Heinrich Böll (1) (1917–1985)

Der er noget meget underspillet over Bölls roman fra 1971. Den flirter med reportagens og den undersøgende journalistiks form, og dens personer og handling fremstår uhyre almindelige. Men det er dens styrke: Netop fordi nazismen, krigens rædsler og efterkrigstidens tavse tilbagevenden til normalitet er så forankret i hverdagen, bliver romanen en effektiv påmindelse om, at diktaturets ugerninger ikke kan isoleres til nogle få personer i toppen, og at herrefolksideologien ikke var begrænset til det tredje riges tolv år.

Damen i romanens titel er Leni. Hun er 48, krigsenke og på nippet til at blive smidt ud af sin lejlighed, og som om det ikke var fortrædelighed nok, så sidder hendes søn i fængsel. Leni lærer vi at kende gennem hendes venner og bekendte, mens hun kun selv træder sparsomt frem. Det kunne minde om den metode, der har gjort Rachel Cusk så berømt, og fortælleren (der kalder sig ”forf.” i regibemærninger) gør meget ud af at understrege, at alle oplysninger er efterprøvede så langt, som det er muligt.

Leni voksede op i en velhavende entreprenørfamilie, der sendte både hende og hendes bror Heinrich på gode klosterskoler. Mens Leni fascineres af en mystisk nonne, der også er biolog og stærkt optaget af afføringens diagnostiske egenskaber, anses hendes bror for et intellektuelt geni, der endnu ikke har fundet et felt at folde sig ud på. I stedet havner han i hæren og den krig, som han er åbenlyst imod. Han citerer fra håndbøger for soldater for at udstille absurditeten, men i sidste ende gør det ingen forskel over for brutaliteten.

Broderen bliver dræbt underkrigen. Det gør hans og Lenis fætter også, og dermed hendes første kærlighed. I stedet bliver hun – til alles overraskelse – gift med Alois Pfeiffer, der kommer fra en småborgerlig og grisk familie. Ægteskabet bliver dog kort, for han bliver straks overført til østfronten og snart efter slået ihjel. Dermed er scenen sat til hovedhistorien: Leni bliver ansat på et gartneri, hvor hun er med til at producere kranse til de mange begravelser, der følger med krigen. Det var der tydeligvis mange penge i, for styret var vild med symbolik og dybt optaget af at holde på formerne. I gartneriets minisamfund findes det hele: En snu forretningsmand, der har udnyttet det foregående kaos til at blive rig, en effektiv gartner, der passer sit arbejde, nazisympatisører og endelig en sovjetisk tvangsarbejder.

Og netop han bliver Lenis sidste og helt store kærlighed. Selvom ethvert forhold mellem en tysk kvinde og et sovjetisk undermenneske var livsfarligt for alle parter, så lykkes det dem at opfinde et sprog at kommunikere på og finde veje til at være sammen. Leni bliver gravid og føder deres barn i foråret 1945. Mens alle venter utålmodigt på amerikanernes komme, har de nidkære nazister travlt med at henrette alle, der måtte finde på at signalere overgivelse.

Det kræver lidt tid at vænne sig til romanens stil, men efterhånden som jeg fik læst mig ind i den, blev den interessant og gribende. Det er fascinerende, hvordan et miljø med nuancerede personer bygges op, og hvordan nazismens råddenskab og dens forgreninger ud i de mindste hjørner af samfundet afdækkes. Og så er bogen, på sin egen kringlede måde, ret humoristisk.… (mere)

Tysklands stakkels naboer mod øst, 1944-1945
9 fortællinger om krigens slutspil set fra menige tyske soldaters synsvinkel. En menig Feinhals bliver såret af en granat ved Szoharhely. En kaptajn Bauer på ca 50 år tager sin stålhjelm af for ikke at se dum ud. Da han så kører galt på motorcykel og kommer slemt til skade, ligger han og kan kun sige Bjeljogorsche for hvert 50 sekunder. Hvis han endelig skulle komme sig, så venter en krigsret for "selvlemlæstelse". På lazaretet ligger løjtnant Moll på 21 år, foruden Bauer. En læge Schmitz og en sergent Alois Schneider venter på at lazaretet bliver helt evakueret, for russiske tanks er tæt på. En ung ungarsk pige Szarka siger Nagyvarad og "bru, bru" for at advare dem, men de når ikke væk i tide. Feinhals når med den sidste vogn væk, inden russerne kommer. Schneider går ud for at møde dem, men træder på en blindgænger og forsvinder i et puf. Russerne undrer sig og skyder bygningen i grus.
I en lille by lidt længere fra fronten Szentgyörgy er premierløjtnant dr jur Greck på 33 år ved at gå op i limningen. Han sælger et par bukser og køber sig til en tur i en luftgynge. Alle de andre omkring ham har hele tiden solgt diverse af deres egne sager og navnlig af hærens for at købe sig lidt luksus, så Greck er til grin på mere end en måde. Han har også købt sig en pige og muntret sig med, men han er og bliver et skvat. Endda et skvat med dårligt helbred og maveproblemer.
Feinhals er nået frem til samme by. Han går ærinder for stabssergenten og gør sine hoser grønne for en ung lærerinde Ilona Kartök. Men han bliver beordret videre. Han bliver hængende farligt længe for at vente på Ilona og bliver samlet op af en patrulje og sammen med mange andre puttet i en lastbil og kørt videre næsten ud til fronten. En underofficer Finck er egentlig kantinevært ved et stort lazaret ved Linz an der Donau og er sendt ud af sin chef, overlæge Ginzler, for at finde 50 flasker ægte tokayer, hvilket faktisk er lykkedes ham. Det er sikkert led i et væddemål mellem Ginzler og en oberst Bressen. Det er åbenlyst sindsygt at slæbe en kuffert med 50 flasker vin med sig ud til fronten, men det gør Finck og han får Feinhals til at hjælpe. Helt forudseeligt bliver Finck dræbt og en løjtnant Brecht tager sig af de 5-6 flasker uskadt vin. Feinhals synes det er noget sødt stads og nøjes med en slurk eller to. Kampene kommer meget tæt på. Brecht slutter sig til en major Krenz og de kører videre i bussen med deres mænd. Greck har mavekneb og bliver tilbage og bliver dræbt af en sammenstyrtende lade, der kvaser ham op ad en ajlebeholder, hvis indhold allerede har overpjasket ham.
Faktisk er der to busser, en grøn og en rød. I den ene er der stuvet over tres ungarske jøder, heriblandt Ilona Kartök, sammen. De ankommer til en udryddelseslejr, hvor kommandanten Filskeit går vældigt op i musik og kor, så han laver altid en sangprøve på nyankomne og gode sangere overlever markant længere end dårlige. Ilona synger vidunderligt, men fordi det er katolsk musik, bliver han rasende og skyder hende og får resten af transporten dræbt til sidste mand, kvinde og barn.
Feinhals kommer videre med den anden bus og bliver udstationeret et sted, hvor en bro er blevet saboteret for tre år siden. Nu kommer der en ingeniørsoldat Deussen med ordre, mænd og materialer til at genopbygge broen. Da de er færdige, kommer der en anden kommando med ordre til at sprænge broen, hvilket sker.
Feinhals når tilbage til sin fødeby, Weidesheim, hvor amerikanerne nu i ugevis ikke har villet rykke fronten forbi og befri byen. I stedet ligger der en lille tysk kanonpost og sender syv granater om dagen ned i en sump, for ikke at genere amerikanerne, der gengælder hver granat mod dem med hundrede. En ny tysk vagtmester Schniewind kommer til og han vil heller ikke beskyde amerikanerne, men skyder derimod efter landsmænd, der har hængt en hvid fane op. Feinhals går ned mod sine forældres hus netop som det bliver ramt af en af Schniewinds granater og Feinhals bliver dræbt på stedet.

Små historier med en fælles morale om at krig er uden mening.… (mere)

Böll var en af de forfattere, der tydeligst prægede Forbundsrepublikkens udvikling efter anden verdenskrig. I en række romaner satte han ord på krigens meningsløshed, men blev aldrig forelsket i det demokratiske Tyskland, som det kom til at se ud. I Katarina Blums tabte ære gjorde han f.eks. op med 1970’ernes sensationsjagende presse og det han opfattede som hysterisk mistænkeliggørelse af alt og alle, der på et tidspunkt var stødt ind i en RAF-terrorist.

I Missionen endt er vi i Rhinlandet i 1960’erne. Krigen er kommet på afstand, og demokratiet fungerer tilsyneladende som det skal. Forbundshæren er et værn om forfatningen, retsvæsenet er uafhængigt og de politiske processer er åbne – i hvert fald på overfladen.

Da far og søn Gruhl afbrænder en af militærets jeeps, havner de selvfølgelig i kachotten, og bogen handler om den farce af en retssag sagen giver anledning til. Det afslører hurtigt, at hæren stadig er autoritær og stivnet i bureaukrati, at retsvæsenet langt fra er frit og uafhængigt og at pressen i øvrigt også kan manipuleres, når det er nødvendigt.

Det sker bare ikke for at få ram på de anklagede, men derimod for at sikre, at deres sag ikke kommer en bredere offentligheds kendskab. Hærværk og almindelig kriminalitet er til at håndtere, men en åbenlys latterliggørelse af staten og dens institutioner må åbenbart give andre gode ideer.

Bölls pointe synes at være, at Vesttyskland nok formelt spiller efter demokratiske regler, men at autoritære systemer og urimelige magtstrukturer stadig gemmer sig under overfladen. I dag er det let af se, at Tyskland er mindst lige så demokratisk som andre lande, men i 1960’erne var succesen og holdbarheden af den ikke så indlysende.

Bogen er tung læsning. Böll bruger lange sætninger i lange afsnit, men sarkasmen er bidende og morsom. Gruhl’ernes mildest talt liberale forhold i fængslet giver historien et skær af folkekomedie. Det understreges kun af karakterer som den konservative premierløjtnant, den aggressive økonom og den udflippede kunstprofessor, der alle optræder i vidneskranken.… (mere)