Japan, 1963-1988
Hajime blev født i 1951, i en fredelig by uden mange spor efter krigen. Hans far var soldat under krigen og måtte omkring en krigsfangelejr inden han kom hjem. Moren klarede sig også selv om hendes hus blev ramt af bomber og nedbrændte. Hajime er enebarn og hans opvækst var uden omvæltninger og da han tog til Tokyo for at læse på universitetet, troede han egentlig at alle fædre hver dag tog på arbejde hver morgen og at alle boede i små nydelige huse og enten havde hund eller kat. De fleste i hans folkeskole havde dog en eller to andre søskende og han følte det som en belastning at være enebarn. En af de andre i klassen, pigen Shimamoto, er også enebarn og de er forelskede i hinanden, dog uden at gøre andet ved det end at holde i hånd en enkelt gang. De kommer i hver sin forsætterskole og kommer gradvist væk fra hinanden.
Den næste, han er forelsket i, hedder Izumi. Hun er hans kæreste i gymnasiet, men hun vil ikke gå længere end til at være nøgen sammen med ham en enkelt aften (som endda bliver afbrudt af hans moster). Der er en herlig historie om at Najime har købt kondomer af en ven, som selvfølgelig ikke holder mund og på et tidspunkt når historien til Izumi. Endnu mere pinligt er det at Najime mister sin mødom til Izumis kusine. Hun er et par år ældre, går på universitetet og har også en kæreste. Det forhindrer dog ikke at Najime og hende finder sammen og knalder på livet løs, når de kan finde tid og lejlighed. Izumi opdager det og bliver dybt såret. Najime består afgangsprøverne med fine karakterer, mens Izumi dratter ned på middelmådige karakter og kommer ind på et dårligere universitet.
Najimes universitetstid er ret uinteressant. Han bliver færdig med en grad i litteratur og ikke pralende karakterer og får et kedeligt job. Han har pigebekendtskaber undervejs, men ikke nogen, han mener det alvorligt med. Da han er tredive møder han Yukiko og de bliver gift. Hans svigerfar foreslår ham at åbne en jazzbar og det bliver en stor succes. De får to børn og har bil og hus og lever godt. Han har småaffærer ved siden af, men kun en-, to- eller tregangs knald. En dag får han et postkort, der fortæller at Izumis kusine er død, 36 år gammel.
Han kommer i et af bladene, fordi han har succes med sin jazzbar, der nu er blevet til tre, og en aften dukker Shimamoto op. Hun er nu en overvældende smuk kvinde. De snakker lidt og så går hun igen. Det varer tre måneder før hun dukker op igen og han er ved at gå til imens.
Senere forsvinder hun igen en tid uden at sige andet end at hun er væk. Da hun kommer igen, tager han hende med til familiens hytte i Hakone og de elsker natten lang. Hun siger at hun vil fortælle ham alt dagen efter, men i nat må han ikke stille spørgsmål. Han går ind på det og uden at blinke vil han opgive konen og sine to børn og være hendes i et og alt. Men næste dag er hun pist væk. Hendes væremåde er set i bakspejlet ret foruroligende. Han føler sig bagefter sikker på at det var hendes mening at dø og at tage ham med sig og at det egentlig var det hun spurgte om, da hun spurgte om han ville være hendes fuldt og helt.

Hajimes kone Yukiko er dybt såret, men også stadig forelsket i ham og siger at han kan få al den tid, han måtte ønske, på at finde ud af om han vil forlade hende eller ej. Hvis han ikke vil have hende mere, skal han bare sige til og hun vil forsvinde uden at kræve noget som helst af ham. Hun vil intet vide om Shimamoto, blot at der er en anden og at han er forelsket i denne.
Han er ikke i stand til at tage en beslutning, fordi Shimamoto er forsvundet. Men han og Yukiko begynder dog at snakke sammen og selv om de ikke deler soveværelse mere, fungerer de stadig som par, i alt fald udadtil og overfor børnene.
Romanen slutter med at han siger at han gerne vil starte et nyt liv fra næste morgen, men gør han mon det?

Haruki Murakami er født i 1949 og kan lige som Hajime godt lide jazzmusik. Gad vide hvor meget Haruki og Hajime ellers har til fælles.
Glimrende roman, for selv om man ikke helt kan sætte sig i Hajimes sted, så er der bestemt en resonans. På en måde er det Akilles valg om igen. Vil man have et langt og trygt liv med kone og børn, eller vil man sætte det hele over styr for at prøve noget vildt. Hajime er ikke i tvivl, men Shimamoto tager alligevel ikke stikket hjem og det er jo en uventet og spændende slutning.

Og en lille advarsel, den plade med Nat King Cole: "South of the border" findes ikke. Faktisk har han aldrig indspillet den.
Husk nu: It's not real! ( )