Ida Jessen

I 1700-tallet var den jyske hede et øde sted. Ingen landsbyer, ingen fastboende, ingen landbrug. Men den har aldrig været mere forblæst og nådesløs end i Ida Jessens nye roman, der handler om det første, mislykkede forsøg på at forvandle heden til frodigt agerland. Det hele starter i sommeren 1754, hvor kaptajn von Kahlen kommer ridende på sin hest. Han er på en mission for rentekammeret og sig selv, for han vil bevise, at man med moderne videnskab og hårdt arbejde godt kan tvinge afgrøder og frugttræer til at vokse på sandjorden.

Næste år går arbejdet i gang: Kaptajnen har fundet et sted med frisk vand, og nu investerer han i dyr og i et flot hus, som han oven i købet bygger på en bakketop i åbent oprør mod elementerne. Vinden fejer uberørt ind fra Vesterhavet, men han er ligeglad: Huset skal være et vartegn. Det skal ikke gemmes væk i en lavning, og for at demonstrere projektets storhed, kalder han det oven i købet for Kongenshus. Von Kahlen kommer også hurtigt i kontakt med Søren Thestrup, en lokal præstesøn, der har beskæftiget sig teoretisk med opdyrkning af heden men drømmer om et embede som præst, den madglade men dovne amtmand Trappaud og godsejer Schinkel på Hald.

Schinkel (eller de Skinkel, som han insisterer på at blive tiltalt) er en barsk og ubehagelig mand, der holder sine fæstebønder i et jerngreb og i øvrigt ikke er alt for vild med von Kahlens projekt. For at forvandle heden til agerland skal den opmåles og udmatrikuleres, og så kunne det jo hurtigt vise sig, at Schinkel og andre lodsejere har tiltaget sig lidt ekstra plads kongens alhede. Flere har sammenlignet Jessens bog med en western, og her indtager Schinkel rollen som den rige ranchejer, der holder lokalsamfundet i et jerngreb. Men han er også en filur, der ynder at ankomme forklædt, når han besøger kaptajnen i hans nye hus.

Opdyrkningen kommer godt fra start. Von Kahlen har både kræfter og kapital. Han hyrer håndværkere til at bygge hus, og inden længe tiltrækker han også folk, der foretrækker livet på kanten af samfundet. Det gælder i første omgang den behændige Christian Erichsen, der uden videre flytter ind og tager sig af dyrene, og senere tager han tater-pigen Annmai Mus til sig, da hendes far i fuldskab har slået hende og kastet og hende ud i dammen. Sidst og vigtigst kommer Ann Barbara Nielsdatter til. Også hun dukker op ud af det blå med en fortid, som hun ikke har lyst til at tale om. Til gengæld er hun fantastisk til at holde hus og få noget ordentlig mad ud af de få råvarer, der er til rådighed. Stille og roligt forvandles den gensidige respekt til et varmt og ægte kærlighedsforhold.

Således skifter romanen mellem tre tematikker: Den opslidende og i sidste ende fejlslagne opdyrkning af heden, opgøret med Schinkel, der pludselig går fra uvenskab til åben konfrontation, og dynamikken i den specielle familie ude på heden. Romanen er på over 500 sider, og på lange stræk sker der ikke ret meget. Sliddet og tidens ubønhørlige gang reflekteres i fortællingens sprog og struktur, men det bliver aldrig kedeligt, for det er grundlæggende interessant at følge opbygningen af kaptajnens drøm – og bag det hele lurer Schinkels ondskab som et uvejr, der uvægerligt må komme. Også her viser Jessen sit store format, for opgøret følger slet ikke en vanlig skabelon.

Jeg har længe beundret Ida Jessen som en af tidens vigtigste og mest interessante forfattere. Efter Hvium-romanerne om skam, skyld og familierelationer i nutidens Danmark er hun begyndt at kaste sig over historisk stof. I En ny tid og efterfølgeren Doktor Bagges anagrammer beskæftigede hun sig det moderne samfunds fødsel med udgangspunkt i Thygod i tiden omkring år 1900, og nu har hun så sprunget tilbage til tiden før stavnsbåndets ophævelse. Som altid er hendes karakterer interessante og med masser af psykologisk dybde. Jeg glæder mig til at se, hvad hun kaster sig over næste gang, men foreløbig vil jeg glæde mig over endnu en helstøbt roman fra hendes side. Kaptajnen og Ann Barbara er et af årets litterære højdepunkter.… (mere)

Ida Jessen brød for alvor igennem med de såkaldte Hvium-romaner – Den der lyver, Det første jeg tænker på og Børnene – og det er tydeligvis et stof, som hun har svært ved at slippe. I hvert er hendes nyeste roman en selvstændig fortsættelse af den midterste Hvium-roman, som i øvrigt var en af de første bøger jeg anmeldte på bloggen for ti år siden. Tiden flyver!

Hovedpersonen i Telefon er præsten Lisa, der arbejder som frivillig på en telefontjeneste i København. Her tager hun og de andre frivillige imod en strøm af samtaler fra ensomme, psykisk ustabile og indimellem selvmordstruede mennesker fra hele landet. Nogle er gamle kendinge, andre ringer en enkelt gang, når dæmonerne banker på døren. Den første, fascinerende tredjedel af bogen består af sådanne samtaler, hvor Lisa roligt og altid forstående lader folk tale. Hendes kommentarer er opmuntrende, hendes spørgsmål er uddybende og hendes råd og vurderinger er få.

Men Lisa er også præsten fra Det første jeg tænker på. Hende, der mistede sin søn Gustav til en flugtbilist og siden kastede sig ud i en desperat jagt på gerningsmanden. Hende, der det ene øjeblik havde en drømmetilværelse i hånden, og det næste sank ned i en fortvivlende sump af ukontrollerbare følelser og afmagt. Hun er kommet videre, og omsorgen for datteren Marie og efternøleren Dafne har reddet ægteskabet med Frederik. Gustavs død er stadig forfærdelig, men savnet er en undertone i mol, ikke længere dén dominerende oplevelse, der fylder alle de vågne timer.

Langsomt skifter bogen karakter. Samtalerne, selv de mest oprivende, er trods alt rutine efter en årrække som frivillig. Det gælder også samtalen med kvinden fra Jylland, der bor med sine dyr i et gammelt hus, og som bare gerne vil være i fred. Så går det op for Lisa, at hun kender kvinden med den slidte stemme fra Hvium, og pludselig bliver der rippet op i fortidens sår. Spørgsmålet er, om det bliver en mulighed for endelig at lægge fortiden bag sig, eller om det bare efterlader hende med nye usikkerheder, der risikerer at underminere den skrøbelige fred, hun har fundet.

Ida Jessens prosa er præcis og afmålt, og i denne bog foldes det især ud i replikkerne. Samtalerne og samtalEN er psykologiske studier, som ikke behøver kommentarer fra en fortællerstemme. Som læser kan man se Lisa over skulderen og fornemme personerne i røret. Det er stor kunst, selvom Telefon i sin tematik er knap så vidtrækkende som f.eks. En ny tid og Dr Bagges anagrammer.… (mere)

Sidste år læste jeg En ny tid, hvor Ida Jessen fortalte historien om Lilly Bagge, der som ung lærerinde var med til at løfte de fattige hedeegne omkring Thyregod til bedre tider i starten af 1900-tallet. Hun var gift med lægen Vigand Bagge i mere end tyve år, men han forblev et mysterium for hende og også for læseren. En hård, dygtig, tavs, streng mand. Men også en lukket mand.

Nu får vi så historien fra hans side. Den slutter tidligere – Lilly har et langt liv efter hans død – men den rækker også længere tilbage, for han er tyve år ældre end hende. Det er ikke svært at genkende doktor Bagge fra den første roman. Han er – også i sin egen fremstilling - en hårdtarbejdende læge, der konstant sætter sine egne behov til side for at hjælpe sine patienter, men han er også en fanatisk missionær, der har det med dårlig hygiejne som indremissionske præster havde det med druk og hor. Bagge er ikke religiøs, men afgjort en af fremskridtets apostle.

Vigand Bagge er imidlertid meget andet. Han er f.eks. en mand med humor. Han kan godt lide at lave anagrammer – og endda også at snyde lidt for at få dem til at gå op – og man mærker et lille smil i mundvigen, når han skriver om de mange barokke situationer, han har været ude for som distriktslæge. Han er også en mand uden illusioner. Gennem romanen befinder hans krop sig i en tilstand af gradvist sammenbrud. Han må med væmmelse iagttage, hvordan han langsomt mister kontrollen over de meste basale kropsfunktioner.

”Ingen telefon, ingen stemmer. Ikke en lyd. Det er nat. Det er så stille, at jeg kan høre min næse og mine lodne ører vokse. Jeg er ved at anlægge gammelmandstud ligesom den gamle købmand Rosenstand, der sidder i stuen bag sønnens forretning i sin stol og fyldte hundrede år forleden.
…
At finde ro. Man ved jo ikke, hvad der befinder sig derinde i den ro. En balance. Det er ikke sådan, at man tager hemmelige tanker frem og studerer dem. Der er bare tomt. Det er et sted, et skjulested.” (s. 78)

Alligevel arbejder han videre. Pligtfølelsen og vanen holder ham oppe. Og måske også faderens spøgelse. Opvæksten i Sønderborg var præget af faderens fallit. Han drev en fornuftig apotekerforretning, men da han kom til penge satte han dem hurtigt til på ejendomsspekulation, og familiens fald blev brat. På trods af det har han i erindringen bevaret et tæt og kærligt forhold til faderen, mens Vigand, selv som voksen, kun har foragt til overs for sin mor. De voldsomme begivenheder har tydeligvis givet ham langvarige traumer.

Men det er ikke det eneste den syge Bagge spekulerer på, når han sidder om natten og søger forgæves efter den tanketomme ro. Der er også ægteskabet med Lilly. Hvis hun har svært ved at forstå, hvorfor de blev gift, så har han svært ved at forstå, hvorfor de er blevet sammen. Det skyldes vel mest af alt vane og konventioner? Der er i hvert fald ikke megen lidenskab at få øje på.

Værre er erindringen om lærerfamilien i Vester, der mistede fem døgn på en enkelt nat for mange år siden. Nu hvor livet rinder ud, kan han ikke længere skubbe det fra sig.

Doktor Bagges anagrammer kan sagtens læses alene, og romanen er, ganske som man er forvænt med det fra Ida Jessens side, et indfølt psykologisk portræt af en af de mænd, der var med til at gøre Danmark moderne. Men den læses bedre i sammenhæng med En ny tid. Bøgerne komplementerer hinanden og udgør på sin vis én roman om et ægteskab, som byggede på respekt, men hvor begge parter kun så en flig af ægtefællens personlighed.… (mere)