José Saramago har kaldt Eca de Queiroz for Portugals største romanforfatter. Det er altid svært at gøre op – der er nok mange, der ville pege på, at Saramago selv er en værdig kandidat til titlen – men alle lande synes at have mindst én stor romanforfatter fra sidste halvdel 1800-tallet, og den rolle udfylder han i Portugal. Han udgav en række romaner inden sin død som 55-årig i 1900, men boet gemte på lige så mange og altså også The Illustrious House of Ramires.

Hovedpersonen er Goncalo Ramires, seneste skud på stammen i en af Portugals ældste og derfor også fineste adelsslægter. Han bor på en herregård ikke langt fra Porto, som domineres af et stort tårn tilbage fra middelalderen. Goncalo er stadig en ung mand, men han må selv finde sin vej gennem tilværelsen. Faderen døde mens han var på universitetet, og da han først kom igennem regnskaberne viste det sig, at det meste af formuen var væk. Han kan stadig leve et nogenlunde behageligt liv, men han er ikke længere hovedrig.

Hans søster har derimod klaret sig godt. Som helt ung var hun på nippet til at blive forlovet med Goncalos ven Cavaleiro, som han nu nærer et indædt og ofte ytret had til, fordi hun svigtede søsteren på det groveste. Heldigvis blev hun godt gift og fungerer som et sikkert anker for Goncalo, der har svært ved at finde ud af, hvad han skal bruge tilværelsen på. Han kunne blive politiker, men har han evnerne og viljen til at forfølge det mål? Han kunne også genopbygge familiens formue gennem hårdt arbejde eller et heldigt ægteskab, men han ved ikke om han har lyst eller hvordan han skal gribe det an.

Handlingen sættes for alvor i gang, da han bliver bedt om at skrive en novella om slægtens historie. Som så mange andre historiske romaner griber han tilbage til middelalderen, hvor en af hans forfædre blev involveret i et voldsomt opgør med en anden adelsmand, der var forelsket i hans datter. Historien skal hylde fortidens mandige beslutsomhed, men efterhånden som historien foldes ud, er det svært at se forskel på heroisme og barbari.

Mens Goncalo skriver på historien, åbner der sig en mulighed for en politisk karriere. Det lokale parlamentsmedlem dør pludseligt, og da der ikke er nogen åbenlys kandidat, får en af hans venner den glimrende ide, at han skal stille op. Det forudsætter bare et skifte til det konservative parti og en udsoning med Cavaleiro, der nu er guvernør i området og derfor afgørende for at blive valgt. Men hvis Paris er en messe værd, så er Lissabon vel også en begravet stridsøkse værd, tænker han.

Inden længe er han kandidat – eller er han? Ligesom han har svært ved at samle sig om skriveriet eller om at få forpagtningen af sin jord på plads, så har han også svært ved at tage sig sammen til at føre rigtig valgkamp. Mens forfædrene var aggressivt modige, så er Goncalo i virkeligheden en bangebuks, der hellere stikker af end tager kampen op. Her skal han muligvis ses som et billede på selve Portugal, der i 1890’erne blev mobbet af de andre kolonimagter og især England, der havde kastet blikket på nogle af de samme lunser af Afrika.

Ægte mod finder han aldrig, men arbejdet med forfædrenes historie og det modvillige kandidatur til parlamentet sætter ham alligevel fri. Han opdager, at andre godt kan lide ham, og selvom navnet og slægtens historie betyder noget, så er det ikke den eneste forklaring. Han er også en god person med ulastelige manerer, der ikke er bange for at hjælpe almindelige mennesker.

Plottet og intrigen i The Illustrious Hous of Ramires er ikke særlig indviklet, og selvom mørke skyer trækker op undervejs, så går det aldrig rigtig galt for Goncalo og hans familie. Historien er ikke drevet af skibskatastrofer og pludselig død, men først og fremmest af hovedpersonens modsætningsfyldte personlighed og den udvikling han gennemgår. Accepterer man den præmis, så skriver Eca de Queiroz til gengæld flydende og læseværdigt, også i engelsk oversættelse. ( )