Der er noget meget tidstypisk over Roys debutroman fra 1945. Det er som om, hvert land har sine romaner om depressionen og fattigdommens udmarvende ødelæggelse af de mest udsatte familier, historier hvor hvert lyspunkt og kilde til håb om bedring afløses af endnu større fortvivlelse og ydmygelse for hænderne af dem, der har deres på det tørre. Her er scenen sat hos fransk-canadierne i en af Montreals forstæder, men vi kunne lige så vel være blandt Steinbecks daglejere i Californien, Harald Kiddes arbejdere i København eller Orwells fattige i London og Paris. Alligevel er der en overraskende sprække – det vender jeg tilbage til.

Romanen udspiller sig i foråret 1940. I åbningsscenen er den unge Florentine på arbejde som servitrice i en café i et stormagasin, hvor hun betages af den lidt ældre Jean. Det er forunderligt, for han behandler hende dybest set som skidt, men alligevel drømmer hun snart om, at han skal have lige så meget lyst til hende, som hun får til ham. Jean er ung og ambitiøs, bruger aftenerne på at studere, og han vil ikke lade noget stå i vejen for sin egen flugt fra en udsat baggrund.

Herfra breder historien sig ud. Florentine er den ældste i Azarius’ og Rose-Annas store børneflok. De blev gift, da Azarius var en ung, flot tømrer, og selvom tilværelsen har været hård ved dem, så er der stadig ægte kærlighed og nænsomhed mellem dem. Problemet er, at Azarius ikke har kunnet finde arbejde inden for sit fag siden depressionen, og han er for stolt til at acceptere dårligere jobs eller til at ydmyge sig over for arbejdsgiverne for et par dages løn. I stedet kaster han sig ud i risikable luftkasteller, mens familien synker dybere og dybere ned i armod. Det er Rose-Anna, der holder sammen på husholdningen, det er hende der får pengene til at strække, spekulerer over næste års bolig, når de uvægerligt siges op til maj, og sidder oppe hele natten for at lappe de nedslidte klæder. Det er kun Florentines løn, der sikrer overlevelsen, men hvor længe vil hun ofre alt for en familie, der er som et bundløst hul af elendighed. Og vil de næste i søskendeflokken hjælpe til, eller vil de flygte, så snart muligheden byder sig?

Romanen dykker dybt ned i de enkelte personers komplicerede følelsesliv. Det giver nuancer, men det kan også næsten være for meget af det gode, når Florentine f.eks. veksler mellem foragt og forelskelse i Jean talrige gange på fem minutter. Samtidig farver Roy handlingen med beskrivelser og tillægsord, der gør læsningen lidt tung og som samtidig peger lidt for tydeligt på det triste udfald, som man meget tidligt ved vil komme.

Alligevel er der som nævnt en overraskende åbning, nemlig krigen. Der bliver fulgt med i udviklingen i Europa, også i det det jævne Saint-Henri, hvor unge mænd pludseligt står over for nye valg. Oprustningen sparker økonomien i gang og giver nye karriereveje, uanset om den enkelte er drevet af ambitioner som Jean eller af frygten for at blive indkaldt. Soldatertilværelsen giver i sig selv nye – om end farlige – veje ud af fattigdommen, og flere af bogens personer vælger netop det. Hvis man alligevel er ved at gå til grunde, så er det måske ikke så slemt at tage chancen i hæren?

Roy balancerer fint mellem at vise de reelle muligheder som krigen giver og de lige så reelle sociale forskelle, der bæres med ind i militærets orden. Graden af frihed og mængden af muligheder er ikke ligeligt fordelt – heller ikke når krigen bryder ud. ( )