De fleste kender bogen De sataniske Vers, der udløste en iransk fatwa og tvang Salman Rushdie til at leve under jorden i årevis. Der er nok ikke nær så mange, der har et forhold til romanen De sataniske Vers. Det er en skam for udover at blive et stridspunkt mellem Iran og vesten og et symbol på civilisationernes sammenstød er bogen også stor fortællekunst.

Saladin Chamcha er vokset op i Indien men har afsværget sin baggrund for at blive mere britisk end briterne selv. Han bor i London, hvor han lever af at lave sjov med etniske minoriteter i The Aliens Show og lægger i øvrigt stemme til reklamer, hvor hans udseende ikke kan genere seerne.

Gibreel Farishta er Bollywood-stjerne og specialiseret i at gengive de mange hinduistiske guddomme i genrefilm, der gennemspiller mytologiske begivenheder. Han har også alvorlige problemer og er begyndt at drømme lange, sammenhængende syner om Mahound (Muhammed), hvor han mere og mere identificerer sig med ærkeenglen Gabriel, hans navnebror.

Det er et terrorangreb, der fører de to mænd sammen. De befinder sig på et kapret fly, og da det bliver sprængt i luften over Den engelske Kanal styrter de begge to mod jorden i en tæt omfavnelse. Miraklet sker: De bliver frelst og overlever, men de er forandrede. Gibreel har en glorie om sit hoved, og han bliver stadig mere opslugt af sine syner og sin overbevisning om at være guds sendebud. Saladin får gedefødder og på hovedet vokser store horn frem.

Som levende symboler på godt og ondt begiver de sig ud i verden, hvor de hurtigt opdager, at deres verden er forandret. Saladin bliver afvist og må starte helt forfra i et indisk pensionat / restaurant, og det bliver starten på et nyt liv, hvor den kultur, han har prøvet at forstøde, hele tiden trænger sig på. Gibreel fortsætter sine drømmesyn, der fylder en stor del af romanen, og de to mænd driver langsomt mod et voldsomt opgør med hinanden.

Romanen tegner et fascinerende billede af Storbritannien i 1980’erne, hvor etniske spændinger var udbredte og den politiske radikalisering tog til. Thatcher blev lagt for had på venstrefløjen – i romanen er hun den voksfigur, der oftest bliver smeltet ned, når de frustrerede unge morer sig – og bogen kulminerer i TV-transmitterede uroligheder i det etniske London.

Den placerer sig også i den lange række af migrantromaner, der fortolker mennesker splittet mellem flere kulturer. Saladin er den tavle historien bliver skrevet på:

”Dengang han var en ung mand, besad Saladin Chamcha et ansigt af helt usædvanlig uskyld, et ansigt, som ikke så ud til nogen sinde at have mødt skuffelser eller ondskab, med en hud så blød og glat som en prinsesses håndflade. Det havde tjent ham godt i hans omgang med kvinder, og det var faktisk en af de første grunde til, at hans fremtidige kone Pamela Lovelace havde forelsket sig i ham.” (s. 149)

Men immigrantens tavle er aldrig rigtig blank, og uanset hvor meget Saladin prøver på at være britisk er han fanget i sin hud og til sidst bliver han også indhentet af indhentet af den fortid, han er rundet af.

Stilen er farvemættet og fyldt med billeder og sjove formuleringer, men den er også mættet af referencer til både europæisk og indisk kultur, så der er nok at holde styr på som læser. Som det ses af hovedpersonernes redning, er der også et magisk element i historien, men det fylder ikke voldsomt meget og i mange tilfælde spiller Rushdie på tvetydigheden i fortællingen. ER det mirakler – eller er det bare noget de forpinte personer bilder sig ind? De sataniske vers har ikke behov for mere berømmelse – men bogen kunne godt fortjene flere læsere. ( )