Söderbergs Doktor Glas er en lille genistreg, der virker nøjagtig lige så foruroligende i dag, som da den udkom i 1905. Jeg har læst ikke så få krimier, men denne klassiker giver en langt bedre ide om, hvorfor og hvordan et menneske når frem til at begå mord. Tankevækkende.

Handlingen er såre simpel: Glas, der er læge, myrder koldblodigt og velovervejet en af sine patienter, præsten Gregorius. Hvorfor? Det er det egentlige spørgsmål.

Historien fortælles gennem dagbogsoptegnelser skrevet ned over de sommer- og efterårsmåneder, hvor tanken om drabet opstår og føres ud i livet. Vi har med andre ord at gøre med en jeg-fortæller, og dem skal man aldrig stole alt for meget på:

”Jeg fortæller ikke alt om mig selv. Jeg fortæller kun, hvad jeg har lyst at fortælle, men jeg siger ikke noget, der ikke er sandt. Jeg kan alligevel ikke lyve min sjæls elendighed bort, hvis den er elendig.” (s. 8)

Det er præmissen. Vi får sandheden og intet andet end sandheden. Men vi får ikke nødvendigvis hele sandheden. Dertil kommer, at sandheden er en sammensat størrelse, og den er aldrig mere indviklet, end når det kommer til menneskets motiver. Hvorfor myrder Glas Gregorius? Motiverne står i kø.

Vil han beskytte Gregorius’ unge kone, fordi hun ikke kan holde ud, at han kræver sin ægteskabelige ”ret”? Vil han beskytte hende, fordi han selv er forelsket i hende? Vil han myrde Gregorius af æstetiske årsager – simpelthen fordi han er grim og ubehagelig at se på? Søger han at komme ud af sin ikke-væren, at blive en person ved at GØRE noget? Er det i virkeligheden et hævntogt mod kirken, fordi Glas selv ville have været præst og i Gregorius’ sko?

Alle temaerne slås an, og der gives ikke noget enkelt svar. Som læser følger vi Glas’ tanker helt tæt på, men selvom alle brikkerne er ”sande” så er det op til os selv at finde svaret. Jeg tror, at det skal findes et andet sted, end i de åbenlyse motiver: Glas føler sig isoleret fra omverdenen og opfatter i virkeligheden ikke andre mennesker som personer med egne følelser og med samme ret til livet som han selv. Da han opregner for og imod at gennemføre sin plan, handler det kun om konsekvenserne for ham selv. Gregorius’ ret til livet indgår slet ikke i regnestykket.

Glas sammenligner sig selv med ”Skyggen” i H.C. Andersens historie – et mørkt alter ego, der løsriver sig fra sit ophav og sætter sig uden for normale moralbegreber. Men Glas er mere sammensat end det. Som en af hans bekendte udtrykker det: ”Der findes mennesker, som mangler ethvert talent for lykke og som selv har en klar og pinagtig og nådeløs forståelse af det. Den slags mennesker stræber ikke efter lykke, men derimod efter at få sat en smule skik og facon på deres ulykke.”

Glas er på den måde ulykkelig og isoleret. Mordet skal netop sætte skik på ulykken og give tilværelsen den mening, han så desperat savner. Slutningen understreger pointen: Glas anfægtes ikke af selve drabet, men han må konstatere, at resultatet alligevel ikke lever op til hans forhåbninger.

Doktor Glas mindede mig om Hamsuns Sult. Vi er helt inde i hovedet på en sammensat og kompliceret person, og det er dybt fascinerende. Det er en bog så fyldt med sproglige nuancer og skrækindjagende logik, at den ikke uden videre lægges til side efter endt læsning. ( )

Dr. Glas er et skyggemenneske. Han er udadtil den velanskrevne læge, der lindrer og helbreder - men det er den indre og mørke Tyko Gabriel Glas, som man lærer at kende i Harald Söderbergs lille, men meget kompakte dagbogsroman fra 1905. Undervejs i romanen begår han mord på præsten Gregorius, angiveligt for at hjælpe hans ulykkelige unge kone til at slippe af med ham, men allerede i starten af bogen har Glas skrevet om sin afsky og foragt for Gregorius. Og Glas er fuld af foragt, både overfor sig selv og over for andre og deres mærkværdigheder og luner og laster. Mordet er en mulighed for lægen, der hersker over liv og død...
Det er en kort bog, men er ekstremt kompakt og bør læses meget langsomt og sikkert gerne to gange. Alt i bogen foregår i hovedet på Glas, og ligesom i Kerstin Ekmans Mordets praksis, som er bygget over Dr. Glas, havde jeg en nærmest klaustrofobisk fornemmelse af at være lukket inde i en syg mands hoved. Sproget er meget, meget flot, og der er mange gode citater, som jeg kunne tænke mig at gemme. Det er en meget stærk, smuk, uhyggelig og kynisk historie, som Kerstin Ekman heldigvis har givet en revival med sin 'nyfortolkning'. ( )