Per Olov Enquist (1934–2020)

Fortælleren, der har så mange lighedstræk med forfatteren, at man kan overveje om erindringer ville være en mere dækkende betegnelse end roman, er en modvillig forfatter. Han vil ikke skrive en kærlighedsroman, men gør det alligevel. Han vil i virkeligheden heller ikke grave op i den fortid, som han allerede har skildret i flere bøger, men det føler han sig alligevel tvunget til.

Sagen er, at han får tilsendt sin fars notesbog med digte. Den skulle moderen egentlig have brændt, fordi indholdet ikke var så gudsfrygtigt, som hun kunne tænke sig. Forfatteren er nemlig vokset op i et stærkt kristent miljø i Västerbotten, og moderen hørte til de reneste af de rene. Alligevel havde hun altså ikke kunnet få sig selv til at udslette de sidste spor af faderens kærlighed. Bogen er ganske vist svedet i bunden, så den har været i ilden, og der mangler også ni ark, som er revet ud.

Inden længe har fortælleren lige så travlt med at spekulere over de manglende ni sider, som den bog han har fået. Et fint billede på, at vores viden aldrig er fuldstændig, og at nye spor af f.eks. en person bare afstedkommer nye spørgsmål, der kan være lige så anfægtende som dem, man fik svar på.

Men det får også fortælleren til at tænke tilbage endnu engang. Notesbogens eksistens kunne han ikke være klar over, men der er andre ting, han bevidst aldrig har løftet sløret for. Vigtige ting. Først og fremmest mødet med sommergæsten i naboens hus, der blev hans seksuelle debut. Det var en meget fin og følsom oplevelse, som han stadig ser tilbage på med begejstring. Han sammenligner det endda med den religiøse oplevelse af at blive frelst.

Måske er den seksuelle forening den egentlige mening med livet?

Eller måske var det bare det sprog, fortælleren havde til rådighed som ung, omgivet som han var af religiøse tekster og sange. Uanset hvad, bliver begivenheden skelsættende, og han vender tilbage til den flere gange i sit omtumlede liv.

Romanen er ikke det endelige svar på, hvem Per Olov Enquist er. Om ikke andet, så skulle historien om faderens notesbog gerne have sat det på plads. Men det er måske hans sidste historie om Per Olov Enquist, for man mærker tydeligt, at det er en ældre mand, der ser tilbage på sit liv. De hemmeligheder, han har lovet aldrig at afsløre, betyder ikke så meget mere, så nu kan han roligt fortælle dem.

Det gør han så i en ironisk og afslappet men også bevægende tone. Sjældent har jeg læst en bog med så mange udråbstegn, men de fremstår mere som ironiske kommentarer til tidligere aldres håndfaste meninger end som egentlige udbrud.

Under alle omstændigheder lykkes det faktisk at skrive en kærlighedsroman, og selvom det sker på trods, så følger man gerne fortælleren på hans rejse tilbage til fortidens labyrinter.… (mere)

Gammelt nyt kan sagtens være godt nyt. Enquists dokumentarroman har fået 50 år på bagen, men den er stadig fascinerende og vedkommende. Jeg var godt underholdt undervejs, og jeg føler mig en smule klogere, end før jeg gik i gang.

Bogen undersøger et af de store stridspunkter i efterkrigstidens svenske politik. Under det tredje riges opløsning i 1945 flygtede tyske soldater og civile mod vest for at ikke at havne i sovjetiske hænder. En stor gruppe kom til Sverige, heriblandt knap to hundrede baltiske soldater.

Frygten for russerne var i vidt omfang velbegrundet i krigens sidste måneder, men Sovjetunionen var både en af de sejrende magter og Østersøens nye stormagt. Da der rejste sig et folkeligt krav om at give de baltiske soldater asyl i Sverige – ikke tyskerne, selvfølgelig, de blev bare udleveret – valgte regeringen at udlevere dem. Det var ikke en velovervejet beslutning – men da den først var truffet, ville det være meget vanskeligt at ændre den uden at fornærme russerne.

I bogen følger vi balternes ophold i Sverige, politikernes overvejelser, sultestrejken, der udsatte udleveringen et par måneder, selve udleveringen og legionærernes liv efter hjemkomsten. Det gik dem under alle omstændigheder ikke så slemt som modstanderne af udleveringen havde frygtet, og efter afstaliniseringen vendte de sidste tilbage til en normal tilværelse.

Romanen bygger på interviews og dokumenter. Den har et klart dokumentarisk sigte: at finde ud af hvad der virkeligt skete. Men den understreger hele tiden usikkerheden og tvivlen.

Forfatteren går i sultestrejke en uges tid og kan konstatere, at han ikke har de samme voldsomme symptomer som balterne efter sigende oplevede. På den anden side kan han naturligvis kun afprøve selve sulten. Fortvivlelsen og frygten for udleveringen kan han kun prøve at forestille sig.

I det hele taget er undersøgerens overvejelser noget af det mest interessante i bogen. Det er her, at romanen bliver mere end ”bare” en dokumentarisk skildring, og når man selv har arbejdet med historisk forskning er den åbne diskussion af den subjektivitet, man ellers prøve at undertrykke og tøjle, dybt fascinerende. Enquist beskriver, hvordan man skuffes, når en skæbne er for indviklet til at blive en pointeret tragedie. Han afdækker klarsynet, hvordan nogle dødsfald bedre lader sig iscenesætte politisk end andre – et offer for en terrorhandling fylder meget mere end et offer for sult, hvad vi hyppigt mindes om i denne tid. (s. 242-43)

Reaktionen på hans undersøgelse viser, hvor tingsliggjorte balterne var blevet, selv for deres venner under udleveringen. For de højreorienterede, der havde brugt udleveringen som et skræmmeeksempel i tyve år, var deres relativt almindelige liv egentlig en skuffelse. Enquist var selvfølgelig ikke meget bedre, hvad han selv erkender – ”Han huskede udmærket undersøgelsens første uger: henrykkelsen over de selvmord han stødte på, skuffelsen over at de ikke var flere. To døde: en lille tragedie. Fem døde: en alvorlig tragedie. Hundrede døde: en tung national skyld, en byld at prikke hul på, at sætte kniven i. Litteratur, meget anvendelig.” (s. 372)

Fascinerende er også en af legionærernes beskrivelse af turen til Sovjetunionen på fragtskibet i starten af 1946. ”Det var sådan en forvandling efter at vi var kommet om bord på skibet i Trelleborg – indtal da fortvivlelse, vi ville bare dø, alting var så håbløst, vi sank dybere og dybere ned i moradset. Men efter vi var blevet udleveret – så var det som om hver eneste af os klamrede sig til livet af alle kræfter.” (s. 329) Selv den største frygt kan være en lettelse i forhold til at være fanget i et limbo, hvis afslutning og udstrækning er umulig at få hold på.

Legionærerne kan selvfølgelig ikke have helt den samme fascinationskraft her som i Sverige, hvor den samtidig er en del af den politiske historie. Men menneskeskæbnerne og Enquists refleksioner gør den stadig til en stor bog.… (mere)