Hamlet

Jeg kan ikke få mig selv til at skrive en rigtig anmeldelse af Hamlet. Jeg mener, hvad skulle jeg dog kunne sige om den, som ikke er blevet sagt grundigere og klogere mange gange før? Til gengæld vil jeg gerne skrive lidt om min oplevelse af stykket, for det er jo så berømt, at man ikke rigtig ved, hvad man skal vente sig.

For det første var det overraskende nemt at læse. Det er mange år siden, jeg sidst læste Shakespeare på engelsk, og det er meget nemmere, end jeg husker det. Det spiller nok ind, at jeg har læst rigtig mange bøger på engelsk i mellemtiden, men det var stadig en behagelig overraskelse.

For det andet var stykket og især Hamlet overraskende nutidig. Romeo og Julie var et godt stykke, men som personer hører de lige så meget en anden tid til som Homers helte. Hamlet genkendte jeg derimod med det samme. Han er moderne, og det er sikkert en af grundene til, at stykket er så populært.

Her tænker jeg ikke så meget på hans tvivl, selvom det også er karakteristisk, at han alvorligt må overveje, om han vil kaste sig ud i blodhævnens logik, mens Laertes ikke tøver et øjeblik. Nej, det er især hans sarkasme og ironi, der taler til mig. Hans bedste replikker er for mig ikke de højstemte monologer, men derimod hans bidende, undertrykte vrede i dialogerne med moderen, som han både elsker og hader for at have giftet sig med Claudius.

Under alle omstændigheder var læsningen en stor oplevelse, men det er det jo næsten altid med de virkelige klassikere. ( )