Jeg har tidligere læst forfatterens Før sol går ned, hvor Tysklands historie i det tyvende århundrede fortælles gennem en enkelt familie, der både oplever antisemitisme, nazisme og det efterfølgende kommunistiske diktatur. Det er på mange måder de samme temaer, der gennemspiller sig i denne roman fra 2007, men her er omdrejningspunktet ikke en familie, men derimod et hus placeret tæt på en søerne sydøst for Berlin. Resultatet er en poetisk og trist fortælling, hvor menneskene kun fylder lidt og individerne endnu mindre.

Romanen er opdelt i kapitler, der fortælles fra forskellige personers perspektiv, hvoraf den mest gennemgående er Gartneren. Han er hovedpersonen i hvert andet kapitel, hvor der fortælles om hans dygtige og samvittighedsfulde pleje af haven ved søen. Han har nærmest ingen personlighed, men kan vel ses som billede på et tysk folk, der er enormt produktivt og omhyggeligt, men som også lader sig lede af husets herre/ejer uden nogen sinde at stille spørgsmålstegn ved, om det der foregår er rigtigt.

Efter første verdenskrig ejes huset af en jødisk fabrikant, der producerer håndklæder og får opkøbt et stykke af nabogrunden, så der kan bygges et badehus helt nede ved vandet. Det er en lykkelig tid indtil den nazistiske magtovertagelse. Derefter bliver friheden gradvist indskrænket indtil dele af familien vælger at udvandre og andre bliver og ender med at blive deporteret og myrdet i koncentrationslejrene. Det bliver egentlig kun værre at læse om, fordi det fortælles så nøgternt. Inddragelsen af familiens formue, som tidligere er blevet fastfrosset, fremlægges også roligt og objektivt og det hele bliver et billede på den nazistiske politiks enestående kombination af drab, bureaukratisk omhu og materiel smålighed.

Ejendommen overtages af arkitekten, der er højt på strå i Berlin, og af hans hustru, der nyder de lune sommeraftener ved søen. Han bliver en del af Speers megalomane planlægning af en ny verdenshovedstad i Berlin. I første omgang formår han at fastholde sin position i DDR, for så alligevel og til sin store overraskelse at blive udrenset og diskret bedt om at forføje sig til vesten. Konen er en skrøbelig skikkelse, der i modsætning til sin mand er i huset, da de russiske befriere/besættere skyller hen over landet på vej mod Berlin. En frygtelig oplevelse, men dog stadig med et menneskeligt nærvær fra begge sider, som aldrig blev de jødiske ofre forundt.

Efter de tidligere ejeres flugt flytter repræsentanter for den nye elite ind. Det er et par, der kæmpet mod nazismen fra Sovjetunionen, og hvor vi hører historien fra kvindens side. Hun er forfatter og et villigt hjul i statens maskineri, men hun nyder også den fred og det fravær af krig og vold, der trods alt gjorde efterkrigstiden til en attraktiv kontrast til fortiden, også i Østeuropa.

Romanen slutter efter murens fald, hvor de gamle ejere kræver huset tilbage. Dvs. arkitektens efterkommere, og man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor det lige netop er disse ejeres ret, der bliver håndhævet. På romanens sidste sider rives huset ned, og delene placeres omhyggeligt i forskellige containere. Den dramatiske fortid taget i betragtning er det egentlig meget tilforladeligt, at fortiden ikke bare smides på møddingen – den fjernes omhyggeligt og opdeles i affaldsfraktioner, så videre forurening undgås, og så grunden er klar til at bygge nyt.

Heimsuchung er en roman, der må bedømmes på både sit stof og sin stil. Stoffet er fortalt før, men det gør det jo ikke mindre dramatisk eller vedkommende. Stilen er interessant. Det gør noget ved fortællingen, at der tages udgangspunkt i husets skæbne, og det understreges af, at det er de færreste personer, der omtales ved navn. I stedet er de nærmest funktioner. Resultater er et nøgternt og beskrivende sprog, der samtidig smukt og nærmest hypnotiserende. De dramatiske højdepunkter står tydeligt frem på den baggrund, men det giver også romanen en stor langsomhed. ( )

http://bogbrokken.blogspot.dk/2013/09/jenny-erpenbeck-hjemsgelse-2012.html ( )