Mario Vargas Llosa

Bukkens fest handler om Trujillo-styret i Den dominikanske Republik – et af de mange autoritære regimer, der prægede Latinamerika helt frem til slutningen af 1900-tallet. Rafael Leonidas Trujillo greb magten i 1930 ved et kup, og holdt fast i den til han blev myrdet i 1961. Romanen skifter mellem forskellige perspektiver: Vi følger de sammensvorne i bilen, Trujillo selv på hans sidste dag og advokaten Uranita, der mange år senere ser tilbage på sit møde med ”Chefen.”

En interessant betegnelse. Det er sådan noget en gangster lader sig kalde, og hans andre tilnavne er også sigende: Velgøreren – som en romersk kejser fordeler han lukrative poster. Generalen – på grund af hans militære baggrund. Og Bukken - fordi han ”knalder” alle de kvinder han har lyst til. Faktisk forventes det, at selv nære medarbejdere stiller deres koner og (mindreårige) døtre til rådighed for hans lyster.

Det er sådan Uranita har mødt Trujillo. Da hendes far Agustin Cabral er faldet i unåde, lader han sig overtale til at ofre den 14-årige pige for at få sin position igen. Resultatet er et ødelagt liv og et livslangt had til både faderen og Trujillo, som hun ikke kan lægge bag sig og studerer i weekenden med skrækblandet fascination.

Da Vargas Llosa fik nobelprisen i 2010, skete det med den begrundelse, at hans litteratur undersøgte magtens væsen. Den forklaring giver god mening, når man læser Bukkens fest fra 2000. Trujillo er ”bare” et menneske, ligesom andre diktatorer er det. Alligevel holder han hele landet i et jerngreb takket være kontrol over medierne, et effektivt hemmeligt politi og evnen til at intimidere sine nærmeste omgivelser. Det er især den personlige del af magtudøvelsen, der skildres mesterligt. Med et blik eller en skarp bemærkning kan han sætte alle i forlegenhed, og med jævne mellemrum ryger selv de nærmeste ud i kulden for at vise dem deres totale afhængighed af hans gunst.

Intimideringen er så stærk, at den ellers handlekraftige chef for de væbnede styrker viser sig helt ude af stand til at gribe chancen, da attentatet endelig er gennemført. (På den anden side er det måske netop derfor, at Trujillo har placeret ham på den post – militæret er altid det oplagte alternativ til en diktator i civil.)

Stalin og Hitler gik ikke meget op i kvinder. De havde nok i magten og deres vanvittige projekter. Bukkens fest antyder, at der fandtes en særlig latinamerikansk diktatortype, der også udøvede magt gennem sex. Det er påfaldende, at modstanderne først får ram på Trujillo, da han ikke længere kan få den op at stå.

Bukkens fest er et hovedværk i forfatterskabet og har utvivlsomt betydet mere for nobelprisen end den mere letbenede Hvem dræbte Palomino Romero? som var på programmet i læsekredsen sidste år. Det er en politisk roman, men det er først og fremmest en dybt interessant undersøgelse af, hvad magt mellem mennesker egentlig er for en størrelse.… (mere)

Da Vargas Llosa fik Nobelprisen var det en oplagt lejlighed til at stifte bekendtskab med hans arbejde. 'Hvem dræbte Palomino Molero?' er ikke et hovedværk, men det er en interessant lille kriminalroman, der udspiller sig i 1960'ernes Peru.

Da Palomino Molero findes dræbt og maltrakteret peger sporene hurtigt i retning af den nærliggende militærlejr. Betjent Lituma og hans kløgtige chef Løjntnant Silva må stå ret over for lejrens chef, og det er selvfølgelig en elegant måde at kritisere militærets magt.

Opklaringen byder ikke på store overraskelser, men historien er velfortalt og særligt Løjtnant Silva er et interessant bekendtskab.… (mere)