Tanja er litteraturforsker og på flugt fra den jugoslaviske borgerkrig. Hun var gift med serbiske Goran, og da det nationalistiske vanvid greb om sig, var det mere end rigeligt til at parret blev smidt ud af lejligheden i Zagreb. I Tyskland går ægteskabet langsomt i opløsning, og da Goran rejser til Japan for at undervise i matematik, accepterer Tanja en stilling ved universitetet i Amsterdam. Her skal hun undervise andre eks-jugoslaver i jugoslavisk litteraturhistorie.

Titlen henviser til Ministry of Pain, en SM-klub i udkanten af Amsterdams pornoindustri, hvor flere af Tanjas studerende arbejder der med at sy fantasifulde dragter. Men det er også en metafor for undervisningsforløbet, hvor både Tanja og de studerende tvinges til at se smerten og det tabte land i øjnene. I første omgang dyrker de ”jugo-nostalgien” ved at grave positive erindringer om det gamle land frem af underbevidstheden.

Men lige under overfladen lurer smerten og modsætningerne. Kan bosniere, kroater og serbere diskutere fælles kultur uden at blive splittet af krigen? Og giver det overhovedet mening at udforske en fælles fortid, når den er uigenkaldeligt tabt? Det er nemt nok at hævde, at der er fælles sprog og kultur, men den hvad gør man, når den beskidte virkelighed med al dens myrderier trænger sig på?

”Ethvert sprog er en dialekt, og bag det står et militær. Bag kroatisk, serbisk og bosnisk står paramilitære bander. I vil vel ikke acceptere, at en flok halvanalfabeter og kriminelle skal være jeres sproglige ledestjerner? spurgte jeg.
…
Men alligevel var det slet ikke så enkelt. Mine studerende vidste godt, at det ikke bare var en metafor, men at der bag alle vores sprog virkelig stod et militær. På vores sprog blev der virkelig myrdet, nedværdiget, voldtaget og fordrevet. Det var sprog, der gik i krig fordi de mente, de var uforenelige, måske lige netop fordi de var uadskillelige.” (s. 43)

I romanens første del virker Tanja stærk og reflekteret, men efterhånden bliver det tydeligt, at hun er mindst lige så personligt ramt som de studerende. Da hun til jul besøger moderen i Zagreb føler hun sig om muligt endnu mere fortabt og ensom end i Amsterdam. Eksilet er umuligt, men det er også umuligt at vende tilbage, for flugten har skabt en uoverstigelig barriere mellem dem, der blev, og dem, der drog ud.

”Hvad hvis det at vende hjem virkelig var døden, symbolsk eller reel, og det at blive, virkelig et nederlag, og kun øjeblikket, hvor vi brød op virkelig den eneste frihed, der var os givet? Hvis det var sandt, hvad skulle vi så med den viden?” (s. 186)

Da hun vender tilbage trækkes hun ind i et dystert spil med en af sine studerende. De gør hinanden ondt. Midlerne er barske, men det dækker over, at smerten er det eneste sprog, de har tilbage. Kun ved at gøre ondt kan Tanja vise, at hun holder af.

Romanen fører Tanja og læseren ud i sammenbrud og fortvivlelse. Alligevel giver slutningen grund til forsigtig optimisme: Så længe der er liv, er der håb, også selvom vanviddet kun kan holdes på afstand ved at skrige sin smerte ud i den hollandske vestenvind.

Smerteministeriet er en mere end almindeligt klog og spændende bog. Ugresic’ skriver interessant og begavet om den logik, der føder krigen, men især om den smerte og det tab flygtningen må leve med. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstået alt, hvad romanen handler om, men så er der jo altid mulighed for en genlæsning. Smerteministeriet har været en både fascinerende og foruroligende oplevelse. Til anbefaling. ( )