Elton John

Me af Elton John
Anmeldt af Mads Ingholt, LGBT+ Biblioteket
(Anmeldelsen gælder den engelske udgave. Bogen er nu oversat til dansk og udkommet på Politikens Forlag med titlen Mig)
Der er en grund til, at undertegnede anmelder har ladet titlen på Sir Elton Hercules Johns nyligt udkomne (2019 på Henry Holt and Company) selvbiografi Me stå i neon pink - og overskriften i font size 74: Elton John fylder 74 i marts i indeværende år - født (som Reginald Kenneth Dwight) i inverteringen af dette årstal i 1947, to år efter 2. verdenskrigs afslutning. Det pinke gi’r vel sig selv; der findes næppe nogen mere camp og gay superstar siden Liberace - og at alderen skal fejres; tja!: Elton er - sit umådeligt rastløse og stoffyldte liv til trods - stadig meget levende og produktiv og fylder meget i showbizz verden. ”I’m still standing” proklamerer han højlydt og selvbevidst, og ”tak for det” kan vi andre sige, for næppe nogen anden mega-star har formået at gøre så meget for LGBTQ-sagen (først indirekte, senere gennem megafon!) som han, og ikke mange andre singer-songwriters har beriget verden med så meget godt og sangbart materiale.
At han er blevet styrtende rig på det er velfortjent, at han har overlevet sin livsstil er et under, og at han er kommet ud på den anden side med den sunde fornuft, selvironien (parret med superstjerners store selvværd og paradokse vaklende selvtillid - hvordan overgår jeg mig selv næste gang?), et godt familieliv og livsglæden i behold er intet mindre end en bedrift - set i lyset af en hel parade af livsforkortende faktorer: lavt selvværd, bulimi, alkoholisme, stofmisbrug, cancer, promiskuitet! Me handler om det hele og lægger ikke fingrene imellem; hverken i forhold til ham selv, til dem der stod ham bi - eller dem der svigtede.
For at nå stjernestatus/virtuositet kræves der - uanset fag - et tidligt næret talent, en vedholdende og trodsig stædighed, opportunisme og held. I Me beskriver Elton John åbenhjertigt, hvordan han, på trods af forældrenes manglende interesse for børneopdragelse generelt og deres negligeren af ham og hans evner (han havde lært sig at spille klaver som treårig og kunne få år senere spille efter gehør fra moderens Elvis-plader), som skoledreng sneg sig til at dyrke sin musikalitet på sit værelse i det beskedne rækkehus i det nordlige London sammen med sin kammerat Bernie (Taupin). Bernie skrev ordene, Elton noderne. Fortællingen om, hvorfor han ikke trivedes i skolen - bortset fra i musiktimerne - og ikke levede op til forældrenes og lærernes forventninger, er oprørende, men ender ved en klog musiklærers indgriben i en optur: den klassiske kombination af held og talent bærer frugt; læreren får overtalt forældrene til at melde Elton ind på The Royal Academy of Music i London. Det bliver afsættet for Elton’s tour de force udi musikkens verden - from there on; ain’t no stopping him, ain’t no looking back!
Me er sprængspækket med kløgtige refleksioner og herlige anekdoter, med så talrige ærlige (ofte selvudleverende) betragtninger om erfaringer gjort på entertainment-verdens overdrev, at man bliver helt stakåndet derved - og føler sig frydefuldt underholdt; forestil dig, at the Queen Mother lige kommer uanmeldt forbi til en gin-tonic og et spil kort, at Katherine Hepburn - som har lånt et hus nede ad vejen - pludselig motionssvømmer i din swimmingpool, fordi nogle venner har fortalt hende, at Elton har sådan en, og den står til fri afbenyttelse, at Michael Jackson flytter ind nogle dage og ender med at sidde ovre hos Eltons bedstemor i gæsteboligen i haven (parken!) og lege med legoklodser sammen med en søn af en af de ansatte på Eltons slotslignende ejendom i Old Windsor etc., etc., etc. Der er vel nærmest ikke den celebrity, som ikke lige har lagt vejen forbi Elton John og omvendt, og det kunne meget nemt blive til en hyper-tabloid omgang gossip og underholdning, men det bli’r det faktisk aldrig; alt kontekstualiseres og sættes i et personligt eksistentielt perspektiv. Elton Johns force er hans evne til at gå i metaposition til sig selv og sit liv, hvad enten det er opture eller nedture (af hvilke sidste der også er en del). Et liv i overdrive på toppen af poppen vil uvægerligt divertere med oplevelser af snyd, bedrag, stoffer, gold-diggin osv. Meget er til fals, og man bekræftes i sine fordomme om det overfladiske - men bliver samtidigt og paradoksalt og befriende glædeligt - mindet om den autencitet, som er det sande talents og den vedvarende succes’s eksistensgrundlag. Elton John redegør i Me overbevisende for dette ultimative kvalifikations-kriterium - og for hvorfor netop han indfrier det til fulde.
På samme måde fascinerer glamouren, rigdommen og populariteten; alle døre står jo åbne for Elton, selv Putins, selvom Elton - på trods af forhåndsforbud fra KGB - benytter sine koncerter og pressekonferencer i Rusland til at tale LGBTQ-segmentets sag - uden at det får negative konsekvenser for ham. Omvendt - men logisk - nægter han at sætte sine ben i Egypten; for der kan han ikke få Sisi i tale - og en koncert i Kairo (uden en eller anden forhåndsaccept fra myndighedernes side) frygter han ville kunne resultere i masseanholdelser af store dele af publikum.
Elton Johns engagement i LGBTQ-sagen er stort og personligt, akkurat som hans indsats i den globale kamp med HIV/AIDS er det. I 1992 stiftede han The Elton John AIDS Foundation, og han har siden da været primus motor i fondens indsats i kampen mod sygdommen. På nuværende tidspunkt (2020) har fonden til dette formål indsamlet mere end 3 milliarder kr.
Nu, hvor Elton fylder 74, er der kommet en smule mere ro på det før så hæsblæsende liv; han er sund, tørlagt og rask (og nej, han blev against all odds aldrig smittet med HIV) - og lykkeligt gift på ottende år med David Furnish. De har to sønner (bragt til verden af rugemødre!). Men alt er relativt; Elton John kan ikke lave ingenting - så der er selvfølgelig stadig masser af gang i kreativiteten med musical- og filmmusik, med velgørenhedskoncerter, med The Elton John Goodbye Yellow Brick Road Farewell Tour - som startede i 2018 og som foreløbig nu har planlagte koncerter frem til og med 2021. The man is still going super strong, så lad os håbe, at Don’t Let The Sun Go Down on Me går i opfyldelse i mange år endnu.
Me er medrivende, kløgtig - og helt og aldeles Elton John. Læs den! 5 stjerner herfra!
En meget refererende - og i bogens campe jargon - anmeldelse findes i øvrigt på POV.international på følgende link: https://pov.international/elton-john-jan-eriksen-biografi/… (mere)