”Hvis jeg mødte mig, ville jeg hade mig! Jeg ville aldrig kunne acceptere mit krukkeri eller min arrogance… Jeg ville afskrive mig på et sekund.” (s. 16) Ja, det er jo ikke just selvværd og optimisme, der præger hovedpersonen i Seths selvbiografiske graphic novel.

’It’s a Good Life, If You Don’t weaken’ udkom i Canada i 1990’erne, og Cobolt sørgede sidste år for, at også dette hovedværk inden for genren er tilgængeligt på dansk. Tak for det!

Handlingen er ikke værd at skrive hjem om: Seth prøver i 1980’erne at komme sig over et forhold og arbejder samtidig på at etablere sig som tegner. Han pendler mellem hjemmet, som han hverken kan holde ud eller undvære, og livet i Toronto, hvor vennen Chet må være et helt usædvanligt tålmodigt gemyt for at lægge ører til hans evindelige beklagelser.

Seth har det ikke bare hårdt med tilværelsen og sig selv. Han bryder sig heller ikke om verden i det hele taget. Fremskridt og udvikling er af det onde, og han længes tilbage til 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne. Da han opdager et par vittighedstegninger af den ellers ukendte Kalo, sætter han sig for at finde ud af, hvem han egentlig var.

Længslen efter fortiden er især en længsel efter en æstetik, der er tæt forbundet med amerikansk populærkultur, men som i stigende grad er ved at forsvinde: arkitektur, biler, tøj osv. (Jeg gad vide, hvad han ville synes om Mad Men?) Her kommer tegneseriemediet virkelig til sin ret. Seths og vores forestillinger om fortiden er jo knyttet til billeder, og albummet er fyldt med huse, som man kender uden at have set dem før.

Jeg deler ikke Seths fortidsnostalgi – ”Hvad med borgerrettigheder eller kvindebevægelsen… eller medicinske fremskridt?” (s. 63) som han hans kæreste udtrykker det – men han har selvfølgelig ret i, at udviklingen også altid indebærer tab og ødelæggelse af en virkelighed, der engang var levende. Først og fremmest skal albummet nydes for sin gennemført melankolske stemning og de eminente, afdæmpede tegninger. ( )

Seth er en 'undgænger', der i stedet for at involvere sig i sin nutid og sine omgivelser, jagter en fortid. Og det er ikke engang hans egen fortid men en tegner, der omkring 1950 havde en tegning i det velrenommerede tidsskrift The New Yorker. Figuren Seth i Livet er godt, hvis man kan holde det ud klæder sig som om han befinder i 1950'erne med hat og slips og pomade i håret og befinder sig i det hele taget bedst i fortiden.
Det er en stemningsfuld bog, med vældig gode tegninger der understøtter den nostalgiske fornægtelse af nutiden. Nutiden kommer nærmest kun ind via samtaler med vennen Chet, et par akutte dyrlægebesøg med katten og et forhold til en kvinde, som efterhånden også negligeres til fordel for jagten på tegneren Kalo.
Der er unægteligt kvaliteter i bogen, som har fået rigtig gode anmeldelser. Bl.a. skrev The New York Times Book Review: "En af årets 10 bedste bøger". Men for at være ærlig, synes jeg faktisk, at bogen er jævnt kedelig! Jeg kan se pointerne med 'undgængeriet' af nutiden og dermed virkeligheden, der er stemning i tekst og billeder - men jeg blev bare aldrig fanget af den.
http://bogbrokken.blogspot.com/2010/12/seth-livet-er-godt-hvis-man-kan-holde.htm... ( )