været spoiler allert - og der kommer nok flere. Så vent evt. med at læse videre her, til du selv har læst bogen.

Ian McEwan har gjort det igen. Skrevet en forrygende bog, der bare vokser, siderne igennem. Manden har, i det jeg har læst, en evne til at finde nye emner, en ny type personer, at skrive om. Denne gang er det Leonard, ung engelsk radiotekniker, der lander i efterkrigstidens delte Berlin. Han overdrages fra engelsk til amerikansk kommando og får del i en tophemmelig aflytningsopgave. Man graver en tunnel fra udkanten af Vestberlin (den amerikanske sektor) under grænsedragingen og over til den russiske sektor i Østberlin. Formål: at aflytte/tappe de russiske og østtyske telefonkabler.

Simpel spionage i den kolde krigs epicenter.

Vi følger de indledende besværligheder med at grave så dybt og langt og STILLE, som muligt. Der graves gennem lort og man føler med de unge mænd, der sættes til opgaven. Hele tiden med faren for at blive opdaget af fjenden, der er lige over hovederne på tunnelmændene.

Det er spændende og ret nørdet med den nørdede fokus på aflytningsudstyrets beskaffenhed (Leonards ansvar).

Vi graver dybere.
Det er selvfølgelig ikke en bog om en tunnel. ikke kun. Der er også en kvinde med i billedet. Maria, kun lidt ældre end Leonard, men meget mere erfaren. Maria er tysker. De to; Maria og Leonard indleder et forhold. Nyt fokus. Kærlighedens vilkår mellem to fremmede, der nærmer sig hinanden, hver med hemmeligheder i bagagen, eller lig i lasten. De barske omgivelser i det efterkrigshærgede Berlin med bolignød, kummerlige lejligheder for nogle (de tyske overlevende), og bedre forhold, primært for krigens vindere, overtrumfes smukt af historien om Maria og Leonards kærlighed.

Vi graver dybere.
Sideløbende med tunnelarbejdet og de begyndende aflytninger, danser Maria og Leonard faretruende mod kanten af katastrofe. Maria har en eksmand, Otto, der spøger i kulissen.

Jeg slutter mit gravearbejde her: De største spoiler allerts ligger i sidste halvdel af bogen. Grav selv, og bliv forelsket, forfærdet og rørt, som jeg blev. Hvorfor er den bog ikke filmatiseret? Der sker ting og sager, der er så uhygelige, fantastiske og ikke-til-at-lægge-bogen-fra-sig-beskrivelser, at jeg de seneste dage har haft svært ved at lægge bogen fra mig.

En vanvittig god bog. Måske ikke så overraskende, når det er fra Ian McEwans hånd, forfatteren, der fanme altid er god. Forfatteren, der efter de tidligste udgivelser blev kaldt Ian Macabre, angiveligt fordi det var barske sager, han underholdt med dengang. Glæder mig til at læse dem, de tidligste værker også. Denne bog, Solar, er også en barsk sag! Jordens undergang, klimaforandringer, en nobelprismodtager der udover åbenbart at være intelligent nok til den fine pris opfører sig så gennemført dumt og nedrigt, at man tror det er løgn. Men jeg tror på personerne og handlingen i bogen, simpelthen fordi den er god, godt skrevet, godt gennemført og også nogle steder irriterende grundig hvad angår fysik, matematik og andre tekniske videnskaber, der ret beset ikke nogensinde har været inde på mit solpanel.
Michael Beard, det geniale fjols, sin egen sol i sit eget verdensbillede, sulten, tørstig, liderlig, ærgerrig, rodehovede, utroværdig, løgnagtig og næsten morder. Det tåkrummende er der også plads til, og fem-seks ægteskabelige meteornedslag.
Næste bog, lige om lidt, bliver Ian Macabre (?) Den uskyldige.

Joe Rose er en ganske almindelig midaldrende mand. Han har pæn succes som videnskabsformidler – selvom den manglende karriere som rigtig videnskabsmand nager ham lidt – og lever i et lykkeligt forhold med Clarissa, der er litteraturforsker, smuk og desværre ude af stand til at få børn. Hele denne normalitet bliver sat på prøve, da de på en skovtur bliver inddraget i en ulykke. En mand har mistet kontrollen med sin luftballon, og da Joe og fire andre mænd prøver at hjælpe, går det alt galt.

En af dem bliver dræbt, men faktisk er det ikke ulykken i sig selv, der river tæppet væk under dem. (Eller er det? Clarissa mener i hvert fald, og at Joe fra første øjeblik – og helt uafhængigt af de efterfølgende begivenheder - ændrer adfærd og er besat af sin egen mulige skyldfølelse.) Efter politiafhøring, rødvin til nerverne og post-chok-sex bliver Joe ringet op af Jed Parry, en af de andre mænd, der prøvede at forhindre katastrofen. ”Jeg elsker dig,” siger han, og dagen efter opsøger han Joe. Jeds kærlighed er ikke bare voldsom, han er også overbevist om, at den er gengældt, og at det er Joe, der har indledt forholdet og nu leger med hans følelser.

Besked efter besked på telefonsvareren, brev efter brev i posten, tålmodig venten på den modsatte side af gaden. Joe bliver stalket, men hverken Clarissa eller politiet kan tage hans historie helt alvorligt. Tværtimod opfatter de ham som en paranoid kværulant, og Jed bliver snart en kile i forholdet mellem Joe og Clarissa.

McEwan vil undersøge, hvad kærlighed egentlig er for en størrelse. Joes svar er mestendels rationelt: Det er et overlevelsestræk, der er opelsket gennem evolution. Men hvis kærligheden er rationel, kan den også ændre retning og høre op, hvis den ikke længere bidrager til individets velfærd. F.eks. kan den blive udfordret (og forsvinde?) hvis man kommer ud for en dramatisk begivenhed. Jeds svar er langt mere radikalt og måske også patologisk. Hans forestilling om kærligheden er tæt forbundet med hans tro på Gud. Begge dele er grænseløse og totalt upåvirkede af argumenter og afvisning. Pointen synes at være, at kærlighed (og tro) er en form for mild sindssyge, der kan udvikle sig til rigtig sindssyge.

Jeg har det grundlæggende fint med filosofiske diskussioner i romaner, men historien skal stadig fungere, for at det er god litteratur, og det er netop problemet med Enduring Love. Anslaget er spændende (hvem er skyld i ballonulykken? hvordan er det for en mand at blive stalket af en anden mand) men jeg troede ikke rigtig på personernes udvikling og handlinger. Joe og Clarissa bliver alt for nemt drevet fra hinanden, og man har hele tiden på fornemmelsen, at de mere er brikker i forfatterens spil end troværdige karakterer.

Velskrevet anderledes spionroman, som mere handler om den kvindelige hovedpersons kærlighedsforhold og et tidstypisk billede af MI5 og England i 1070´erne. En højst overraskende slutning.½

Sorte hunde er den tredje McEwan roman jeg har læst, og jeg må sige, at han er en bemærkelsesværdig forfatter. Selvom hans bøger på overfladen er let tilgængelige, så er de også komplicerede og vækker til eftertanke.

Tag nu Sorte hunde. Romanen er umiddelbart en biografi over ægteparret Bernard og June, der i 1946 tager på bryllupsrejse i Europa. Som så mange andre unge er de faldet for kommunistpartiets idealer, og som andre kloge unge ender de med at bryde med det. June trækker sig væk fra politik for at dyrke den åndelige verden, mens Bernard stille og roligt rykker ind på den reformistiske venstrefløj og bliver et aktivt parlamentsmedlem for Labour. Leve sammen kan de ikke længere, men de elsker hinanden til det sidste.

På overfladen en enkel historie, men så alligevel ikke. Historiens fortæller er parrets svigersøn Jeremy, der som barn mistede sine forældre. Hans liv er en konstant søgen efter en familie, der kan erstatte det tabte, og Bernard og June er endnu et eksempel på det. Han vil finde ud, hvad der skete i 1946, da de nygifte begyndte at glide fra hinanden.

Spørgsmålet er, hvor meget man kan stole på fortælleren. I bogens sidste del udlægger han de mystiske sorte hunde som et symbol på den nazistiske pest – for nu at bruge Hartvig Frisch’ udtryk – der ødelagde et Europa for at give plads til den ny tids fred og velstand. Det er en tolkning, som Bernard aldrig anerkender, så har vi at gøre med en sand historie, eller er det i virkeligheden en senere generations efterrationalisering, der fortælles?

Historieskrivningen må selvfølgelig altid mest blive det sidste. Vi kan kun fortælle historien ud fra vores egne erfaringer, og selv den mest hårdtarbejdende historiker kan aldrig bringe fortiden med alle dens nuancer og uudtalte forestillinger til live. Alligevel må vi prøve, for vores arbejde med fortiden gør os klogere på os selv.

Sorte hunde er fra 1992 og må være en af de første store litterære bearbejdninger af murens fald. Jeremy og Bernard tager til Berlin for at opleve nybruddet, og romanen er også en fortælling om den verdensorden, der har formet både forfatteren og bogens hovedpersoner, og som virkede urørlig indtil den pludselig kollapsede under sig egen vægt.

Det er imponerende at skrive så indsigtsfuldt om skiftet så kort tid efter, og McEwan forfalder aldrig til nemme svar på sine komplicerede spørgsmål. Som læser lægger man bogen fra sig og er tilfreds, fordi historien gik op – men man mærker en mere kompliceret virkelig rumle videre underneden.½

Michael Beard er afdanket nobelprismodtager i fysik, har endda fået opkaldt den såkaldte Beard-Einstein konflation efter sig, men har til gengæld ikke tænkt en ny tanke i de tyve år siden tildelingen. Derimod har han haft rigeligt at prale af med honorære titler uden indhold og ikke mindst rod i privaten, med det femte ægteskab under kuldsejling i starten af bogen, hvor konen nu har fundet en elsker - efter at Michael har haft elleve under deres fem år lange ægteskab. Men efter et dødsfald, der viser sig på mere end én måde at være belejligt, har han igen en idé, som kan bjergtage verden. Og så må han også se at rode sig ud af den...
Der er rigeligt af mandlige udyder at læse om i Solar. Michael Beard er et selvcentreret rodehoved, der både får sine løgne gjort til sandheder og sandhederne til løgne. Han er repræsentant for den absolutte eksakte videnskab, men han vender og drejer alt i sin egen virkelighed til egen fordel - når han altså ikke bliver gennemskuet.Han bliver skildret som det han er: En lille, fed, opportunistisk overlever af en skiderik, der stikker af, når tingene hober sig for meget op, for derefter at poppe op et andet sted og starte forfra.
Rigtig god satire om forskning, parforhold, klimadebat og ikke mindst mænd. Velskrevet og charmerende bog.½

Det er sjældent at en roman starter med hovedpersonens begravelse uden senere at vende tilbage til, hvad der er gået forud, men i en vis forstand er det tilfældet i denne roman, der indbragte McEwan Booker prisen i 1998. Udgangspunktet er nemlig den midaldrende madskribent Molly Lane’s begravelse, hvor hendes mand og tre af hendes elskere – komponisten Clive Linley, redaktøren Vernon Halliday og politikeren Julian Garmony – mødes.

I første omgang samles de om at minde den kvinde, der i en eller anden forstand har bundet dem sammen, men netop fraværet af hende slipper snart gensidige antipatier løs, selv mellem Vernon og Clive, der ud over det fælles bekendtskab med Molly også er personlige venner. Det viser sig, at Molly har efterladt sig meget personlige fotos af Garmony, og dem kan Vernon hverken lade ligge som avismand eller som politisk modstander. Samtidigt arbejder Clive på den store symfoni, der endelig skal slå hans navn fast som hans tids store komponist.

Romanen er lidt lang i spyttet de første 100 sider, men derefter følger en serie plot-twists, som til slut logisk forløser de temaer, som er stillet op i romanens første del. Jeg skal ikke røbe mere her; det ville være synd at afsløre for meget af, hvordan de psykologiske portrætter af Vernon og Clive afløses af suspense til slut.

McEwan skriver indsigtsfuldt og intenst, men bogen var alligevel lidt af en skuffelse for mig. Som sagt tager den sig god tid inden intensiteten tager til, og særligt de lange passager om Clives kunstneriske kampe og overvejelser faldt lidt til jorden for mig. Alligevel gav bogen stof til eftertanke, og særligt billedet af Molly forskubber sig gennem og efter læsningen. Ved hendes død er de tre elskere alle på vej mod toppen, og det havde hun måske mere at gøre med som sparringspartner og muse, end de selv vidste. I hvert fald når de aldrig igen de samme højder, selvom de tror, at den endelige adgangsbillet til storheden venter lige om hjørnet.½

Der kan vel næppe tænkes en mindre historie til en roman, men til gengæld er den mesterligt fortalt, og jeg blev dybt berørt af den afstand af fortielser og seksuel forskrækkelse, som det unge par Edward og Florence ikke er i stand til at overvinde.

Tynd begyndelse! Utroværdig skildring af en 13-årig piges tanker, gøren og laden. Men derudover, da først dramaet tager over, og de mere voksne karakterer træder frem på scenen, sker der noget - ikke mindst da tvillingerne bliver væk, forbrydelsen, og den efterfølgende flugt mod Dunkirk. Redder bogen, men ikke livet.
Afslutningen ikke helt på højde med de midterste 90 %, så med en blød begyndelse og en slatten afslutning kan det anses for ret godt med TripleStar.

Fantastisk beskrivelse at 2 personers problemer med den fysiske kærlighed på deres bryllupsnat.
En sand fornøjelse at læse dette sprog. Personbeskrivelserne er i top