Imre Kertész (1929–2016)
Forfatter af De skæbneløse : roman
Om forfatteren
Imre Kertész was born in Budapest, Hungary on November 9, 1929. He was only 14 years old when he was deported with 7,000 other Hungarian Jews to the Auschwitz concentration camp in Poland in 1944. He survived that camp and later was transferred to the Buchenwald camp from where he was liberated in vis mere 1945. After returning to his native Budapest, he worked as a journalist and translator. He translated the works of Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud, Ludwig Wittgenstein and Elias Canetti into Hungarian. He wrote several novels that drew largely from his experience as a teenage prisoner in Nazi concentration camps. His novels included Fateless, Fiasco, Kaddish for a Child Not Born, Someone Else, The K File, Europe's Depressing Heritage, and Liquidation. He also wrote the screenplay for the film version of Fateless in 2005. While his work was ignored by both the communist authorities and the public in Hungary where awareness of the Holocaust remained negligible, his work was recognized in other parts of the world. He received awards including the Brandenburg Literature Prize in 1995, The Book Prize for European Understanding, the Darmstadt Academy Prize in 1997, the World Literature Prize in 2000, and the Nobel Prize for Literature for fiction in 2002. He died after a long illness on March 31, 2016 at the age of 86. (Bowker Author Biography) vis mindre
Serier
Værker af Imre Kertész
Sinn und Form 1/2019: Siebzig Jahre Beiträge zur Literatur (Sinn und Form / Beiträge zur Literatur) (2019) 3 eksemplarer
A végső kocsma 1 eksemplar
Fatelessness, Kaddish for an Unborn Child 1 eksemplar
ROMANI I NJE TE PAFATI 1 eksemplar
פיאסקו 1 eksemplar
Mensch ohne Schicksal. Roman 1 eksemplar
Kinh Cầu Cho Một Đứa Trẻ Không Ra Đời 1 eksemplar
Không Số Phận 1 eksemplar
Le Spectateur: Notes 1991-2001 1 eksemplar
The Hungarian Quarterly, Winter 2002 1 eksemplar
Peter Esterhazy 1 eksemplar
Sorstalanság szerepkép 1 eksemplar
Europäische Nationalgeschichten 1 eksemplar
2009 1 eksemplar
Taktika i psikhologicheskie osnovy doprosa 1 eksemplar
A ||kihallgatási taktika lélektani alapjai 1 eksemplar
Besudbinstvo 1 eksemplar
Lo spettatore: Annotazioni 1991-2001 1 eksemplar
Associated Works
Satte nøgleord på
Almen Viden
- Kanonisk navn
- Kertész, Imre
- Juridisk navn
- Kertész Imre (Hungarian name order)
- Fødselsdato
- 1929-11-09
- Dødsdag
- 2016-03-31
- Køn
- male
- Nationalitet
- Hungary
- Land (til kort)
- Hungary
- Fødested
- Budapest, Hungary
- Dødssted
- Budapest, Hungary
- Bopæl
- Budapest, Hungary
Berlin, Germany - Erhverv
- writer
journalist
translator
novelist
essayist
public speaker - Priser og hædersbevisninger
- Nobel Prize for Literature (2002)
Order of Saint Stephen
Goethe Medal (2004)
Brandenburger Literaturpreis (1995)
Leipziger Buchpreis (1997)
Herder Preis (2000) (vis alle 7)
Pour le Mérite (2001) - Kort biografi
- Imre Kertész was born to a Jewish family in Budapest, Hungary. After his parents László Kertész and Aranka Jakab separated when he was about five years old, he attended a boarding school. In 1944, after Nazi Germany invaded his homeland during World War II, he was deported at age 14 with other Hungarian Jews to the death camp at Auschwitz, and was later sent to Buchenwald concentration camp. He survived to be liberated by U.S. troops in 1945 and returned to Budapest. He resumed his education and graduated from high school in 1948. Kertész became a journalist and worked for the periodical Világosság (Clarity) but was dismissed in 1951 after it adopted the Communist party line. After a short time as a factory worker, he was employed by the press department of the Ministry of Heavy Industry. He then became a freelance writer and translator of German-language authors into Hungarian, including works by Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud, Ludwig Wittgenstein, and Elias Canetti. His most influential novel, Sorstalanság (Fatelessness), written between 1960 and 1973, the first of his Holocaust trilogy, was based on his experiences in the camps. Initially it was rejected by the Communist censors in Hungary, but was finally published in 1975. In was adapted into a film in 2005. Subsequent volumes in the trilogy were A kudarc (The Failure, 1988) and Kaddis a meg nem született gyermekért (Kaddish for an Unborn Child, 1990). Having found little appreciation for his writing in Hungary, he divided his time between Budapest and Berlin, where he also was able to make public appearances. He won numerous literary prizes before being awarded the Nobel Prize in Literature in 2002.
Medlemmer
Anmeldelser
Ungarns historie er dramatisk. Selvom landet deltog i anden verdenskrig på tysk side, nåede det også at blive besat af tyskerne inden befrielsen / besættelsen af Sovjetunionen.
Det er nu ikke skyldbevidstheden, der fylder meget i historieopfattelsen. Her er rollen som offer mere bekvem, selvom ungarerne altså var aktive på den nazistiske side – også i den lokale afdeling af holocaust.
Det kan man bl.a. læse om i Imre Kertész’ selvbiografiske roman fra 1975. Selvom placering af ansvar ikke er dens egentlige ærinde, så er det tankevækkende, at fortælleren knap nok møder en tysk soldat før ankomsten til Auschwitz.
Han hedder György Köves og er en femtenårig jødisk dreng fra Budapest. Skyerne er trukket sammen med jødestjerne og tvangsarbejde til faderen, men alligevel er hverdagen relativt normal, indtil han i 1944 bliver deporteret. Han oplever den berygtede selektion i Auschwitz, men da han bliver erklæret arbejdsduelig, kommer han videre til Buchenwald og en af dens underlejre.
Fremstillingen af livet i kz-lejren er rystende.
Det mest tankevækkende er ikke volden eller sulten eller for den sags skyld, at fangerne var organiseret til at varetage det meste af undertrykkelsen selv.
Det mest tankevækkende er, at fangerne selv langt hen i forløbet vil være ”gode” fanger, der lever op til systemets krav og gør det, der bliver forlangt af dem. Efter selektionen, hvor de fravalgtes skæbne endnu ikke kendes, er der en f.eks. en stolthed over at være fundet egnet.
Den opførsel udspringer af en forventning om, at lejrsystemet er logisk. Som en jøde forklarer en tysker: ”Jeg beder ikke om fordele eller privilegier. Men jeg er nogen, og jeg har forstand på noget: Jeg vil altså gerne arbejde med noget, som svarer til min uddannelse…” (s. 55)
Og hvis Tysklands eneste mål var at vinde krigen, ville det være rigtigt. Men den ideologisk betingede udryddelse af jøderne tilsidesætter alle krav, også de rationelle. I sidste ende kræver systemet kun, at fangerne skal dø – og den sandhed er ubærlig for mennesker, der desperat ønsker at leve.
Fortælleren kan ikke lade være med at beundre systemets stringens og effektivitet. Soldaterne opfattes som en slags overmennesker eller rettere: som perfekte tandhjul i et overmenneskeligt og uigennemtrængeligt system.
I virkeligheden er det de indsatte, der er under hastig nedbrydning, men også det er svært at indse: ”… jeg lagde mærke til, at de havde ændret udseende. I begyndelsen vidste jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skulle forklare det: På en eller anden måde forekom de så smukke, i hvert fald i mine øjne. Først bagefter fandt jeg ud af, at alt tydede på, at det var os, der var blevet forandret, naturligvis, men det var sværere for mig at se.” (s. 115-116)
Det er den slags knivskarpe og selvudleverende iagttagelser, der gør ”De skæbneløse” til et mesterværk.
Da Györgi Köves endelig vender hjem til Budapest, kan ingen forstå hans oplevelser. De prøver med metaforer som ”helvede på jord” eller taler om det som rædsler, der nu er et overstået kapitel. De forstår ikke, at oplevelsen ikke kan forklares, og at den er livsforandrende og nødvendigvis må forme resten af livet. (En opfattelse frontsoldater også ofte har, når de vender hjem.) Selv i kz er der hverdag. Selv i kz må man tro på, at man er nogen, at man handler, og at man med sine valg gør en forskel.
Ellers er lejren en skæbne – og så har man vel i en eller anden forstand gjort sig fortjent til den?… (mere)
Det er nu ikke skyldbevidstheden, der fylder meget i historieopfattelsen. Her er rollen som offer mere bekvem, selvom ungarerne altså var aktive på den nazistiske side – også i den lokale afdeling af holocaust.
Det kan man bl.a. læse om i Imre Kertész’ selvbiografiske roman fra 1975. Selvom placering af ansvar ikke er dens egentlige ærinde, så er det tankevækkende, at fortælleren knap nok møder en tysk soldat før ankomsten til Auschwitz.
Han hedder György Köves og er en femtenårig jødisk dreng fra Budapest. Skyerne er trukket sammen med jødestjerne og tvangsarbejde til faderen, men alligevel er hverdagen relativt normal, indtil han i 1944 bliver deporteret. Han oplever den berygtede selektion i Auschwitz, men da han bliver erklæret arbejdsduelig, kommer han videre til Buchenwald og en af dens underlejre.
Fremstillingen af livet i kz-lejren er rystende.
Det mest tankevækkende er ikke volden eller sulten eller for den sags skyld, at fangerne var organiseret til at varetage det meste af undertrykkelsen selv.
Det mest tankevækkende er, at fangerne selv langt hen i forløbet vil være ”gode” fanger, der lever op til systemets krav og gør det, der bliver forlangt af dem. Efter selektionen, hvor de fravalgtes skæbne endnu ikke kendes, er der en f.eks. en stolthed over at være fundet egnet.
Den opførsel udspringer af en forventning om, at lejrsystemet er logisk. Som en jøde forklarer en tysker: ”Jeg beder ikke om fordele eller privilegier. Men jeg er nogen, og jeg har forstand på noget: Jeg vil altså gerne arbejde med noget, som svarer til min uddannelse…” (s. 55)
Og hvis Tysklands eneste mål var at vinde krigen, ville det være rigtigt. Men den ideologisk betingede udryddelse af jøderne tilsidesætter alle krav, også de rationelle. I sidste ende kræver systemet kun, at fangerne skal dø – og den sandhed er ubærlig for mennesker, der desperat ønsker at leve.
Fortælleren kan ikke lade være med at beundre systemets stringens og effektivitet. Soldaterne opfattes som en slags overmennesker eller rettere: som perfekte tandhjul i et overmenneskeligt og uigennemtrængeligt system.
I virkeligheden er det de indsatte, der er under hastig nedbrydning, men også det er svært at indse: ”… jeg lagde mærke til, at de havde ændret udseende. I begyndelsen vidste jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skulle forklare det: På en eller anden måde forekom de så smukke, i hvert fald i mine øjne. Først bagefter fandt jeg ud af, at alt tydede på, at det var os, der var blevet forandret, naturligvis, men det var sværere for mig at se.” (s. 115-116)
Det er den slags knivskarpe og selvudleverende iagttagelser, der gør ”De skæbneløse” til et mesterværk.
Da Györgi Köves endelig vender hjem til Budapest, kan ingen forstå hans oplevelser. De prøver med metaforer som ”helvede på jord” eller taler om det som rædsler, der nu er et overstået kapitel. De forstår ikke, at oplevelsen ikke kan forklares, og at den er livsforandrende og nødvendigvis må forme resten af livet. (En opfattelse frontsoldater også ofte har, når de vender hjem.) Selv i kz er der hverdag. Selv i kz må man tro på, at man er nogen, at man handler, og at man med sine valg gør en forskel.
Ellers er lejren en skæbne – og så har man vel i en eller anden forstand gjort sig fortjent til den?… (mere)
Fremragende historie skrevet i jeg-form om en politibøddels arbejde i et råt diktatur
Filosofiske erindringsbrudstykker fra en Ungarsk systemkritikers vanskelige liv.
Lister
Hæderspriser
Måske også interessante?
Associated Authors
Statistikker
- Værker
- 64
- Also by
- 5
- Medlemmer
- 5,122
- Popularitet
- #4,869
- Vurdering
- 3.9
- Anmeldelser
- 157
- ISBN
- 382
- Sprog
- 29
- Udvalgt
- 21
Kommunismens fald, den pludselige personlige anerkendelse og ny nationalisme sætter nemlig spørgsmålstegn ved det, Kertész først og fremmest har været: en dissident i permanent modsætning myndighederne.
På rejserne rundt i Europa er det ikke mindst skyggerne fra holocaust, der fylder. Kertész besøger det sted, hvor hans far blev myrdet, og han undrer sig over, at der ikke er noget mindesmærke. For en overlevende bliver Auschwitz det ultimative resultat af ikke bare antisemitismen, men også modernismen som sådan.
Men minderne trænger sig også på, fordi antisemitismen igen viser sit ansigt, og bogen er især interessant som et dokument over den usikkerhed, der prægede tiden efter murens fald. Det var jo ikke givet, at overgangen til demokrati og markedsøkonomi ville gå så glat, som det faktisk var tilfældet.
Jeg havde lidt fornemmelsen af at have læst en meget klog, men også meget lang kronik i Politiken. Det er der ikke noget i vejen med, men jeg ikke anbefale nye Kertész-læsere at starte her. Læs hans fremragende roman De skæbneløse i stedet.… (mere)