Jonas T. Bengtsson

Bogen starter med mordet på Palme i 1986 og slutter ved årtusindskiftet. På den tid vokser fortælleren fra at være en syv-årig dreng med et barnligt syn på verden til en ung mand, der er mere voksen end godt er.

De første år af fortællingen er drengen udelukkende sammen med sin far, og der går ikke længe, før det går op for læseren, at de er på flugt fra myndighederne. De flytter hele tiden mellem lyssky adresser, og det ser heller ikke just ud til, at der bliver betalt skat af de penge faderen tjener. Drengens far er en intelligent og følsom mand, der virker normal og har evnen til at besnakke folk og løse alle typer problemer. Han er kort sagt et forbillede, som enhver dreng må se op til, og kun når han føler sig overvåget eller når han taler præsten midt imod under en prædiken bliver det klart, at noget er galt.

I anden del af romanen er drengen blevet ældre. Han er først tilbage hos sin mor, men han har tydeligvis svært ved at vænne sig til det normale samfunds faste normer. Da faderens skygger igen læner sig ind over hans tilværelse, går han selv under jorden og lever som postmedarbejder i København under falsk navn. Finder han endelig den kærlighed, som han har så svært ved at tage imod, selvom han får den tilbudt? Og hvordan slutter den rejse, han er ude på med faderen? For den skal vel afsluttes, ligesom kongen og kongesønnen i bogens eventyr til slut kommer over søen på frøens ryg?

Jeg vil ikke røbe for meget om handlingen, for Et eventyr er også en spændende roman, og den spænding skal nye læsere ikke have spoleret. Fokus er på personer på kanten af vores samfund, som hverken har tiltro til eller respekt for autoriteter. Til gengæld er de dybt loyale over for hinanden. I bund og grund er det gode mennesker, der bare fungerer efter andre normer.

Helt centralt er forholdet mellem faderen og sønnen. Her er loyaliteten ubrydelig, også selvom det må gå op for drengen, at faderen har berøvet ham barndommen ved at slæbe ham rundt fra sted til sted.

Jeg har to problemer med bogen. For det første kommer der aldrig nogen forklaring på, hvad der egentlig ligger bag faderens flugt. Selvfølgelig skal alting ikke partout forklares, men selv de ting, som fortælleren faktisk opdager, bliver holdt skjult for læseren. For det andet har jeg det samme problem med hovedpersonerne, som jeg har med nogle af Peter Høegs randeksistenser: I forsøget på at vise, at helte kan komme alle steder fra, gøres de til de rene overmennesker. Der er ikke det job faderen ikke kan bestride, ikke den person han ikke kan besnakke. Der er ikke den ting, drengen ikke kan gennemskue eller den skoleopgave han ikke kan løse. De bliver så kompetente, at de også bliver en lille smule uvirkelige.

Når det er sagt, så ER Et eventyr en vedkommende, spændende og velskrevet roman, og Bengtsson er helt sikkert en forfatter, som jeg gerne vil læse mere af.… (mere)