Naja Marie Aidt

Der er tab, der er så store og urimelige, at de ikke er til forstå. Sådan et tab var Naja Marie Aidt ude for i marts 2015, da hendes søn Carl døde. Han var en glad og dygtig ung mand, der drømte om at blive klipper på filmskolen, da et eksperiment med euforiserende svampe gik frygteligt galt. I et tilfælde af psykose kastede han sig ud fra sin lejlighed i København og døde dagen efter af sine kvæstelser.

Da ulykken sker, er Aidt hjemme på besøg fra hjemmet i New York. Det er en dejlig lørdag aften med hendes ældste søn og hans gravide kæreste. Alt er godt – lige til telefonen ringer længe efter, at det er god stil at ringe. Sådan et tidspunkt, hvor man enten har aftalt, at nogen skal hentes eller nyheder, der er så voldsomme, at de ikke kan vente til næste dag. Denne passage er med kursiv, fylder kun fem linjer og slutter med den ringende telefon, og den spirende bekymring. Det er en tekst Aidt citerer og skriver videre på i bogens ”nutidsspor”, der langsomt folder tragedien ud, som om den kun kan fortælles i små bidder, og som slutter med Carls begravelse og plantning af fire æbletræer til minde om ham.

Bogens andet spor består af tilbageblik på Carls liv. Aidt citerer fra sine dagbøger om både glæder og bekymringer, hun fortæller om navnets etymologi og mindes de stunder, hvor lige netop de to var alene. (Aidt har fire børn, så det var ikke så tit, at hun var alene med ham.)

Det tredje spor består af citater fra andre forfattere, der har oplevet dødsfald og store tab. Aidt fortæller, at hun mister kontakten med sproget efter ulykken, og hun finder det først igen, da hun begynder at læse andre i samme situation. Der er Gilgamesh’ der i ren fortvivlelse nægter at begrave sin ven, før liget er ved at gå i forrådnelse. Der er Stephane Mallarmé, der skriver helt fragmentarisk og fortvivlet over tabet af sin datter.

”Har døden taget noget fra så giv det tilbage” er en voldsom bog at læse. Der er ingen reflekteret afstand til det skete, men alene en smerte, der er så rå og intens, at den skærer i hjertet. Det følelsesmæssige kaos viser sig helt ud i det grafiske udtryk, hvor bogen springer mellem forskellige fonte, så man mærker den opløsning af jeg’et, som Aidt tydeligvis har været ude for.… (mere)

Indeholder "Forord - Kirsten Hastrup", "Skytsengle - Naja Marie Aidt", "Glimt af Grønland - Julie Berthelsen", "Rød sol og guldbroderede sko - Jessie Kleemann", "Grønland i hjertet - Anne Knudsen", "Jensigne - Henrik Littauer", "En kuldreng - Rasmus Lyberth", "Fem et halvt år - Mai Misfeldt", "Danskerbarn - Iben Mondrup", "I en forstad til det rigtige Grønland - Emile Hertling Péronard", "Livets udkant - Minik Rosing", "Den rette frekvens - Kaare Sørensen", "Barn i dønningerne af kolonitiden - Elisabeth Toubro".

"Forord - Kirsten Hastrup" handler om at bogen er Grønland set fra barnets synspunkt. Alle sanser er i brug. Børnehaven og skolen er opdelt i grønlandsk og dansk og det er trælst. Hvad er hjemme? Hvad er ude?
"Skytsengle - Naja Marie Aidt" handler om Naja født i 1963 i Aasiaat. Senere i Danmark møder hun tre grønlandske kvinder, der spontant siger "Så er du jo grønlænder!" men hun ved selv at det er meget overdrevet. Hun var en del af kolonimagten. Hun husker en ferie i Danmark som tre-årig og hvor fremmedartet alting var. Hun husker "chokoladefabrikken" (hvor man tømmer latrinbeholderne) og Spandemanden. Og angst for qivitoq, fjeldgængere.
"Glimt af Grønland - Julie Berthelsen" handler om Julie født i Aarhus 1979 og vokset op i Godhavn og Nuuk. Hun har minder fra Blok 4 og fra et rækkehuskvarter. Eliteskiløber og sanger/musiker. Stedfaderen Per har turneret med Sume og forældrene har klaret sig godt.
"Rød sol og guldbroderede sko - Jessie Kleemann" handler om Jessie født 1959 i Upernavik. Om at føle sig udenfor. Vokset op i starten ved en moster, fordi moren ikke kunne tage sig af hende. Om at være for parrooq, tosset og pyntesyg. Ikke nogen god barndom.
"Grønland i hjertet - Anne Knudsen" handler om en farlig barndom, mæslinger og tuberkulose og ulykker. Og om hvor farligt, ubarmhjertigt og uhyggelige der er i verden. Lige bag ved det smilende dagslys.
"Jensigne - Henrik Littauer" handler om en supergod barnepige og pige i huset hos Henriks familie. Hun er stadig Henriks faste livline til Grønland. En af hendes brødre Alfred Steenholdt nåede at være Grønlands rigeste inden han var uheldig og gik konkurs.
"En kuldreng - Rasmus Lyberth" handler om at hente kul så familien kan holde varmen. Rasmus kan huske meget fra sin barndom.
"Fem et halvt år - Mai Misfeldt" handler om at de fem år i Grønland var en verden, hun blev revet ud af. Et savn, hun ikke kan dele med nogen. Forældrene er i sundhedsvæsenet og gør gode ting, men er der til gengæld ikke helt så meget for deres børn.
"Danskerbarn - Iben Mondrup" handler om at danskerbørnene typisk kun var i Grønland få år, så venskaber var svære at knytte. Og de blev ikke undervist i grønlandsk, så hun kan stadig ikke grønlandsk.
"I en forstad til det rigtige Grønland - Emile Hertling Péronard" handler om at være grønlandsk i Danmark og dansk i Grønland og egentlig synes at det er ok. Men det nager at børnene ikke vokser op på samme måde med nordlys og is.
"Livets udkant - Minik Rosing" handler om at være den evige amatøreskimo.
"Den rette frekvens - Kaare Sørensen" handler om Kaare, født 1979 i Aarhus og fra 1991 til 1996 boet i Nuuk. I Nuuk laver han radio hele tiden for Radio Nuummiunut. Og falder, fordi han kigger på nordlys, mens han går. I Danmark er der ikke nordlys.
"Barn i dønningerne af kolonitiden - Elisabeth Toubro" handler om Elisabeth født 1956 i Nuuk (eller rettere Godthåb, som byen hed dengang). Hun er blandt andet kendt for Vanddragen på Store Torv i Aarhus. Hun kunne bedst lide at gøre drengeting og det hånede de grønlandske piger hende for: Angutaasaralak - Du, som ligner en mand. Naturen er farlig og selvom man leger udenfor, skal man passe på hinanden. Hun er på ferie i Danmark på et tidspunkt og kommer tilbage og starter i den danske skole. Og tænker ikke så meget over at andre går i den grønlandske skole og at kun grønlandske børn med særlige forudsætninger går i den danske del.

Tankevækkende tilbageblik på en barndom som delvist er sket i Grønland. Kolonitiden hænger over næsten alt, hvad der sker. Minik Rosings bidrag har været offentliggjort før og er ikke helt så fokuseret på barndommen som de andre.… (mere)

Thomas O’Malley Lindstrøm troede, at han var kommet ud på den anden side. Væk fra slummen, væk fra moderen, der stak af da han var lille, væk fra den alkoholiserede og kriminelle far, væk fra den krævende søster Jenny. Men da faderen dør i fængslet, rippes der op i alle de gamle sår, og da Thomas samtidig finder en formue fra farens sidste kup, begynder uhyggen snart at brede sig.

Thomas er omkring de 40, har en papirbutik med vennen Maloney og et godt liv med kæresten Patricia. Hun vil godt nok have børn, og det vil han ikke, men ellers lever de godt. Da Thomas var lille boede han hos faderen og var nødt til at tage sig af Jenny, fordi der ikke var andre der kunne.

Det er han dødtræt af, og det er kun modvilligt, at han deltager i planlægningen af begravelsen. Den fører ham igen sammen med niecen Alice, faderens gustne kompagnoner og den mystiske Luc / Luke, der trænger sig mere og mere på. Den gamle vrede vælder frem, men det gør beskyttertrangen over for Alice også.

Thomas kan ikke forstå, hvad der sker med ham, og han kan slet ikke tøjle sine voldsomme følelser for familien. Luc / Luke gør det hele værre, for han har et helt andet billede af faderen Jacques. Mens Jacques svigtede Thomas og Jenny, så har han fungeret som en rigtig far for Luc / Luke. De har fisket sammen og sågar også diskuteret poesi. Det passer slet ikke med Thomas’ oplevelser, og han bliver både jaloux og rasende over at få spoleret sit eget billede af faderen som et dumt svin.

Romanen starter med, at Thomas og Jenny fraskriver sig arv og gæld, og resten af historien viser, at det er et håbløst projekt. Oplevelserne følger med, og fordi Thomas er den, der narrer sig selv mest ved at afskrive fortiden som et afsluttet kapitel, er han også den der rammes hårdest, da den vender tilbage som en boomerang.

Sten saks papir er en voldsom og foruroligende historie om det mørke og de drifter, mennesket skjuler lige under den polerede overflade. Den første halvdel var lidt tung, og Thomas vilde humørsvingninger er ikke bare svære at kapere for hans omgivelser. Det var de også for mig som læser, så det var svært at leve sig ind i historien.

Bogen er udmærket, men den kunne med fordel være kortet noget ned – og i årets romanklub er der bedre bud på en vinder.… (mere)