Indeholder "Part One: Profound and Necessary Truth", "1. Moonshine", "2. Atoms and Void", "3. Tvi", "4. The Long Grave Already Dug ", "5. Men from Mars ", "6. Machines ", "7. Exodus ", "8. Stirring and Digging ", "9. An Extensive Burst ", "10. Neutrons ", "11. Cross Sections ", "12. A Communication from Britain ", "13. The New World ", "14. Physics in Desert Country ", "15. Different Animals ", "16. Revelations ", "17. The Evils of This Time ", "18. Trinity ", "19. Tongues of Fire ", "Epilogue ".
Leo Szilard får sin uddannelse i Tyskland i Weimarrepublikkens dage og er smart nok til at være på toget ud af Tyskland, lige dagen inden porten klapper i. Han er inspireret af H. G. Wells skriverier om en verdensrepublik og samler fysikerne i en slags åben sammensværgelse mod nazisterne. I London ser han en meddelelse om at Lord Rutherford ikke mener at kerneenergi kan lade sig gøre - hvilket giver ham ideen om en kædereaktion. Rutherford ender alligevel med at regne på den frigjorte energi og den er jo 10000vis gange større end kemisk energi. Bohr har studeret dråber i sin studietid og har en perfekt intuition for atomkerner. Bohr fik sin Ph.D. i 1911 og smuttede til Cambridge under Thompson og Rutherford. Rutherford var lærer for 11 senere nobelpristagere, men Bohr var klart den kvikkeste. Første verdenskrig kommer og går. Krigen bliver mekaniseret og en slags automatiseret slagtehal. Bombninger af civile og brug af giftgas bliver hverdagskost. The Long Grave Already Dug er selvfølgelig skyttegravene.
Forfatteren starter med at vise os de vigtigste fysikere som personligheder. Edmund Teller, Wigner, John von Braun, Leo Szilard og de andre eksilungarere bliver kaldt for marsmændene, fordi de tydeligt er kvikkere end resten, men taler med accent. Det passer fint med noget marsboere, der har brug for en dækhistorie og alle ved at ungarere har problemer med at tale uden accent, så de kan klare sig fint alle andre steder end Ungarn. Sandheden er dog desværre at de "bare" er blevet forfulgt i Ungarn pgra jødiske aner.
Bohr fortsætter med at få styr på det periodiske system, fx at antallet af protoner i kernen bestemmer hvilket grundstof, antallet af neutroner hvilken isotop og elektronfordeling i skaller bestemmer de kemiske egenskaber. Hafnium bliver fundet, netop ved at lede i zirkoniumholdige malme som han har forudsagt og næsten samtidigt med at han får Nobel-prisen. I 1922 samler han også Werner Heisenberg op i Göttingen. Heisenberg finder usikkerhedsprincippet. Schrödinger finder en dualitet med bølger og Bohr formulerer komplementaritetsprincippet.
Rutherford finder i 1919 ud af at alfa-partikler kan splitte kvælstofatomer, så de bliver til O-19.
Chadwick finder i 1932 eksperimentelt bevis for neutroner (alfabombardement af beryllium udløser neutroner, som når de rammer parafinvoks, udløser brintkerner, dvs protoner, som kan detekteres). Curie-Joliot har set fænomenet først, men fejltolker det. Lawrence har bygget en cyklotron og den er perfekt til at lave neutroner med vha beryllium.
Einstein og nærmest flokke af andre jødiske videnskabsmænd bliver skubbet ud af Tyskland eller flygter.
Leo Szilard er god til at gætte, men har ikke penge til at gøre eksperimenter for. I mellemtiden får eksperimentalfysikerne ad omveje styr på isotoper, halveringstider osv.
Niels Bohr får 0,6 gram radium som 50-års fødselsdagsgave i 1934. Sent i 1935 kommer der eksperimentelle data for neutronindfangning i kerner og i januar 1936 publicerer Bohr en artikel, hvor kernen beskrives som den nu velkendte pose med neutroner og protoner i. Szilard og mange andre laver eksperimenter på uran og får mærkelige resultater. Da Bohr hører om dem, bliver han tavs i en times tid og tegner så et diagram over U-238 og U-235's egenskaber, der forklarer alting. Han tror dog ikke at fission er vejen frem, for det vil kræve "at man laver hele Amerika om til en stor fabrik", hvis man vil separere nok U-235.
Gasdiffusion ser imidlertid ud til at virke.
Brugte radon-ampuller indeholder polonium, som er en ret ren alfa-kilde. Atombomber ender med at have en kerne af polonium og beryllium til at give startneutroner.
Fermi får lavet den første pile. Version 2 har dåser af grafit med uran oxid i. De opvarmes for at holde fugt ude. Ren metallisk uran er endnu bedre og måske kan man bruge meget rent men almindeligt vand som køling?
Heisenberg ved allerede i 1942 at plutonium og uran-235 sandsynligvis vil vise sig at være sprængstoffer af utrolig styrke, men dels har tyskerne ikke ressourcerne til at kaste efter et projekt, dels har Heisenberg svært ved at få fortalt nazi-toppen om hvor vigtigt det er. Speer har noteret sig at han blev informeret i maj 1942.
Imens tyskerne ikke har råd til bare et projekt, forfølger amerikanerne fem måder, centrifugering, gasdiffusion, elektromagnetisk, grafitreaktor, tungtvandsreaktor.
Amerikanerne vil ikke risikere at tyskerne får bomben først og stejler ikke over et estimat på måske 500 millioner dollars.
Japanerne regner også på det, men kan se at de ikke kan nå det og at det også vil være vældigt dyrt for dem - halvdelen af deres kobberproduktion.
Fermi får en kædereaktion gående med en pile, der er mellem 56 og 57 lag tyk. Egentlig var den tænkt som en 76-lags kugle, 250 tons grafit og 6 tons ren uran i form af æg. Heldigvis bliver nogle af neutroner først frigivet efter nogle sekunder, så man kan faktisk styre reaktionen.
En hurtig fission er derimod svær at styre, så hvordan man skal samle den kritiske masse er et stort problem.
De ender med at lave en kanontype til Uran-235 og en implosionstype til Pu-239 (fordi kanontypen ikke kan samle plutonium hurtigt nok). Det tager et laboratorium med 4000 medarbejdere at få implosion til at virke. Fx laver de røntgenlynfoto af eksplosionerne, så de kan se hvad der faktisk sker.
Initiatoren er heller ikke simpel. Faktisk er konstruktionen ikke deklassificeret endnu, så man skal sikkert få nogle gode ideer undervejs.
LeMay går i gang med at få B29 luftflåden til rent faktisk at levere resultater. Første succes er bombningen af Tokio, der producerer en fladebrand af hidtil usete dimensioner, det er værre end ildstormen i Dresden. Hvis ikke det var lykkedes, ville man være nødt til at foretage landgang på de japanske hovedøer og risikerer massive tab af allierede soldater.
Efter invasionen i Europa søger amerikanerne intenst efter uranmailm og fissibelt materiale og tyske forskere og bringer alt i sikkerhed. De finder en tysk tungtvandsreaktor og bliver endeligt overbevist om at tyskerne ikke er i nærheden af en atombombe. I USA udpeger man målbyerne. Udenrigsminister Stimson freder Kyoto og Lemay bomber imens løs, så det efter 1. januar 1946 ville være umuligt at finde en nogenlunde intakt by at bruge som a-bombemål.
Trinity bliver en succes og der er gode målinger, isotopfordeling, fotos osv af det hele.
Sprængstofeksperten Kistiakowsky har lavet en perfekt implosion.
Stimson tager til Berlin og ser den totale ødelæggelse og tænker over hvad der skal til for at få Japan til at overgive sig. LeMay har slået 100000 af Tokios indbyggere ihjel på en nat, men alligevel ser det ikke ud til at have nogen effekt på krigen.
Manhattan projektet var enormt dyrt. Som hele USA's bilindustri på det tidspunkt. Ca 2 milliarder dollars. I august 1945 var de klar til at producere ca 3 bomber om måneden, men stigende til 7 om måneden allerede i december 1945.
Krigsskibet Indianapolis fragter Little Boy til Tinian og på vejen tilbage til Philipinerne bliver det torpederet af en japansk ubåd og synker. Kun ca 300 overlever længe nok til at blive reddet.
Hiroshima rykker op på toppen af mållisten, fordi der vistnok ikke er allierede krigsfanger der.
Bomberne bliver smidt for at fremtvinge en betingelsesløs overgivelse, fordi lektien fra første verdenskrig talte imod at sætte betingelser.
Alt var omhyggeligt indøvet og bomben "an elongated trash can with fins" 5 tons tung, 3 meter lang og forsynet med 4 radar tændsatser, en tidsforsinket tændsats og en trykføler. Piloten Tibbets fortæller resten af besætningen, at det er en atombombe, de har med. I et ledsagefly gør Luis Alvarez sig klar.
Bomben bliver kastet og Enola Gay er 15 km væk, da lysglimt og en direkte trykbølge og derefter en indirekte trykbølge rammer.
Sprængningen på ca 13 kiloton forvandler byen til et brændende lighus, hvor 70000-80000 dør med det samme. Indenfor en radius af 1.5 km fra ground zero giver varmen femtegradsforbrændinger, dvs brænder igennem til knoglerne. Ligene er små sorte bylter. Længere væk bliver folk stadig brændt til laser og ukendelighed og skadet af trykbølgen.
Bomber starter en ildstorm, så kun de mest adrætte af de overlevende har en chance. Alene de materielle skader beløber sig til over 1.1 millioner menneskers årsindkomst. Stort set al infrastruktur er væk og af 76000 bygninger er 70000 skadet eller ødelagt, 48000 af disse er helt ødelagt.
6. august Hiroshima, 9. august Nagasaki. 22 kilotons sprængkraft. Den tredje bombe ville måske have været klar allerede den 17. august, hvis ikke japanerne havde overgivet sig betingelsesløst. Strategic Air Force havde foreslået Tokyo som næste mål!
Imens bombede LeMay videre. Den 13. august gik det ud over Kumagaya og Isezaki med ca 6000 tons spræng- og brandbomber.
Efter krigen er forskerne delt mellem at masseproducere bomber, lave en brintbombe eller bare gå hjem og forske.
I juni 1946 har USA 7 bomber (+ et par stykker uden initiatorer). Et år senere har de stadig kun 13, for det er hårdt ved reaktorerne at lave plutonium.
Den 23. september 1949 sprænger Sovjet deres Joe-1 bombe. USA forsøger at lave brintbomber, men første design er ikke godt.
Ulam-Teller designet bruger plastik som bliver komprimeret af røntgenstråler fra en a-bombe. Dvs et plastikrør med fusionsmateriale indeni og så en god gang røntgenflux. Strålingen kommer med lyshastighed, så man har indtil trykbølgen kommer. Når først fusionen er startet, fortsætter den sålænge der er brændsel til stede, dvs den kan gøres vilkårligt stor. Men den skal lige i gang. En stang plutonium indeni giver mulighed for en fission-fusion-fission bombe.
Mike testen ved Eniwetok 1. november 1952 giver 10.4 megatons og Eduard Teller i Berkeley kan se at det virkede bare ved at holde øje med seismografen. Alene ildkuglen er over 5 km i diameter. Men bomben vejede 65 tons. Russernes i august 1953 var ikke en rigtig brintbombe, men den 23 november 1955 dropper de en fra et fly og den er god nok.

Fantastisk bog. Det er senere kommet frem at uranet til bomberne kom fra en mine i Congo, Shinkolobwe, hvor malmen er utroligt rig på uran. ( )