Der er noget uafvendeligt over katastrofen i Caribou Island. Hvad der vil gå galt og hvordan, det ved man ikke, men AT det vil gå galt, er man aldrig i tvivl om. Konflikten er simpelthen for stor, naturen for nådesløs og personernes indbyrdes forståelse for lille.

Irene og Gary har været gift i 30 år. Børnene Rhoda og Mark er flyttet hjemmefra, og de er begge gået på pension i midten af 50’erne. Nu er det tid til at realisere en gammel drøm: En træhytte på Caribou Island ude i Skilak søen. Problemet er bare, at det ikke rigtig er et fælles projekt. Det er den rastløse Gary, der vil flytte, og Irene er overbevist om, at der ligger bagtanker bag – også selvom han ikke selv er dem bevidst:

”Det har været et godt hjem. Men din far har tænkt sig at forlade mig, og første skridt er, at vi skal flytte ud på den ø. For at få det til at se ud, som om han prøvede.” (s. 6)

Rhoda benægter, at det hænger sådan sammen, men Irene er ligeglad. Hun gentager det for sig selv gennem hele romanen, og man kan kun undre sig over, hvorfor hun så aldrig siger fra. Forklaringen er måske, at hun er så vant til at følge Gary, og at hun har en dybt rodfæstet frygt for at blive forladt. Den går tilbage til hendes mors selvmord, da hun var ti.

Måske er det Irene, der har de største problemer? Vi ser mest historien fra hendes synspunkt, så det er svært ikke at se Gary som en virkelighedsfjern egoist. Men forudsigelsen bliver måske i virkeligheden først en selvopfyldende profeti, fordi Irene spiller med og længe giver ham muligheden for at tro, at det ER et fælles projekt?

Det er i hvert fald to skadede mennesker, så det er ikke så sært, at Rhoda bliver mere og mere bekymret over deres isolation. Hun er overbevist om, at der er noget alvorligt galt med hendes mor, men hun har svært ved at se, hvad det er.

Samtidig har Rhoda sine egne problemer med tandlægen Jim. De bor sammen og skal vel også giftes, men forholdet knirker. Ligesom Gary er overbevist om, at han har fortjent mere og bedre end Irene, så er Jim havnet i en midtvejskrise. Er det virkelig alt, hvad tilværelsen har at byde på? synes han at tænke.

Davis Vann er en mester i at udnytte Alaskas vilde natur i sine bøger. Den er ikke besjælet, selvom hans personer godt kan drømme det. Den er der bare som et grundvilkår. Vild og voldsom, kold og mørk virker den som magnet på mennesker som Gary, der hele tiden er på jagt efter et tidligere og mere autentisk liv.

Caribou Island er en voldsom roman om en familie, der er ved at køre helt af sporet. Man bander af personerne, når de dummer sig, man føler med dem, når de er ensomme, og man mærker angsten som en knude i brystet, når der bygges op til den voldsomme finale. ( )

En knugende skildring af et familiedrama i Alaskas ubarmhjertige natur. Sproget er flot, men man aner hurtigt håbløsheden og bliver forstemt. ( )

http://bogbrokken.blogspot.com/2011/07/david-vann-caribou-island-2011.html ( )