Fortælleren i Freuds debutroman fra 1992 er kun fem år gammel. Vi møder hende i et gammelt folkevognsrugbrød på vej gennem Frankrig sammen med storesøsteren Bea, hendes mor og nogle af morens venner. Målet er Marokko, og for moren handler det både om at komme så langt væk som muligt fra sin egen familie og om at give hendes døtre en opvækst bygget på andre værdier: frihed, kærlighed og muligheden for at opleve noget andet end der engelske klassesamfund.

Børnenes far er kun et fjernt minde, og særligt den yngste af pigerne kigger konstant efter en erstatning blandt moderens venner og kærester. De medrejsende forsvinder snart, men den lille familie bliver hængende i Marrakech. Nogle gange har de penge – vestlig valuta rækker langt i Marokko – andre gange lever de fra hånden i munden, og under alle omstændigheder er målet at blive en del af en ny kultur.

Børnene færdes snart hjemmevant på gaderne, hvor de leger med de fattige gadebørn og beundrer de optrædende på torvet. Moren er allerede optaget af meditation hjemmefra, og hun bliver mere og mere fascineret af den mystiske sufi-tradition i islam. Hun forelsker sig også i den flotte Bilal, som tager familien med ud til sin familie og til nogle gode dage på stranden. Han er måske ikke så trofast, som hun kunne håbe, men han er trods alt mere tilforladelig end den mystiske Luigi Mancini. Ham er pigerne vilde med, men hans interesse for dem er alt andet end beroligende for læseren.

Da jeg læste bagsideteksten, fik jeg indtryk af, at bogen handlede om børn, der blev svigtet, fordi deres mor skulle realisere sig selv. Det er det også, for moren ofrer alt for meget for at få mulighed for at dyrke sin interesse for sufi-traditionen, og da en af pigerne bliver syg venter hun alt for længe med at gribe ind. Men romanen er også historien om en mor, der vitterligt elsker sine børn, og som er dybt optaget af at give dem en bedre tilværelse og en lykkeligere barndom, end hun selv har fået.

Titlen henviser til en tag-fat leg, pigerne leger med hinanden. De to ord er de mærkeligste og sjoveste, de kender, og de bruger dem hele tiden uden at forstå betydningen. De har deres egen verden, og de forstår ikke alt, hvad der foregår mellem de voksne. Sådan må det næsten være, når forfatteren har valgt at se det hele fra en femårigs synsvinkel – også selvom sproget tydeligt viser, at det er en noget ældre fortæller, der ser tilbage på barndommens oplevelser.

Under alle omstændigheder var det en letlæst roman om en anderledes opvækst i en familie, der i virkeligheden er ret almindelig. ( )