Romanen foregår i årene efter 1956. Historien fortælles af pigen Kata, der sammen med sin far Kálmán og lillebroderen Isti flytter rundt mellem familiemedlemmer og bekendte i Ungarn. Moderen er flygtet til vesten, og mens faderen synker ned i apati prøver børnene at få hold på verden omkring dem.

Alligevel er det ikke en politisk roman. Den politiske udvikling spiller kun en lille rolle. Vi får f.eks. aldrig at vide, om det er den politiske undertrykkelse eller forholdet til faderen, der har fået moderen til at forlade ham. Noget var i hvert fald allerede gået i stykker imellem dem: ”Om vinteren, når min mor havde vasket sig, satte hun sig ved siden af komfuret for at tørre håret. Om sommeren gik hun i stedet ud på gårdspladsen, til min far fik øje på hende og forbød hende det. Der var ingen, som kunne have set min mor, men min fars ord var lov. Min mor modsagde aldrig min far. Hun forlod ham.” (s. 11)

Uanset årsagen, så handler romanen om tab og savn. Faderen er nok hård på overfladen, men tiden går med damer, rygning og timelang ”dykning” på langs, hvor han drømmer om den forsvundne Katalina. Og børnene, der har desperat brug for støtte og vejledning, overlades til sig selv. Hvordan skal de nogen sinde komme overens med, at moderen ikke bare er væk, men at hun aktivt har valgt dem fra og tilsyneladende forladt dem uden at kigge sig tilbage?

Selvom Kálmán ikke lærer dem meget, så insisterer han på at lære dem at svømme, og særligt Isti kompenserer for ensomheden med at kaste sig over svømningen med liv og sjæl. I flere år bor de ved Belatonsøen, men hver gang konturerne af en tilværelse tegner sig, bliver den slået i stykker. Der er grænser for, hvor mange gange man kan svømme på dybt vand uden at synke.

Romanen er fuld af poetiske afsnit og originale personer, men historien fangede mig kun delvist. Jeg vil ikke afvise, at jeg bare ikke har været i det rigtige humør til at læse den, men det kan altså kun blive til en delvis anbefaling. ( )