Første verdenskrig bød på mange videnskabelige gennembrud, og selvom de fleste tog sigte på at slå modstanderen ihjel, så kom der også et øget fokus på at hjælpe de sårede tilbage til en normal tilværelse. Marie Curie kørte rundt bag fronten med et hjemmelavet røntgenapparat, plastikkirurgien tog flere tigerspring frem, og psykoanalysen gav en forståelsesramme for krigens nye psykiske sygdom: granatchok. Det er det sidste emne, Rebecca West tog fat på med sin roman Soldatens hjemkomst fra 1918.

Jenny er bogens fortæller og fætter til soldaten Chris, der måtte forlade sin landsted og sin kone Kitty for at drage i kamp i Nordfrankrig. Chris var succesrig forretningsmand og hjemmet en triumf for udsøgt og god smag, selvom tabet af sønnen Oliver hang som en tung dyne over ham. Da de ikke har hørt fra ham et par uger begynder bekymringen at indfinde sig, og det bliver kun værre, da de opsøges af en fattig kvinde, der hævder at vide, at han er blevet såret.

Snart viser det sig at være rigtigt nok – blot er skaden ikke fysisk men psykisk. Chris er ramt af granatchok og i en desperat forsvarsmekanisme har hans hjerne ikke bare lukket ned for krigens rædsler men for alt, hvad der er sket de sidste 15 år. Væk er erindringen om Kitty, overtagelsen af faderens virksomhed og omdannelsen af barndomshjemmet til rammen om hans voksne liv. Da han kommer hjem, genkender han ikke Kitty og ser med mistro på den alt for gamle Jenny.

Kun én ting optager ham: Erindringen om den unge pige Margaret Allington, som han opsøgte en sommer igennem på en lille ø i Themsen; hans seneste erindring er netop billedet af hende og deres fælles lykke. Margaret er blevet en udslidt kone uden meget held i livet, men han ser aldeles hen over det, da han insisterer på at se hende igen. Kitty bliver mere og mere vred, mens Jennys følelser er mere komplekse: I starten foragter hun Margaret, men efterhånden afløses det af misundelse over det tætte og naturlige bånd mellem hende og Chris. Jenny har tydeligvis også været forelsket i den unge Chris, og det er svært for hende at være alles fortrolige efterhånden som den gamle kærlighedshistorie trevles op.

Kitty er aldrig i tvivl om, at hun vil have Chris behandlet, men Jenny er mere usikker – han er jo lykkelig med Margaret. På den anden side står det klart, at illusionen selvfølgelig ikke kan vare ved, og selvom militærets læger og familien ikke har kunnet stille noget op, så kan den tilkaldte psykoanalytiker Gilbert Anderson både forklare sagens sammenhæng og anvise en løsning. I hvert fald på erindringstabet. Smerten ved at få erindringen tilbage er en anden sag.

Den store krig påvirkede alle i de deltagende lande, og Rebecca West giver hjemmefronten og de efterladte kvinder en stemme, for selvom omdrejningspunktet er Chris’ sygdom, så forbliver kamphandlingerne usynlige for læseren. Det kan man finde andre steder – f.eks. i Ilden og Intet nyt fra Vestfronten – så det gør ikke historien mindre virkningsfuld.

Det er tydeligt, at romanen er skrevet, mens krigen stod på, og den fremstår som Barbusse’ roman som et snapshot fra en voldsom og forvirret tid. Den fremstår ikke reflekteret og velovervejet som Pat Barkers Regeneration, men Wests roman vil blive stående som et sofistikeret og læseværdigt vidnesbyrd. ( )