Ubåde i skærgården, spionage og uro fylder meget i denne sidste bog om Kurt Wallander, der burde falde til ro med hund og barnebarn i det nye hus på landet. Men gør han det?

Kurt Wallander har købt hus på landet, han har fået hund og barnebarn. Så alt burde være lutter idyl, nu da han nærmer sig pensionsalderen. Men han frygter alderen, pensionens ensomhed og døden. Men det der skræmmer ham mest er de pludselige huller der opstår i hans hukommelse.

Mod sin vilje fatter han sympati for Lindas svigerfar, Håkan von Enke, en pensioneret adelig kommandørkaptajn med en fortid i den svenske ubådsflåde. Ved dennes 75-års fødselsdag har de to fædre en fortrolig samtale, ikke om deres børns fremtid, men om von Enkes rolle i situationen omkring de sovjetiske ubåde i den svenske skærgård i 1980’erne. Og Wallander konstaterer at Lindas svigerfar er en urolig mand.

Kort tid efter forsvinder von Enke sporløst, nogen tid efter forsvinder hans hustru ligeså sporløst, men efter nogen tid findes hun død med en politisk kompromitterende mikrofilm i tasken. Mord eller selvmord? Og hvorfor?

Wallander holder sig beskæftiget i sin ferie med - mere eller mindre mod sin vilje - at efterforske sagen på sidelinjen. Noget skal tiden jo gå med.

Det daglige arbejde på politistationen i Ystad fylder lidt i denne bog. Hovedvægten deles ligeligt mellem opklaringen af mysteriet om parret von Enke, der løses på sædvanlig genial Wallandersk vis, og på Wallanders spekulationer over sit eget liv, både det der er gået og det der kommer. Meget tankevækkende for en der er næsten jævnaldrende med Kurt.

Det er kommet på mode at tage afstand fra Wallander-serien som eksponent for den samfundskritiske svenske krimi, men alle elskere af gode krimier med dybde skal have denne sidste Wallander-roman med; den er lige så melankolsk som de øvrige og rummer en del tilbageblik på de sager der har fyldt de øvrige ti bind om Kurt Wallander. Den har en rolig, tilbageskuende kadence, og det er med en vis portion vemod, man som læser tager afsked med Ystad og den operaelskende, overvægtige, sydsvenske kriminalkommissær.

Måske tages tråden op med datteren Linda, der er fulgt i faderens fodspor; hun slægter sin far på i sin egensindighed, men hun har et helt andet gemyt.

Første Wallander-krimi, jeg har læst i en del år, og det blev til en lang læsning. Det ER godt: Wallander er en ægte person og selve plottet er godt, men det fængede ikke rigtig hos mig, selv om blandingen af plot og privatliv er godt afbalanceret.
Til slut sættes der et afgørende punktum, og der vil ikke komme mere om Wallander, med mindre det bliver med en helt anden vinkel end 'det kriminelle liv'. Et værdigt exit, men måske ikke et brag af en afslutning på en stor krimiserie. ( )