John Dos Passos (1896–1970)

På mange måder er Nineteen Nineteen en direkte fortsættelse af Den 42. breddegrad. Strukturen er den samme med lynskud – små sansemættede tekststykker der fokuserer på enkelte personers oplevelser – og sidste nyt, der føles som en direkte aftapning af nyhedsstrømmen. Dertil kommer værdiladede portrætter af centrale skikkelser i det amerikanske samfund som præsidenterne Roosevelt og Wilson.

Den 42. parallel sluttede ved krigsudbruddet, mens denne roman fokuserer på tiden fra USA’s indtræden i krigen i 1917 til fredskonferencens afslutning i 1919. Fortællingen er bygget op omkring fem hovedpersoner. Vi får selvfølgelig deres forhistorie med, men tyngden i romanen er placeret i krigsårene. Det var en tid med voldsomme forandringer og voldsomme modsætninger i alle de vestlige samfund, hvor den bestående orden frygtede en social omvæltning – en frygt, der kun tog til, da krigen underminerede grundlæggende værdier og Sovjetunionen blev et skræmmende forbillede for de mest radikale.

Vi følger på skift hovedpersonerne, der hele tiden er i bevægelse. USA og til dels Canada og Mexico er for længst blevet et åbent rum for amerikanerne, og efter krigens udbrud bliver forbindelserne til Vesteuropa også forstærket. I romanen krydses Atlanten ustandseligt, og fremstødet er præget af en stærk bevidsthed om USA's voksende magt – og det gælder uanset om målet er et reformeret diplomati eller kontrol med strategiske ressourcer.

Joe Williams er bror til Janey Williams, der i Den 42. breddegrad kæmpede sig frem fra små kår til at blive sekretær for J. Ward Morehouse. Joe er et meget mere uroligt gemyt. Han stak tidligt af hjemmefra og blev sømand. Da vi møder ham er han lige deserteret fra flåden i Buenos Aires, og selvom det kræver en indsats at få nye papirer, så er alle muligheder åbne for en dygtig sømand. Krigen kræver enorme forsyninger, og da mange skibe bliver sænket, er der gode muligheder for at blive forfremmet. Joe sejler først med et britisk handelsskib, men han kommer vidt omkring, møder den dejlige Del og vakler mellem lysten til at slå sig ned med hende og behovet for at rejse ud og tjene penge.

Joe er et typisk eksempel på den lille mand, der konstant kommer i konflikt med autoriteter. De respekterer ikke ham, og han kan ikke døje dem. Richard Savages baggrund er mere poleret, og fordi han er dygtig i skolen kommer han ind på Harvard, hvor han både bliver forfatter og pacifist. Da krigens uundgåelighed trænger sig på, vælger han Røde Kors’ ambulancetjeneste. Desværre skaber han sig så meget, at han bliver smidt hjem med udsigt til tvangsudskrivning som ganske almindelig soldat. Han har dog forbindelserne i orden, så han kommer i stedet tilbage til Frankrig med rang af løjtnant, og fordi han kan tale om Kipling med andre officerer, slipper han for fronttjeneste.

Eveline Hutchins var også med i den første bog, hvor hun var partner i Eleanor Stoddards indretningsforretning. Her følger vi hendes udvikling til en selvstændige kvinde, der først bliver en kunstmalers elskerinde og siden får stadigt mere radikale venner. Da hun kommer til Frankrig i slutningen af krigen støder hun igen ind i Eleanor og Morehouse, som hun er vildt fascineret af. Det er især gennem Eveline, at vi følger det sociale liv i Paris frem til våbenstilstanden og siden i skyggen af fredskonferencen.

Anne Elizabeth Trent bliver bare kaldt Datter, da hun vokser op i Texas i en meget traditionel familie. Hun er dygtig, og da hun først kommer til Østkysten for at gå på college, bliver hun hurtigt suget ind i storbyens favn, hvor hun kommer tæt på socialistiske aktivister og tekstilstrejker i Newark. Også hendes veje fører til Paris efter krigen, hvor hun slet ikke kan finde sig til rette i en streng kristen hjælpeorganisation. Der er noget desperat over hendes forelskelse i Richard Savage, og det er tydeligt fra starten at det ikke kommer til at ende godt.

Endelig er der Ben Compton, søn af en jødisk indvandrer i New York. Han er en stræbsom nørd, der identificerer sig med arbejderne, da han som bogholder kan se, hvordan arbejdsgiverne snyder dem. Han læser Marx og opdager sit talent for medrivende taler for store forsamlinger. Han var f.eks. en af talerne, da Datter blev taget med til tekstilstrejke i Newark.

Passos tegner igen et flimrende billede af det fremvoksende USA, hvor virkelysten og den rastløse energi skaber enorm velstand men også store modsætninger i befolkningen. Det hele bliver forstærket af krigen, der nærmest fortolkes ud fra Lenins imperialismeteori: Startet af de kapitalistiske stater i deres voldsomme rivalisering og kamp om nye kolonier og siden fortsat, fordi indtægterne fra krigsproduktionen er enorme. Det er karakteristisk, at ingen af hovedpersonerne tror på, at de kæmper for frihed og demokrati, og der er intet heroisk i skildringen af krigen. Det hele foregår bag fronten, og særligt Savages oplevelser i ambulancetjenesten er så absurde, at de giver mindelser om Joseph Hellers Punkt 22.

Passos skaber interessante personer, han skriver med passion, og hele projektet er enormt ambitiøst. Det er interessant, men karaktererne er så rastløse og oplever så meget, at det nogle gange er svært at interessere sig for dem. Det er i hvert fald vigtigt at have tid til at læse solide klumper af gangen og lade sig føre med af strømmen.… (mere)

Det er 100 år siden bogen udkom første gang, og selvom der er sket meget siden da, så føles den overraskende frisk. Den foregår overvejende i byen, den skildrer et buldrende produktionssamfund og så byder den på så moderne fænomener som lobbyisme og boligindretning. Det er kort sagt et stærkt portræt af et USA, der buldrede frem for så at blive trukket ind i den gamle verdens sammenbrud i 1917.

Romanen har fem hovedpersoner, der først skildres hver for sig, men som efterhånden kommer i berøring med hinanden på kryds og tværs. Deres historier fører læseren rundt i det store land – endda med afstikkere til Canada (god løn) og Mexico (kaotisk revolution) - men i sidste ende peger historien mod New York. Indvandringens store port på den 42. breddegrad var kapitalens centrum, og det blev også herfra skibene sejlede tropperne til slagmarkerne i Europa.

Fainy McCreary tilhører arbejderklassen, og efter moderens død flytter han med familien til Chicago, hvor en onkel hjælper dem i gang. Mac arbejder som trykker på et venstreorienteret trykkeri, og da det går fallit starter en vagabondtilværelse. Han hjælper en småsvindler med at sælge billigbøger til hungrende husmødre, bygger jernbane i Canada og får sig såmænd også etableret med kone og barn i Californien. Desværre er det frie liv og revolutionens bacille gået ham i blodet, og han rejser først mod øst for at støtte en minestrejke og så til Mexico for at tage del i den indviklede mexicanske revolution.

J. Ward Moorehouse er hans modsætning. Han vil frem i verden og tjene penge. Efter at have arbejdet for et mislykket feriehusprojekt prøver han at gifte sig til penge, og da det viser sig, at han ikke kan komme overens med sin første kone, finder han en ny forbindelse med penge. Samtidig er han blevet en dygtig reklamemand, og med de voksende klassemodsætninger ser han et helt nyt marked: Han vil forene kapital og arbejde, og snart har han etableret eget firma, der fra sin imponerende adresse i New York breder sine kontakter ud til fagforeningsmænd og direktører.

De to kvindelige hovedpersoner er begge selvstændige. De er ikke på jagt efter en mand, men foretrækker selv at forme deres tilværelse. Janey kommer fra beskedne kår og arbejder sig op som stenograf og sekretær – og da Moorehouse tilbyder hende en stilling i New York, slår hun hurtigt til. Eleanor Stoddard foretager den samme rejse mod storbyen, men hun har lidt flere ressourcer til rådighed og stræber lidt højere. Efter arbejde på en teaterproduktion, der ikke er penge i, får hun etableret et boligindretningsfirma, der bl.a. skal indrette Moorehouse’ villa.
Endelig er der Charlie Anderson, endnu en anden- eller tredjegenerationsindvandrer fra Midtvesten, der vil noget mere. Han bliver mekaniker – hvad kunne være mere typisk for den frembrusende samlebåndsøkonomi? – og en potentiel deltager i den seneste generation mobil krigsførelse.

Mellem kapitlerne er indsat små segmenter. Lynskud er tæt sansede oplevelser fra børn eller unge, mens Sidste Nyt er som at skimme overskrifterne på avisstanderen mens man zapper kanaler på radioen. Et væld af tekstbider fra nyhedsstrømmen klippes sammen til et flimrende billede, der er med til at give romanen sin umiskendelige modernitet.
Jeg var ret glad for historien, der er båret af både ambitioner og fortælleglæde. Personerne var interessante og nuancerede, og jeg nød romanens energi. Det bliver ikke min sidste Don Passos roman.… (mere)