På overfladen er Tysktime en ”lille” bog. Siggi Jepsen, født 1933, er dømt for tyveri og indsat på en institution for ungdomskriminelle efter anden verdenskrig. Her studerer en horde af psykologer de unge forbrydere, der skal ledes på rette vej med fysisk arbejde og uddannelse. Særligt har stedet en passion for tysk stil om det, de voksne anser for opbyggelige emner. En dag får Siggi stukket emnet ”Pligtens glæder” ud, og det åbner en afgrund af erindring under ham.

Siggi er søn af Jens Ole Jepsen, veteran fra første verdenskrig og senere politibetjent i Rugbüll, der ligger helt ud til Vadehavet som det tyske riges yderste forpost mod den danske grænse i nord. Her sørger landbetjenten for lov og orden. Det gjorde han i Weimartiden, under nazisterne og såmænd også efter det totale nederlag.

Når Siggi tænker på pligtens glæder, tænker han først og fremmest på sin far, der nidkært udfører enhver opgave. Det gælder også det malerforbud, Berlin udsteder overfor den ekspressionistiske landskabsmaler Max Ludwig Nansen i efteråret 1943. Selvom de to kender hinanden fra barnsben, og selvom andre i lokalområdet advarer ham om, at tiderne kan ændre sig, så det er uklogt at håndhæve det alt for strengt, er faren ikke i tvivl:

”Jeg ved fuldt tilstrækkeligt, det kan I regne trygt med. Men bekymringer? Den, der gør sin pligt, han behøver ikke være bekymret – selv om tiderne engang skulle ændre sig. …
Der kom en resolution fra Berlin, sagde min far, og jeg har sørget for, at billederne blev pakket ned og transporteret til Husum, hvad der videre er sket med dem, ved jeg ikke.” (s. 99)

Romanen kredser altså om de store spørgsmål i opgøret med nazismen. Hvilket ansvar har den enkelte, når han ”bare” adlyder ordrer? Hvor langt går det enkelte menneskes forpligtelse til at handle moralsk, når vedkommende får besked på at gøre noget forkert? Det nazistiske diktatur var et totalitært regime, hvor det ikke var ligetil at gå op imod myndighedernes beslutninger, men alligevel: Behøvede man ligefrem at glæde sig over at gøre sine pligt?

Siggi bliver inddraget i overvågningen af Nansen, der hverken kan eller vil ophøre sit virke som skabende kunstner. Han maler i smug, og han driller betjenten med en serie usynlige billeder. Omvendt er maleren også Siggis allierede overfor den dominerende far. Hans storebror Klaas har lemlæstet sig selv for at undgå militærtjeneste, og da han stikker af fra infirmeriet, er det Nansen Siggi opsøger for at få hjælp. Farens forhold til Klaas ser vi kun gennem Siggis øjne, men det må være kompliceret. På den ene side foragter han Klaas’ forsøg på at undvige sin pligt, og Siggi ser kun strengheden, men det må også låse faren i andre situationer. Når sønnen risikerer henrettelse, kan han dårligt tillade sig at lade Nansen slippe af sted med noget.

Dermed ikke sagt, at Nansen sættes på et piedestal. Han blev tidligt medlem af nazistpartiet, og selvom han finder deres kunstsyn primitivt og efter bedste evne forsøger at beskytte sine venner mod undertrykkelsen, så lægger han aldrig afstand til systemet som sådan – heller ikke efter krigen. Han vil mest af alt have lov til at være i fred og passe sit maleri.

Da krigen er slut, fortsætter betjenten sit arbejde. Han stjæler skitsebøger og brænder dem, og Siggi frygter, at han også vil ødelægge malerierne, så han begynder at stjæle dem for at bringe dem i sikkerhed. Da det bliver opdaget, slår faren hånden af Siggi, sådan som han tidligere har gjort det med Klaas og som han næsten har gjort det med søsteren Hinke. Alt må vige for pligten, og – det er bogens virkelige anklage – alt får lov til at fortsætte efter 1945 som om intet var hændt.

Dét er grunden til de unges forbitrelse, dét er grunden til, at de unge kriminelle kun kan betragte deres vogtere med foragt. Mens de er spærret inde for småting, går deres forældre, som har begået langt større forbrydelser, frit rundt i samfundet. Adspurgt om, hvorfor han er på institutionen, siger Siggi:

”Det kan jeg sige Dem temmelig nøjagtigt: Jeg er her i stedet for min gamle, politibetjenten i Rugbüll. Og jeg har på fornemmelsen, at også Kurtchen er her som repræsentant for en anden, for en tante Luise eller en onkel Wilhelm. Måske er vi alle sammen her som repræsentanter for andre. Vanskelige unge: det har de hæftet på os i retten, og her får vi revet det i næsen hver dag. Det er muligt, at enkelte af os virkelig er vanskelige, jeg skal ikke forsværge det. Men jeg vil gerne vide, hvorfor der ikke findes ø for vanskelige gamle? Har de ikke brug for sådan noget?” (s. 421)

Tysktime er en nøgletekst i den næste generation af tyskeres opgør med nazismen og deres egne forældre, og det er mere end passende, at den udkom i 1968. Men romanen er mere end det. Det er en skildring af en egn, så man mærke blæsten suse hen over digerne, af en familie, der rives i stykker af afgrundsdyb autoritetstro og af kunstens ukuelige væsen. ( )

Slet ikke færdig. Meget svær at læse og komme ind i. Har ikke tålmodighed lige nu. Tut mir Leid.
Havde ellers glædet mig til at læse noget ædelt efter alt for mange lette krimier. Og så kan jeg ikke. Alas.
Den forrigt (færdig-)læste Lenz-bog, den aldeles framragende Et minuts stilhed, forekom mig meget nemmere at blive del af.
Jeg prøver igen senere. Det lover jeg, for jeg tror det er Spitzenklasse. ( )