Morpheus er lidt nedtrykt ovenpå en kærlighedsaffære, der er forbi. Delirium savner sin bror, Destruction, der har været væk siden ca 1666 - peståret. Dream drager med på hendes eftersøgen.
Undervejs får de hjælp af folk, som det går ilde. Destruction har lagt lidt forhindringer i vejen.
Man oplyses om at der er nogle sejlivede mennesker som har været her siden dinosauernes tid og endda før. Morpheus er tæt på at droppe eftersøgningen, men overtales alligevel. Han opsøger sin søn, Orpheus, der er et udødeligt hoved i et tempel på en græsk ø, og får hjælp.
En gudinde Ishtar er danser, men har aldrig vist sit fulde talent. Det gør hun efter at have truffet Morpheus "bringing the house down" bogstaveligt talt.
Morpheus og Delirium finder Destruction, som har brugt 300 år på at finde sig selv og forsøge at skabe ting. Destruction har en hund, Barnabus, der kan tale, men ikke taler pænt om de ting, som Destruction har forsøgt at skabe.
Delirium overtager hunden og Destruction smutter igen, hvilket skuffer Delirium, der havde håbet at alt kunne blive som før.
Dream forandrer sig i løbet af historien og bliver en smule rarere. Han lader sin søn Orpheus få fred som tak for hjælpen.
Titlen går på at alle liv er korte, både menneskers, sejlivede menneskers, guders, og selv de Endless vil ikke leve evigt. I slutscenen ser vi Andros, en gammel mand, der har passet Orpheus hoved hele sit liv, betragte Orpheus' grav, vel vidende at han ikke selv vil leve et år mere udtale: "It is a beautiful day".
Dvs grib dagen.

Supergod fortælling, der er ramt lige i plet fra både fortæller og illustratorer. ( )