Brian K. Vaughan

Tredje bind i serien om Marcos og Alanas forbudte kærlighed havde svært ved at fange mig. Der forsat fokus på en række parallelle historier, men der er også stadig noget kunstigt over konflikterne. Tegningerne er flotte men maskinelle, og jeg sad tilbage med en fornemmelse af en forfatter, der arbejder efter en tjekliste af ”voksne” temaer, som ikke rigtigt passer til seriens ramasjang.

Tre forskellige spor folder sig ud i dette bind. I den første kommer Alana, Marco, datteren og hans mor til forfatteren og kyklopen Heist, som Alana mener at kunne spejle sin egen historie i. Det viser sig snart, at det især er Marcos mor, der får en tæt forbindelse til den fordrukne men også interessante ungkarl på den fjerne planet. Imens diskuterer Marco og Alana kønsroller og taler om, hvordan de skal indrette deres fremtid sammen. Alana insisterer også på lidt oralsex, for det er jo en tegneserie for voksne…

I det andet spor er Viljen, slavepigen og Marcos ekskæreste havnet på en mystisk planet. Viljen ser syner af Stilken, mens pigen stille og roligt finder sammen med lyve-katten. De er gode for hinanden, og mens Viljen overveje at trække sig tilbage, drømmer Gwendolyn om hurtigst muligt at komme videre i sin jagt på Marco og hans nye familie, der stadig fylder hende med væmmelse.

Endelig er der en ny fortælling om en journalist og en fotograf, der har fået nys om Marco og Alana. De besøger hendes fars nye kone på hjemplaneten, men efterhånden som de kommer på sporet af, at der er tale om en kærlighedsaffære og ikke en kidnapning prøver de også at få en officiel kommentar. Det skulle de nok ikke have gjort, for de to regeringer er som omtalt i de tidligere bind desperat optaget af fastholde fortællingen om racernes nedarvede had.

De mystiske robot-mennesker i gammeldags tøj og med TV-ansigter dukker også op i et par sekvenser, og tingene eksploderer, da en af dem opsøger Heist, fordi han har mistanke om, at Marco og Alana er der.

Jeg opfattede bind 2 som en lille fremgang i forhold til bind 1, fordi de mange personer var ved at være introduceret, og der derfor var mere overskud til at fokusere på at udvikle historien. Den oplevelse havde jeg ikke denne gang, hvor det mere føltes som om Vaughan har en plan om at introducere samtlige af tidens temaer et efter et. Denne gang var det så kønsroller og homoseksualitet, og det er jo alvorligt nok, men det hele virker for skematisk og i stigende grad uinteressant.… (mere)

De fleste science fiction og fantasy serier handler dybest set om genkendelige problemer. Det siger jeg ikke for at trivialisere dem, for opbygningen af en ny verden kan være forløsende og åbne nye erkendelser for både kunstner og læser, men hovedpersonerne og deres problematikker er næsten altid menneskelige. Det gælder også for Saga, som Brian Vaughan (bl.a. kendt for Bagdads løver som jeg var alt andet end begejstret for) har skabt sammen med Fiona Staples.

Serien åbner dramatisk. Markos kæreste Alana er ved føde seriens fortæller i et tvivlsomt værksted, og selvom de har menneskelige træk, så er de forskellige. Han har vædderhorn, hun har nogle små vinger på ryggen, som hun næppe kan flyve med. Hun er fra planeten Landfall, han er fra dens måne Wreath, og de to racer har foragtet og bekriget hinanden i årtusinder i en sådan grad, at konflikten har bredt sig over hele galaksen.

Markos og Alanas kærlighed er en skandale, som folk fra højeste sted vil have sat en stopper for. Planetfolket sætter en robotprins (ligner mennesker men har et tv-apparat som hoved) til at opspore dem på planeten Cleave, og det viser sig også snart, at månefolkene har indgået aftale med dusørjægerne Stilken og Viljen om at bringe deres hoveder på et fad.
Men det er ikke det hele. Marko har ved flere lejligheder brugt magi, og da han og Alana krydser Cleave for at komme til rumraketskoven, støder de på ”rædslerne” – spøgelser af børn, der er blevet dræbt mens de planet- og månefolkene har kæmpet om Cleaves naturressourcer. Måske kan de blive deres redning og hjælpe dem med at finde et skib, der kan føre dem væk fra planeten?

Illustrationerne er lavet i en tynd streg, der fint udtrykker personernes følelser, og der er bestemt originale ideer på billedsiden, men hvor Mézières i Linda og Valentin giver læseren en fornemmelse af at se en helt ny verden folde sig ud, så virker billedsiden mindre organisk ægte her.

Jeg følte mig underholdt, og jeg skal bestemt se, hvor de næste bind bærer hen, men indtil videre hæver serien sig ikke over det jævne.… (mere)

Med den voldsomme vækst i udgivelserne af Graphic Novels følger der naturligvis også knap så gode eksempler med. Det er desværre tilfældet med Brian K. Vaughan og Niko Henrichons ’Bagdads Løver’ fra 2006 og i dansk oversættelse fra sidste år. Ideen er ellers udmærket: Under den amerikanske invasion af Irak i 2003 undslap løverne fra Bagdads zoologiske have, hvorefter de strejfede om i byen, til de blev skudt af amerikanske soldater.

I bogen er de udstyret med menneskelige egenskaber, og det har både fordele og ulemper. Det giver mulighed for at lægge meningsfuld dialog i munden på dem, men det gør det også vanskeligt stadigvæk at se dem som løver. Det kræver faktisk en del at udstyre dyr med følelser og STADIG give indtryk af at de er dyr. Det lykkes i Kaninbjerget og for den sags skyld i Bambi, men her virker det påtaget, når løverne filosoferer over, om man kan opnå egentlig frihed uden selv at kæmpe sig til den, om man bør spise mennesker bare fordi man pludselig får chancen osv. Først og sidst er hverken historie eller dialog god nok til at bære bogen.

Tegningerne af Henrichon er flotte med masser af pang-farver, men på den anden side har genren udviklet sig så meget, at det ikke længere er noget at falde i svime over. Den danske udgave er som sædvanlig flot udstyret af G. Floy Studio, som igen viser, at danske tegneserieudgivelser sagtens kan leve op til deres amerikanske forlæg.… (mere)