Richard Rhodes (1) (1937–)

Indeholder "Prologue: A Different Country", "Part One. Following the Calutron Trail", "1. "President Bush's Frankenstein"", "2. Cutting Saddam's sinews", "3. True courage", "4. Following the Calutron Trail", "Part Two. Breakdown and reformation", "5. The little suitcase", "6. Many little monsters", "7. Waiting for Forty years", "Part Three. Coming in from the Cold", "8. Preventive defense", "9. Leaving the Laager", "10. A million and a trillion", "11. Great leaders", "12. The cornerstone of peace and stability", "13. The dog ate my homework", "Part Four. An intolerable threat to all humanity", "14. Regime change", "15. The hard stare into the abyss", "16. The twilight of the bombs".
Glimrende gennemgang af A-våbnenes nyere historie. Saddam Hussein forsøgte faktisk at få lavet en a-bombe, men Kuwait-krigen satte en stopper for den ambition.
Sydafrika og Israels bombeprogrammer. Nedrustning, kup i Sovjetunionen mod Gorbatjov. Nordkorea. Bush, Clinton, Bush. Sydafrika og Israel sprængte en lille bombe på en sydafrikansk ø langt væk fra alting og med næsten evigt overskyet vejr, men der var alligevel hul nok i skydækket til at det blev opdaget af en amerikansk Vela satellit. Nedrustningen efter den kolde krig har betydet destruktion af titusindvis af bomber og bombemateriale.
Det er et godt gæt at det ikke er så svært at lave bomber, hvis man har højt beriget uran - HEU. Men ellers er det ret svært.

Nogenlunde bog, der er mere politisk beskrivende end teknisk.… (mere)

Indeholder kapitlerne "A Rigid System", "To the Chernobyl Sarcophagus", "Moscow Does Not Believe in Tears", "A Hierarchy of Vassals and Chiefs", "Apes on a Treadmill", ""The Bomber Will Always Get Through" (I)", ""The Bomber Will Always Get Through" (II)", "The Sorcerer's Apprentices (I)", "The Sorcerer's Apprentices (II)", "Decapitation", "Rehearsing Armageddon", "The Warheads Will Always Get Through", "Common Security", "Going Around in Circles", "Naysayers Hard at Work", "Looking Over the Horizon", "The Sovereign Right to Choose", "The Little Suitcase", "Notes", "Bibliography", "Acknowledgments", "Permissions Acknowledgments", "Index".

Bogen starter med en rædselsvækkende gennemgang af Tjernobyl-ulykken og beretter om helikopterbesætninger, der flyver ind over den nøgne reaktorkerne og dumper sandsække. Låget - kaldet pyatachok, eller en russisk femøre - på 1000 tons er blæst halvt af - og der er fri adgang til den brændende kerne. Brrr. Tjernobyl er en følge af at al sovjetisk infrastruktur var underlagt militæret, så for at kunne tappe plutonium ud af brændselsstavene lettest muligt var der huller i indkapslingen.
Derefter får vi en beskrivelse af Gorbatjev og historien om rustningskapløb og senere nedrustning.
Åbning af arkiverne viste at der var 62 russiske kernevåben på og i nærheden af Cuba. Kennedy gjorde klogt i ikke at optrappe konflikten til krig.
Poitikerne lavede en kategorifejl: "what philosophy calls a category mistake, an assumption that nuclear explosives are military weapons in any meaningful sense of the term, and that [therefore] a sufficient quantity of such weapons can make us secure."
Så jo flere og jo større våben, jo større sikkerhed?
Temaet er at der altid slipper en bombemaskine eller et missil igennem. Fx har USA i 1954 en plan for bombning af Soviet, så der kun er en rygende radioaktiv samling af ruiner tilbage efter 2 timer. I 1960 var USA's arsenal på 18638 bomber og sprænghoveder og 20500 megatons. Problemet var simpelthen at koordinere et angreb. Planen var at bombe både Kina og Soviet, nu man var i gang. Også selv hvis Kina slet ikke var involveret i krigen. Desuden talte man kun sprængkraften med i beregninger af ødelæggelser, hvilket var absurd, for brande forstærker effekten. Man lavede lister over mål, men det var som at slå et søm i med et meteor. Udenom målet ville alt andet også blive ødelagt. Fx var der nok 400 bomber reserveret til Moskva.
Under Cuba-krisen kunne Soviet skyde ca 270 bomber afsted mod USA, mens USA havde tusindvis.
Sovjet forsøger at følge med, men højrefløjen i USA maler et skræmmebillede op om at det er Sovjet, der er foran. Cheney, Rumsfeld og Perle. SS-20, Carter og Reagan. Pershing-2 og krydsermissiler. Helt tilbage i 1966 er der overvejelser over Sovjets økonomiske svagheder. Andrei Sakharov advarer i 1970 Brezhnev om fx forskellen i brug af computere. Han understreger også at det er et problem med styreformen. Problemet kan ikke løses fra toppen.
USA videreudvikler sine atomvåben, fx W85 dial-a-yield med fra 0.3 til 45 kiloton sprængkraft. Oven i kom en misforståelse fra Carter til Reagan administrationen, som ad vanvare gav et vanvittigt højt militærbudget. Reagans ide var også at bruge pengene på militæret for at tvinge størrelsen på resten af budgettet ned.
Russisk militær har det fint med at blive kaldt "Evil Empire" for de får lov at bruge mange penge på øvelser.
Reagan giver militæret lov til at provokere russerne og indirekte bliver det skyld i at russerne skyder KE007 ned. Russerne er heller ikke begejstrede for KE007 var i russisk luftrum meget længe uden at luftforsvaret lagde mærke til det. USA invaderer Grenada. 2-11 november 1983 kører NATO øvelsen Able Archer.
Russerne er med god grund nervøse over den.
Den 20. november 1983 ser Reagan filmen "The Day After", hvor Lawrence, Kansas bliver ramt af et russisk missil og udslettet. Faktisk er filmen underspillet, for i virkeligheden ville byen være helt væk. Reagan havde med nød og næppe overlevet et attentat i foråret 1981 og mente at Gud havde sparet ham, så han kunne gøre noget ved a-våbenproblemet. Reagan har en ide om at Armageddon er en krig på a-våben og vil bygge et skjold.
I november 1990 slutter den kolde krig reelt med underskriften af Conventional Forces in Europe Treaty. Reagan og Gorbatjov mødes. Gorbatjovs første indtryk er at han har mødt en hulemand. Reagan tror på SDI og på at det bare er et fredeligt skjold.
28 januar 1986 eksploderer rumfærgen Challenger og 26 april eksploderer Tjernobyl-værket. Gorbatjov kan fint se at Tjernobyl er en lille nem kæmpekatastrofe sammenlignet med bare nogle få a-våbensprængning. Reagan og Gorbatjov mødes i Island for at sætte skub i nedrustningen for de kan se at der ellers intet sker. Reykjavik strander på SDI, som Reagan ikke vil aflive, men alligevel er det starten på noget stort.
Både Rusland og USA skærer ned på kernevåben og konventionelle våben uden at vente på den anden part. Et august-1991 kup venter på Gorbatjov.
I den sidste ende er det Boris Yeltsin, der sidder med den lille kuffert med koderne. Både Sovjet og USA har brugt milliarder på våben, de aldrig kan bruge.

Glimrende bog, men med langt større vægt på politik end på teknik.… (mere)

Indeholder "Preface to the Sloan Technology Series", "Proloue: Deliveries", "Part One: A Choice between Worlds", "1. 'A Smell of Nuclear Powder'", "2. Diffusion", "3. 'Material of Immense Value'", "4. A Russian Connection", "5. 'Super Lend-Lease'", "6. Rendezvous", "7. 'Mass Production'", "8. Explosions", "9. 'Provide the Bomb'", "10. A Pretty Good Description", "Part Two: New Wapons Added to the Arsenals", "11. Transitions", "12. Peculiar Sovereignties", "13. Changing History", "14. F-1", "15. _Modus Vivendi_", "16. Sailing Near the Wind", "17. Getting Down to Business", "18. 'This Buck Rogers Universe'", "19. First Lightning", "20. 'Gung-ho for the Super'", "Part Three: Scorpions in a Bottle", "21. Fresh Horrors", "22. Lessons of Limited War", "23. Hydrodynamic Lenses and Radiation Mirrors", "24. Mike", "25. Powers of Retaliation", "26. In the Matter of J. Robert Oppenheimer", "27. Scorpions in a Bottle", "Epilogue: The Gradual Removal of Prejudices", "Acknowledgments", "Notes", "Glossary of Names", "Bibliography", "Index".

Luis Alvarez er med til at lave bomben og flyver med over Hiroshima. Stort set samtidig starter a-våben kapløbet mellem USA og Sovjet. I 1939 er teorien ved at tage form, man kan måske lave bomber med hurtig fission og Uran-235 og/eller reaktorer med Uran-238. Stalin slagter løs, men skåner nok til at kunne lave a-bomber. Russerne er dygtige, men er hele tiden bagud fordi de mangler penge, folk og adgang til amerikanernes og englændernes forskning. Takket være spioner, specielt Klaus Fuchs, får de dog alligevel store dele af forskningen foræret, men hele tiden på bagkant, så fx finder de først ud af at grafit/naturligt uran er en mulighed (og dermed plutoniumfremstilling), mange måneder efter at Fermi har den første pile kørende.
Under Lend/Lease aftalen får de enorme mængder af amerikansk teknologi foræret, vi snakker ugentlige flyladninger og hele skibe lastet med dokumenter.
Samtidig kører Stalin en-gros forretning på spionage og det er ingen overraskelse for ham, da Truman fortæller om bomben. Fx ved russerne alt om initiatorens design med 5 curie polonium indeni.
Efter krigen er Sovjet på ca halv styrke i forhold til før krigen. Stalin giver ordre til at skaffe ham bomben. Han satser på at bygge en tro kopi af den amerikanske bombe. Russerne fandt 130 tons uranmalm i Tyskland og USA og Sovjet havde dermed delt alt hvad tyskerne havde skaffet sig af malm.
Igor Kurchatov er i spidsen af projektet med Beria som garant for at skaffe hvad skaffes skal. Kurchatov/Beria er samme konstruktion som Oppenheimer/Groves i USA.
USA/Sovjet kommer hurtigt på kant efter sejren over Hitler. Den 5. marts 1946 holder Winston Churchill sin berømte "Sinews of Peace" tale.
Amerikanerne har udgivet en rapport, Smyth-rapporten, som beskriver store dele af processen, men russerne forsøger at malke Niels Bohr for flere detaljer helt uden held.
I 1934 havde Ernest Rutherford, Marcus Oliphant og Paul Hartteck opdaget og beskrevet deuteriumkerners kollision med tungt vand, hvilket gav en fusionsreaktion.
Når man først har en fissionbombe er der nærliggende at se om den kan lave temperaturer på 100 millioner grader og dermed lave fusion i større stil end blot nogle enkelte kerner. Allerede i september 1941 får Enrico Fermi ideen til en super og diskuterer det med Edward Teller. Et gram deuterium omdannet til helium giver samme energi som 150 tons TNT. 12 kilogram flydende deuterium giver så en 1 megaton. Teller gør brintbomben til sit livs projekt. Det er meget kompliceret at regne på hvad der sker i en brintbombe. Heldigvis er ENIAC på banen fra starten af 1945. Von Neumann møder Herman Goldstine på en perron i Aberdeen, Maryland i 1944, og de kommer til at snakke om ENIAC. I vinteren 1944/1945 skriver von Neumann en 101-sider rapport om computere generelt og får lagt en masse grundprincipper fast.
Brintbomben er anderledes end fissionsbomben, for den brænder bare så længe, der er brændstof. Stjernerne viser jo klart at der ikke er nogen særlig begrænsning på hvor stor man kan lave en bombe. Allerede i 1946 forudsiger forskerne at en brintbombeeksplosion nærmere kan sammenlignes med naturkatastrofer som 1906-jordskælvet i San Francisco eller Krakatoa (Krakatau) i 1883. Teller overvejer også alvorligt om der er en risiko for at starte en kædereaktion i atmosfæren.
Undervejs dukker der også mange ideer op til at forbedre fissionsbomber.
I 1946 stopper USA med at give fødevarehjælp til Sovjet selv om der er udbredt hungersnød ovenpå en tørkeramt høst. Samme år brugte Sovjet ca 270 millioner rubler på a-våben programmet. Imens laver USA stadig atombomber, men de er mildt sagt ikke operative.
USA tester et par bomber mod skibe ved Bikini, men luftvåbenet insisterer på at bruge deres egne fejlbehæftede tal og rammer ved siden af.
Imens har Igor Kurchatov travlt med at lave plutonium i reaktor F-1. Det når kritisk masse 25 december 1946.
Imens har amerikanerne faktisk præcis 0 bomber klar til brug. Og Hanford reaktorerne havde fået Wigner's sygdom, dvs neutronflux havde fået dem til at svulme op, så de ikke kunne bruges på fornuftig vis.
Våbenkapløbet fortsætter. Edward Teller mener ikke at et lagkagedesign virker, for det kan ikke lave bomber i megatonklassen. Stanislaw Ulam og Edward Teller får en god ide med strålingskompression, hvor en fissionsbombe vha røntgenstålingsflux tænder fusionsdelen, der kan placeres lidt væk.
Man laver også eksperimenter med forstærkede fissionsbomber, fx George på 225 kiloton, hvor de ca 25 kom fra mindre end 1 ounce tritium.
Greenhouse på 45,5 kiloton hvor halvdelen kom fra en DT-gas.
Peter Kapitza var i 1930'erne i Cambridge og lavede nogle virkelig elegante maskiner til at producere flydende brint, helium, kvælstof etc, så amerikanerne var urolige for hvad han mon lavede for russerne, efter at han tog tilbage til dem.
I 1952 laver amerikanerne en Ivy Mike (M for megaton) og en Ivy King (K for kiloton) prøvesprængning ved Eniwatok. Mike er en stationær bombe, for den er meget upraktisk med flydende tritium og deuterium, men King kan transporteres med fly.
De gætter på at Mike vil give 5 megaton, men måske helt op til 50 eller 90 megaton. Testen er timet med præsidentvalget, så den første brintbombe i megatonstørrelse er lavet under Truman, mens Eisenhower kommer til at hænge på den nye opfindelse. Vannevar Bush synes det er en rigtig dårlig ide. Truman vil ikke stoppe testen, men lader vide at det vil være fint, hvis tekniske vanskeligheder udskyder testen. Eniwetok blev erobret fra japanerne i februar 1944 og reserveret til testformål. 1948 Sandstone, 1949 Greenhouse og 1952 Ivy.
Mere end 500 målestationer overvågede Mike testen. Nogle af dem bare en skive af eksotiske metalskiver til at måle neutronstrålingens virkninger på, nogle af dem større bunkeranlæg. Udover Mike pølsen var den særeste konstruktion en 2.5 x 2.5 x 2700 m lang krydsfinertunnel fyldt med heliumballoner - tyve tusinde 100-kilos flasker! Krause-Ogle kassen ledte neutron- og gamma-stråling videre til Bogon, så man kunne måle præcist på starten af fission- og fusion-processerne. Bogon-bunkeren ville sikkert blive beskadiget af bomben, så måleresultaterne blev transmitteret live til den næste bunker i kæden.
Fissionsbomben bliver skiftet fra en plutonium version til en med mere uran i for at mindske risikoen for at fissionen starter for tidligt. Man brugte 92 detonatorer (for at slippe for det meget større cirkus med sprængstof "linser"). Det var vigtigt, fordi strålingen fra fissionsbomben skal tænde den store termoflaske med deuterium og tritium og jo mindre irrelevant stof imellem, jo bedre.
Mike virker perfekt. Fissionsbomben tænder og nogle få mikrosekunder senere tænder røntgenstrålingen for fusionsbomben. Se side 506.
Ildkuglen er mere end 5 km i diameter. Til sammenligning var Hiroshima-bomben under 200 meter i diameter.
Termoflasken var pakket ind i polyethylen og i midten var der et tændrør af plutonium. Nogle af neutronerne fra fusionen er 14 MeV og de kan sagtens spalte Uran-238, så der er også en god sjat Uran-238 brugt som indpakning. Fusionsprocesserne D+D, D+T, T+T, Li-6 + n, He-3 + D giver allesammen bidrag til bombens energi. D = H-2, T = H-3.
To timer efter eksplosionen flyver Red Leader, et F-84 fly udstyret til prøveoptagning, igennem stilken på paddehatteskyen. Den er stadig rødglødende og piloten, oberst Meroney, skynder sig væk. 8 ud af de 10,4 megaton kom fra fission af U-238, så egentlig var Mike en fission-fusion-fission snavset bombe. På University of California kan man se på en seismograf at bomben virkede. 20 minutter fra eksplosion til seismografudsving i Berkeley.
Pointen ved Mike-testen er at den viser hvordan man kan skalere uhindret opad. Rene fissionsbomber har formentlig en max-grænse ved ca 1 megaton.
I 1953 dør Stalin og Lavrenti Beria bliver arresteret. Centralkomiteen bliver chokeret over at opdage at Beria havde gang i et projekt med at lave en russisk brintbombe. En masse papirer var underskrevet uden at Centralkomiteen eller regeringen vidste noget.
USA henretter ægteparret Rosenberg i juni 1953. Julius Rosenberg dør hurtigt, men Ethel Greenglass Rosenberg overlever de første stød og dør først efter 4 1/2 minut. Beria bliver tilsvarende dømt i Moskva og bliver skudt i sin celle af general Pavel Batitsky.
Den 12 august 1953 - efter en større evakuering af tusinder af folk fra Semi-palatinsk området - tester russerne deres lagkagebombe, Joe-4. Amerikanerne analyserer nedfald og kan rekonstruere bomben. Joe-4 var ca 400 kilotons og et godt gæt er at den højst kunne laves dobbelt så stor.
I USA begynder McCartny og konsorter at sværte Robert Oppenheimer. Hans sikkerhedsgodkendelse bliver trukket tilbage.
1. marts 1955 tester USA den første lithium-deuterium brintbombe, Castle Bravo. Den bruger lithium beriget til ca 40 procent Li-6 og beregning på forhånd af størrelsen af eksplosionen overså at de 60 procent Li-7 også ville tænde. Den bliver på 15 megatons og dermed den største USA nogensinde testede. Ildkuglen er 6 kilometer i diameter og tager også den nærmeste testbunker med i købet. Nogle af videnskabsfolkene er på et skib 45 kilometer væk og får nedfald på sig. Fx Marshall Rosenbluth, der får 10 rad. En japansk fiskerbåd og indfødte på Rogelap, Ailinginae og Utirik får også nedfald i dødsensfarlige mængder at føle.
Castle Romeo er også meget større end beregnet med 11 megatons. Flere andre tests giver interessante resultater, fx Nectar der vejede under 4 tons og gav 1,69 megaton sprængkraft.
Det amerikanske luftvåben bruger a-våbnene som løftestang til at få større bevillinger og enkelte mener faktisk at de kan vinde en krig. Power og LeMay er iblandt dem og det er ikke rar læsning at se hvordan de ville have håndteret Cuba-krisen.

Glimrende og til tider meget spændende bog. Kapitsa har mod og mandshjerte nok til at kritisere Beria og klage til Stalin over ham.… (mere)

Indeholder "Part One: Profound and Necessary Truth", "1. Moonshine", "2. Atoms and Void", "3. Tvi", "4. The Long Grave Already Dug ", "5. Men from Mars ", "6. Machines ", "7. Exodus ", "8. Stirring and Digging ", "9. An Extensive Burst ", "10. Neutrons ", "11. Cross Sections ", "12. A Communication from Britain ", "13. The New World ", "14. Physics in Desert Country ", "15. Different Animals ", "16. Revelations ", "17. The Evils of This Time ", "18. Trinity ", "19. Tongues of Fire ", "Epilogue ".
Leo Szilard får sin uddannelse i Tyskland i Weimarrepublikkens dage og er smart nok til at være på toget ud af Tyskland, lige dagen inden porten klapper i. Han er inspireret af H. G. Wells skriverier om en verdensrepublik og samler fysikerne i en slags åben sammensværgelse mod nazisterne. I London ser han en meddelelse om at Lord Rutherford ikke mener at kerneenergi kan lade sig gøre - hvilket giver ham ideen om en kædereaktion. Rutherford ender alligevel med at regne på den frigjorte energi og den er jo 10000vis gange større end kemisk energi. Bohr har studeret dråber i sin studietid og har en perfekt intuition for atomkerner. Bohr fik sin Ph.D. i 1911 og smuttede til Cambridge under Thompson og Rutherford. Rutherford var lærer for 11 senere nobelpristagere, men Bohr var klart den kvikkeste. Første verdenskrig kommer og går. Krigen bliver mekaniseret og en slags automatiseret slagtehal. Bombninger af civile og brug af giftgas bliver hverdagskost. The Long Grave Already Dug er selvfølgelig skyttegravene.
Forfatteren starter med at vise os de vigtigste fysikere som personligheder. Edmund Teller, Wigner, John von Braun, Leo Szilard og de andre eksilungarere bliver kaldt for marsmændene, fordi de tydeligt er kvikkere end resten, men taler med accent. Det passer fint med noget marsboere, der har brug for en dækhistorie og alle ved at ungarere har problemer med at tale uden accent, så de kan klare sig fint alle andre steder end Ungarn. Sandheden er dog desværre at de "bare" er blevet forfulgt i Ungarn pgra jødiske aner.
Bohr fortsætter med at få styr på det periodiske system, fx at antallet af protoner i kernen bestemmer hvilket grundstof, antallet af neutroner hvilken isotop og elektronfordeling i skaller bestemmer de kemiske egenskaber. Hafnium bliver fundet, netop ved at lede i zirkoniumholdige malme som han har forudsagt og næsten samtidigt med at han får Nobel-prisen. I 1922 samler han også Werner Heisenberg op i Göttingen. Heisenberg finder usikkerhedsprincippet. Schrödinger finder en dualitet med bølger og Bohr formulerer komplementaritetsprincippet.
Rutherford finder i 1919 ud af at alfa-partikler kan splitte kvælstofatomer, så de bliver til O-19.
Chadwick finder i 1932 eksperimentelt bevis for neutroner (alfabombardement af beryllium udløser neutroner, som når de rammer parafinvoks, udløser brintkerner, dvs protoner, som kan detekteres). Curie-Joliot har set fænomenet først, men fejltolker det. Lawrence har bygget en cyklotron og den er perfekt til at lave neutroner med vha beryllium.
Einstein og nærmest flokke af andre jødiske videnskabsmænd bliver skubbet ud af Tyskland eller flygter.
Leo Szilard er god til at gætte, men har ikke penge til at gøre eksperimenter for. I mellemtiden får eksperimentalfysikerne ad omveje styr på isotoper, halveringstider osv.
Niels Bohr får 0,6 gram radium som 50-års fødselsdagsgave i 1934. Sent i 1935 kommer der eksperimentelle data for neutronindfangning i kerner og i januar 1936 publicerer Bohr en artikel, hvor kernen beskrives som den nu velkendte pose med neutroner og protoner i. Szilard og mange andre laver eksperimenter på uran og får mærkelige resultater. Da Bohr hører om dem, bliver han tavs i en times tid og tegner så et diagram over U-238 og U-235's egenskaber, der forklarer alting. Han tror dog ikke at fission er vejen frem, for det vil kræve "at man laver hele Amerika om til en stor fabrik", hvis man vil separere nok U-235.
Gasdiffusion ser imidlertid ud til at virke.
Brugte radon-ampuller indeholder polonium, som er en ret ren alfa-kilde. Atombomber ender med at have en kerne af polonium og beryllium til at give startneutroner.
Fermi får lavet den første pile. Version 2 har dåser af grafit med uran oxid i. De opvarmes for at holde fugt ude. Ren metallisk uran er endnu bedre og måske kan man bruge meget rent men almindeligt vand som køling?
Heisenberg ved allerede i 1942 at plutonium og uran-235 sandsynligvis vil vise sig at være sprængstoffer af utrolig styrke, men dels har tyskerne ikke ressourcerne til at kaste efter et projekt, dels har Heisenberg svært ved at få fortalt nazi-toppen om hvor vigtigt det er. Speer har noteret sig at han blev informeret i maj 1942.
Imens tyskerne ikke har råd til bare et projekt, forfølger amerikanerne fem måder, centrifugering, gasdiffusion, elektromagnetisk, grafitreaktor, tungtvandsreaktor.
Amerikanerne vil ikke risikere at tyskerne får bomben først og stejler ikke over et estimat på måske 500 millioner dollars.
Japanerne regner også på det, men kan se at de ikke kan nå det og at det også vil være vældigt dyrt for dem - halvdelen af deres kobberproduktion.
Fermi får en kædereaktion gående med en pile, der er mellem 56 og 57 lag tyk. Egentlig var den tænkt som en 76-lags kugle, 250 tons grafit og 6 tons ren uran i form af æg. Heldigvis bliver nogle af neutroner først frigivet efter nogle sekunder, så man kan faktisk styre reaktionen.
En hurtig fission er derimod svær at styre, så hvordan man skal samle den kritiske masse er et stort problem.
De ender med at lave en kanontype til Uran-235 og en implosionstype til Pu-239 (fordi kanontypen ikke kan samle plutonium hurtigt nok). Det tager et laboratorium med 4000 medarbejdere at få implosion til at virke. Fx laver de røntgenlynfoto af eksplosionerne, så de kan se hvad der faktisk sker.
Initiatoren er heller ikke simpel. Faktisk er konstruktionen ikke deklassificeret endnu, så man skal sikkert få nogle gode ideer undervejs.
LeMay går i gang med at få B29 luftflåden til rent faktisk at levere resultater. Første succes er bombningen af Tokio, der producerer en fladebrand af hidtil usete dimensioner, det er værre end ildstormen i Dresden. Hvis ikke det var lykkedes, ville man være nødt til at foretage landgang på de japanske hovedøer og risikerer massive tab af allierede soldater.
Efter invasionen i Europa søger amerikanerne intenst efter uranmailm og fissibelt materiale og tyske forskere og bringer alt i sikkerhed. De finder en tysk tungtvandsreaktor og bliver endeligt overbevist om at tyskerne ikke er i nærheden af en atombombe. I USA udpeger man målbyerne. Udenrigsminister Stimson freder Kyoto og Lemay bomber imens løs, så det efter 1. januar 1946 ville være umuligt at finde en nogenlunde intakt by at bruge som a-bombemål.
Trinity bliver en succes og der er gode målinger, isotopfordeling, fotos osv af det hele.
Sprængstofeksperten Kistiakowsky har lavet en perfekt implosion.
Stimson tager til Berlin og ser den totale ødelæggelse og tænker over hvad der skal til for at få Japan til at overgive sig. LeMay har slået 100000 af Tokios indbyggere ihjel på en nat, men alligevel ser det ikke ud til at have nogen effekt på krigen.
Manhattan projektet var enormt dyrt. Som hele USA's bilindustri på det tidspunkt. Ca 2 milliarder dollars. I august 1945 var de klar til at producere ca 3 bomber om måneden, men stigende til 7 om måneden allerede i december 1945.
Krigsskibet Indianapolis fragter Little Boy til Tinian og på vejen tilbage til Philipinerne bliver det torpederet af en japansk ubåd og synker. Kun ca 300 overlever længe nok til at blive reddet.
Hiroshima rykker op på toppen af mållisten, fordi der vistnok ikke er allierede krigsfanger der.
Bomberne bliver smidt for at fremtvinge en betingelsesløs overgivelse, fordi lektien fra første verdenskrig talte imod at sætte betingelser.
Alt var omhyggeligt indøvet og bomben "an elongated trash can with fins" 5 tons tung, 3 meter lang og forsynet med 4 radar tændsatser, en tidsforsinket tændsats og en trykføler. Piloten Tibbets fortæller resten af besætningen, at det er en atombombe, de har med. I et ledsagefly gør Luis Alvarez sig klar.
Bomben bliver kastet og Enola Gay er 15 km væk, da lysglimt og en direkte trykbølge og derefter en indirekte trykbølge rammer.
Sprængningen på ca 13 kiloton forvandler byen til et brændende lighus, hvor 70000-80000 dør med det samme. Indenfor en radius af 1.5 km fra ground zero giver varmen femtegradsforbrændinger, dvs brænder igennem til knoglerne. Ligene er små sorte bylter. Længere væk bliver folk stadig brændt til laser og ukendelighed og skadet af trykbølgen.
Bomber starter en ildstorm, så kun de mest adrætte af de overlevende har en chance. Alene de materielle skader beløber sig til over 1.1 millioner menneskers årsindkomst. Stort set al infrastruktur er væk og af 76000 bygninger er 70000 skadet eller ødelagt, 48000 af disse er helt ødelagt.
6. august Hiroshima, 9. august Nagasaki. 22 kilotons sprængkraft. Den tredje bombe ville måske have været klar allerede den 17. august, hvis ikke japanerne havde overgivet sig betingelsesløst. Strategic Air Force havde foreslået Tokyo som næste mål!
Imens bombede LeMay videre. Den 13. august gik det ud over Kumagaya og Isezaki med ca 6000 tons spræng- og brandbomber.
Efter krigen er forskerne delt mellem at masseproducere bomber, lave en brintbombe eller bare gå hjem og forske.
I juni 1946 har USA 7 bomber (+ et par stykker uden initiatorer). Et år senere har de stadig kun 13, for det er hårdt ved reaktorerne at lave plutonium.
Den 23. september 1949 sprænger Sovjet deres Joe-1 bombe. USA forsøger at lave brintbomber, men første design er ikke godt.
Ulam-Teller designet bruger plastik som bliver komprimeret af røntgenstråler fra en a-bombe. Dvs et plastikrør med fusionsmateriale indeni og så en god gang røntgenflux. Strålingen kommer med lyshastighed, så man har indtil trykbølgen kommer. Når først fusionen er startet, fortsætter den sålænge der er brændsel til stede, dvs den kan gøres vilkårligt stor. Men den skal lige i gang. En stang plutonium indeni giver mulighed for en fission-fusion-fission bombe.
Mike testen ved Eniwetok 1. november 1952 giver 10.4 megatons og Eduard Teller i Berkeley kan se at det virkede bare ved at holde øje med seismografen. Alene ildkuglen er over 5 km i diameter. Men bomben vejede 65 tons. Russernes i august 1953 var ikke en rigtig brintbombe, men den 23 november 1955 dropper de en fra et fly og den er god nok.

Fantastisk bog. Det er senere kommet frem at uranet til bomberne kom fra en mine i Congo, Shinkolobwe, hvor malmen er utroligt rig på uran.… (mere)