Arvid Jansen er 37 år og kommer i midliovskrise, da hans mor har fået konstateret kræft og hans kone forlanger skilsmisse....kriserne udspiller sig uafklarede og moren er ikke talende men klog. ( )

Der er efterhånden noget velkendt over en bog af Per Petterson, men det gør ikke hans værker forudsigelige. Tværtimod udnytter han sit fabelagtige sprog og sin gennemgående hovedperson Arvid Jansen til hele tiden at forfine sine personer og forholdet imellem dem.

Jeg forbander tidens flod foregår i november 1989. Gamle verdener står for fald, og i det små er Arvids tilværelse også i opløsning. Konen er langt om længe ved at gøre alvor af den skilsmisse, der udadtil skal være en fælles beslutning.

”Det jeg tænkte på, var skilsmissen som hver dag rykkede nærmere, som kom sejlende stille som en hornugle i natten, selvom det stadig kun var noget vi havde aftalt, uden dato, uden årstid, os to der indtil nu havde holdt sammen i femten år og havde disse to piger sammen, disse piger med det skinnende hår i rødt og gult, eller det var noget som hun havde aftalt, hvis jeg skulle være ærlig.” (31)

Da hans mor samtidig får konstateret mavekræft, skynder han sig efter hende til sommerhuset ved Frederikshavn. Det er der ikke meget heltemod over, for da han først når frem, er han totalt optaget af sine egne bekymringer. Hvis moderen er taget af sted for at slippe for at tage sig af familiens problemer, i hvert fald for en tid, så er det forgæves. Arvid er i krise. Han drikker, ryger og han forventer ubevidst, at moderen skal tage sig af ham. Der ligger bare en uudtalt forventning om, at forældre skal tage sig mere af deres børns problemer end omvendt.

Romanen veksler mellem nutidsfortællingen og tilbageblik. Især til starten af 1970’erne, da Arvid som overbevist maoist droppede sine studier for at blande sig med arbejdsklassen på et trykkeri. Det førte til et skarpt opgør med moderen, der havde arbejdet hårdt for at løfte Arvid til noget bedre, men det blev også anledning til at møde den fascinerende unge pige, der senere blev hans kone.

Der er en dobbelthed her. Nu hvor forholdet til konen er i opløsning bliver det så meget mere påtrængende at få rakt hånden ud til moderen og få genetableret det tætte forhold, som de havde haft. Arvid forsøgte til en fødselsdag, men da han endelig skulle holde sin tale og indlede fredsforhandlingerne, var han kommet til at drikke sig fuld.

De der har læst Pettersons første romaner ved, at forholdet til faderen fyldte meget. Det er mindre nærværende i denne roman, hvor Arvid på en gang forbander, at han ligner ham, hævder at have kappet båndene og alligevel fristes af at tage faderens patriarkalske rolle på sig. I stedet rykker kvinderne ind på scenen. Moderen fylder så meget, at det kan være svært at se, hvor kone og børn overhovedet passer ind.

Men måske er skilsmissen så traumatisk, at det trods alt er nemmere at tage fat her? Jeg bliver ikke overrasket, hvis den næste roman handler om Arvids egen familie.

Jeg forbander tidens flod er en historie om et menneske i totalt opbrud. Det personlige forlis og Arvids smerte fylder så meget, at murens fald knap nok bemærkes. Romanen fik – helt fortjent – Nordisk Råds litteraturpris i 2009. Læs den endelig. Dens sprog og persontegning er så subtilt og nuanceret, at det er en stor oplevelse. ( )