David Vann

Der er noget uafvendeligt over katastrofen i Caribou Island. Hvad der vil gå galt og hvordan, det ved man ikke, men AT det vil gå galt, er man aldrig i tvivl om. Konflikten er simpelthen for stor, naturen for nådesløs og personernes indbyrdes forståelse for lille.

Irene og Gary har været gift i 30 år. Børnene Rhoda og Mark er flyttet hjemmefra, og de er begge gået på pension i midten af 50’erne. Nu er det tid til at realisere en gammel drøm: En træhytte på Caribou Island ude i Skilak søen. Problemet er bare, at det ikke rigtig er et fælles projekt. Det er den rastløse Gary, der vil flytte, og Irene er overbevist om, at der ligger bagtanker bag – også selvom han ikke selv er dem bevidst:

”Det har været et godt hjem. Men din far har tænkt sig at forlade mig, og første skridt er, at vi skal flytte ud på den ø. For at få det til at se ud, som om han prøvede.” (s. 6)

Rhoda benægter, at det hænger sådan sammen, men Irene er ligeglad. Hun gentager det for sig selv gennem hele romanen, og man kan kun undre sig over, hvorfor hun så aldrig siger fra. Forklaringen er måske, at hun er så vant til at følge Gary, og at hun har en dybt rodfæstet frygt for at blive forladt. Den går tilbage til hendes mors selvmord, da hun var ti.

Måske er det Irene, der har de største problemer? Vi ser mest historien fra hendes synspunkt, så det er svært ikke at se Gary som en virkelighedsfjern egoist. Men forudsigelsen bliver måske i virkeligheden først en selvopfyldende profeti, fordi Irene spiller med og længe giver ham muligheden for at tro, at det ER et fælles projekt?

Det er i hvert fald to skadede mennesker, så det er ikke så sært, at Rhoda bliver mere og mere bekymret over deres isolation. Hun er overbevist om, at der er noget alvorligt galt med hendes mor, men hun har svært ved at se, hvad det er.

Samtidig har Rhoda sine egne problemer med tandlægen Jim. De bor sammen og skal vel også giftes, men forholdet knirker. Ligesom Gary er overbevist om, at han har fortjent mere og bedre end Irene, så er Jim havnet i en midtvejskrise. Er det virkelig alt, hvad tilværelsen har at byde på? synes han at tænke.

Davis Vann er en mester i at udnytte Alaskas vilde natur i sine bøger. Den er ikke besjælet, selvom hans personer godt kan drømme det. Den er der bare som et grundvilkår. Vild og voldsom, kold og mørk virker den som magnet på mennesker som Gary, der hele tiden er på jagt efter et tidligere og mere autentisk liv.

Caribou Island er en voldsom roman om en familie, der er ved at køre helt af sporet. Man bander af personerne, når de dummer sig, man føler med dem, når de er ensomme, og man mærker angsten som en knude i brystet, når der bygges op til den voldsomme finale.… (mere)

Er der en bedre læseoplevelse end at tage hul på en bog, hvor man i virkeligheden ikke aner, hvad man skal forvente, og så blive blæst bagover af historien? Det var sådan jeg havde det med Fortælling om et selvmord og især den store centrale novelle Sukkwan Island.

Inspirationen til at overhovedet at få fingre i bogen fik jeg fra Bogbrokkens seneste litterærlige årsopgørelse, hvor den forståeligt nok var kommet med på top-10. Bogen kredser om Roy, hvis far begik selvmord, da han var dreng. De fem mindre noveller i samlingen har Roy som jeg-fortæller, og de handler alle om den smertelige erindring om faren og om hvor svært det er at forstå og leve videre.

Man aner en fælles historie på tværs af de fem fortællinger. (Her mindede bogen mig lidt om Alice af Judith Hermann, hvor en række noveller også har samme tema og hovedperson. Og det er aldrig noget dårligt tegn, hvis en bog minder mig om Alice.)

Sukkwan Island stikker ud. Den er med sine næsten 200 sider alt for lang til at være en novelle, og den passer ikke med kronologien i de andre historier. Synsvinklen er også en anden, for her fortælles historien i tredje person. Måske er historien den voksne Roys forsøg på at fordøje selvmordet kunstnerisk? Uoverensstemmelser eller ej, så er historien et knugende pletskud.

Roy er 13 år, da hans far overtaler hans mor til at lade Roy bo med ham i næsten total isolation et helt år. Han har købt en hytte på Sukkwan Island i Alaska, hvor det knap nok er muligt at sejle til nærmeste nabo, og hvor de er totalt afhængige af radio og vandflyver for at komme i kontakt med omverdenen.

Faren er åbenlyst psykisk ustabil. Han græder i timevis hver aften og tvinger Roy til at lytte til sine bekendelser. Om dagen er humøret højt, lige indtil de praktiske projekter med at skaffe mad og forberede sig til vinteren går skævt. Og det gør de, for han er slet ikke forberedt på nybyggerlivets mange krav.

Isolationen, den smukke men utæmmede natur og farens stigende desperation skaber en knugende og klaustrofobisk stemning. Hvordan kan nogen sætte et barn under et så urimeligt pres, spørger man sig selv:

”Roy kunne ikke finde på noget at sige, så han sagde ikke noget. Men han var i tvivl, om hvorfor de overhovedet var her, når alt det, der var vigtigt for hans far, var andre steder henne. Roy syntes ikke, det gav mening, at hans far var taget herud. Det begyndte at se ud, som om han bare ikke havde kunnet finde andre måder at leve på, der var bedre. Så det her var bare én stor nødplan, og også Roy var blevet en del af den store fortvivlelse, der voksede alle de steder, hans far tog hen.” (s. 153)

Det tegner ikke godt, og alligevel er man totalt overrasket da historien når sit grusomme klimaks.

Sukkwan Island er den største oplevelse i en meget fin samling, der skildrer det voldsomme tab af en far, og de stærke spor det trækker gennem den efterladte søns liv fra han er lille til han bliver voksen. Han er stadig opfyldt af et stort ”hvorfor?” og det forstår man så udmærket.

Kender du heller ikke David Vann, så skynd dig at få fat i Fortælling om et selvmord. Jeg tror der venter dig en stor oplevelse.… (mere)