Manuel Puig (1932–1990)

I 1947 dør Juan Carlos Echeparte af tuberkulose. Det sætter en kædereaktion i gang, for Juan Carlos var en flot mand, der tiltrak kvinder, og nu vækkes de gamle forviklinger til live igen. Historien fortælles i et væld af genrer og fragmenter, som tilsammen tegner et portræt af en lille argentinsk provinsby fra 1930’erne og tredive år frem.

Den mest gennemgående figur er Nene. Juan Carlos brugte den ene nat efter den anden på at gøre kur til hende uden for hendes hus. Hun gav aldrig efter for ham, men til gengæld var hun måske skyld i hans sygdom, fordi han stod i kulden og gjorde sig til. Det var i hvert fald hvad hans forbitrede søster senere siger. Da hun hører om hans død, er hun for længst blevet gift med en anden og flyttet til Buenos Aires, hvor hun er alene i lejligheden med børnene og sin egen desperation. Hun genoptager kontakten til hans mor, som hun slet ikke kan lade være at betro sig til.

Men Nene er ikke den eneste. Der er også hendes veninde Mabel, der forlyster sig med andre mænd, mens hun er fascineret af Juan Carlos, og der er Stjerten, en ung kvinde fra den fattige ende af byen, der drømmer om hans ven, der først er håndværker og siden søger ind til politiet. Der er den enke, der har et pensionat i den bjergby, hvor han drager hen for at pleje sit helbred, og endelig er der søsteren, der næsten udelukkende lever gennem ham.

Personerne er forbundet på kryds og tværs, og det der belyses som sagt gennem udklip fra aviser, breve, politirapporter og andre fragmenter. Tilsammen tegnes et udmærket portræt af personernes verden og deres drømme, uanset om de er små og forfejlede eller store og med svære odds. Der er intriger og hemmeligheder, men det største mysterium er, hvorfor de alle sammen er så vilde med Juan Carlos, der virker som selvoptaget klovn.

Romanen udmærker sig med sine genreeksperimenter, men selve historien løfter sig kun lidt, og bortset fra Nene var der ikke nogen af personerne, der for alvor interesserede mig.… (mere)