Klik på en miniature for at gå til Google Books
Indlæser... De skæbneløse : roman (1975)af Imre Kertész
Indlæser...
Bliv medlem af LibraryThing for at finde ud af, om du vil kunne lide denne bog. Der er ingen diskussionstråde på Snak om denne bog.
Belongs to SeriesFatelessness (book 1) Tilhører ForlagsserienEuropese literatuurcollectie (dl. 2) Oriento-Okcidento (37) rororo (22576) HæderspriserDistinctionsNotable Lists
Som 15-årig deporteres fortælleren, der er ungarsk jøde, til Auschwitz og Buchenwalde. Efter befrielsen er det svært at finde en identitet og fremtid, men alligevel forstår han at udlede det smukke i opholdet. No library descriptions found. |
Current DiscussionsIngenPopulære omslag
Google Books — Indlæser... GenrerMelvil Decimal System (DDC)894.511334Literature Literature of other languages Altaic, Finno-Ugric, Uralic and Dravidian languages Fenno-Ugric languages Ugric languages Hungarian Hungarian fiction 1900–2000 Late 20th century 1945–2000LC-klassificeringVurderingGennemsnit:
Er det dig?Bliv LibraryThing-forfatter. |
Det er nu ikke skyldbevidstheden, der fylder meget i historieopfattelsen. Her er rollen som offer mere bekvem, selvom ungarerne altså var aktive på den nazistiske side – også i den lokale afdeling af holocaust.
Det kan man bl.a. læse om i Imre Kertész’ selvbiografiske roman fra 1975. Selvom placering af ansvar ikke er dens egentlige ærinde, så er det tankevækkende, at fortælleren knap nok møder en tysk soldat før ankomsten til Auschwitz.
Han hedder György Köves og er en femtenårig jødisk dreng fra Budapest. Skyerne er trukket sammen med jødestjerne og tvangsarbejde til faderen, men alligevel er hverdagen relativt normal, indtil han i 1944 bliver deporteret. Han oplever den berygtede selektion i Auschwitz, men da han bliver erklæret arbejdsduelig, kommer han videre til Buchenwald og en af dens underlejre.
Fremstillingen af livet i kz-lejren er rystende.
Det mest tankevækkende er ikke volden eller sulten eller for den sags skyld, at fangerne var organiseret til at varetage det meste af undertrykkelsen selv.
Det mest tankevækkende er, at fangerne selv langt hen i forløbet vil være ”gode” fanger, der lever op til systemets krav og gør det, der bliver forlangt af dem. Efter selektionen, hvor de fravalgtes skæbne endnu ikke kendes, er der en f.eks. en stolthed over at være fundet egnet.
Den opførsel udspringer af en forventning om, at lejrsystemet er logisk. Som en jøde forklarer en tysker: ”Jeg beder ikke om fordele eller privilegier. Men jeg er nogen, og jeg har forstand på noget: Jeg vil altså gerne arbejde med noget, som svarer til min uddannelse…” (s. 55)
Og hvis Tysklands eneste mål var at vinde krigen, ville det være rigtigt. Men den ideologisk betingede udryddelse af jøderne tilsidesætter alle krav, også de rationelle. I sidste ende kræver systemet kun, at fangerne skal dø – og den sandhed er ubærlig for mennesker, der desperat ønsker at leve.
Fortælleren kan ikke lade være med at beundre systemets stringens og effektivitet. Soldaterne opfattes som en slags overmennesker eller rettere: som perfekte tandhjul i et overmenneskeligt og uigennemtrængeligt system.
I virkeligheden er det de indsatte, der er under hastig nedbrydning, men også det er svært at indse: ”… jeg lagde mærke til, at de havde ændret udseende. I begyndelsen vidste jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skulle forklare det: På en eller anden måde forekom de så smukke, i hvert fald i mine øjne. Først bagefter fandt jeg ud af, at alt tydede på, at det var os, der var blevet forandret, naturligvis, men det var sværere for mig at se.” (s. 115-116)
Det er den slags knivskarpe og selvudleverende iagttagelser, der gør ”De skæbneløse” til et mesterværk.
Da Györgi Köves endelig vender hjem til Budapest, kan ingen forstå hans oplevelser. De prøver med metaforer som ”helvede på jord” eller taler om det som rædsler, der nu er et overstået kapitel. De forstår ikke, at oplevelsen ikke kan forklares, og at den er livsforandrende og nødvendigvis må forme resten af livet. (En opfattelse frontsoldater også ofte har, når de vender hjem.) Selv i kz er der hverdag. Selv i kz må man tro på, at man er nogen, at man handler, og at man med sine valg gør en forskel.
Ellers er lejren en skæbne – og så har man vel i en eller anden forstand gjort sig fortjent til den? ( )