Sidst jeg læste Atwood, var hun optaget af feministiske dagsordener i ’Op til overfladen’, så det var noget af et sceneskift til denne undergangsroman fra 2003. I indledningen møder vi hovedpersonen Snemand, der tidligere hed Jimmy. Han sidder oppe i et træ et uidentificeret sted ved den amerikanske vestkyst, efter at en virus har udslettet menneskeheden. Eneste selskab er ’crakerne,’ en genmodificeret menneskerace, der er gudesmukke og barnagtige.

Fremtidspesten var dødsstødet til en civilisation, der allerede var i opløsning pga. global opvarmning, naturkatastrofer og en skarp opdeling i ’Enklaver’, hvor de rigeste og klogeste fremstiller nye avancerede produkter, og ’plebsområderne’, hvor resten lever et skummelt liv. Demokratiet er vist for længst gået under, og økonomien er moralsk anløben. Der er tilsyneladende intet, der holder jagten på nye produkter til helbredelse og fornøjelse tilbage.

Snemand er mere end en almindelig tilskuer. Da han var dreng, var han bedste venner med den geniale Crake, som vi hurtigt kan fornemme har haft mere end en finger med i spillet i forhold til verdens triste tilstand. Mens Snemand kæmper for at holde sig i live i nutiden, får læseren hele baggrundshistorien fortalt.

Undergangstemaet er naturligvis ikke just originalt, men historien er usædvanligt underholdende og også skræmmende, fordi vi allerede kender kimen til så mange af ekstremiteterne. Når der forskes seriøst i at transplantere grisehjerter til mennesker, er der så et langt skridt til at massedyrke organer i genetisk modificerede grisonger? Og kender vi ikke allerede virksomheder, der headhunter medarbejdere fra hinanden og placerer dem i særlige enklaver med eget sundhedssystem, supermarkeder og andet, der gør det unødvendigt at komme i kontakt med resten af samfundet?

Fascinerende er også skikkelserne Crake og Oryx. Crake er den gale videnskabsmand, men hvordan er han blevet sådan, og hvorfor kaster han sig ud i sine vanvittige planer? Atwood peger på idealisme som en forklaring, men lader samtidigt muligheden stå åben for, at det bare er et røgslør for trangen til at spille Gud.

Oryx er deres fælles kærlighed med en fortid som offer for pædofile pornofilm, og det interessante ved hende er, at hun slet ikke føler sig som et offer. Tværtimod tager hun gerningsmændenes forklaringer helt alvorligt, for er det trods alt ikke bedre at blive solgt af sine forældre til tiggeri og det, der er værre, end at dø af sult? Det synspunkt kan Jimmy overhovedet ikke acceptere, og jeg havde også svært ved at få det til at glide ned.

Oryx og Crake er et originalt og fascinerende værk om menneskets uendelige trang til at spolere verden og om alle de farer og udfordringer, vi som samfund og art står over for lige nu. Det er vel ikke en fordømmelse af al bioteknologi som sådan, men hvor går grænsen mellem nødvendig søgen efter nye løsninger og selvudslettende adfærd? Som Crake påpeger på et tidspunkt, så må et medicinalfirma, der har helbredt alle sygdomme, selv skabe nye, hvis det skal holde forretningen i gang. ( )