De vilde palmer er på sin vis to romaner flettet ind i hinanden, men der er klare tematiske paralleller. I titelromanen følger vi den unge læge Wilbourn, der møder den karismatiske kunstner Charlotte. Problemet er, at hun er gift, og selvom tiltrækningen mellem dem kan være svær at få øje på, forlader hun mand og barn og de drager USA rundt, mens de på en gang prøver at finde noget, de kan leve af, og at holde det borgerlige liv stangen. De frygter, at kærligheden mellem dem vil dø ud, hvis det sker.

"Jeg var blevet den fuldkomne familiefader. ... Vi boede i en lejlighed, der ikke var bohemeagtig, end ikke de nygiftes banale rede, det var ikke engang i den del af byen, men i et kvarter, der både som distrikt og arkitektur var tilegnet andet års ægteskaber blandt fem-tusind-om-året-kliken." (s. 100)

Hvorfor denne frygt? Det handler sikkert om, at det var Charlotte, der tog initiativ til affæren, og hvis hun engang har forladt en mand, når hverdagen satte ind, kan hun vel gøre det igen. Men nedenunder ligger også et syn på den kvindelige drift, som kilden til bevægelsen mod den uundgåelige undergang.

Den anden historie forgår ti år tidligere under den store oversvømmelse, da Mississippi gik over sine bredder og skyllede hele byer bort. En ung straffefange bliver sendt ud for at redde en kvinde i et træ, og han får hende også samlet op, men driver så bort med strømmen. Det bliver en lang og sælsom rejse tilbage, mens han desperat prøver at slippe for ansvaret for kvinden - hun er oven i købet også gravid, så snart er der også et barn. Romantik er der til gengæld ikke meget af mellem dem.

Fangen opgiver tilsyneladende sin frihed, men det er kun på overfladen. I virkeligheden finder han sin virkelige frihed i fængslet, hvor han slipper for kvinder og kun skal forholde sig til sit muldyr, som han til gengæld forstår.

Der kommer kort sagt ikke meget godt ud af kønnenes møde i denne roman, og det verdensbillede kan godt være svært at sluge for en skabsromantiker som mig.

Til gengæld er beskrivelserne af det oversvømmede landskab fantastiske:

"Og så ... mens de roligt så sig om, forsvandt kammene mellem furerne også, og de så kun et enkelt, fuldkommen fladt og ubevægeligt stålfarvet vandspejl, hvori telefonpælene og de lige hække, som dannede skillelinjer mellem markerne, syntes at stå så faste og stive, som om de var sat ned i beton." (s. 52)

Jeg har ikke tidligere læst William Faulkner, og umiddelbart er jeg heller ikke lige så begejstret for ham som for hans to store samtidige landsmænd, Steinbeck og Hemingway. Der er ikke de gribende menneskeportrætter som hos Steinbeck, og der er slet ikke den ordknappe, præcise stil som hos Hemingway. Men der er noget voldsomt insisterende over hans skriveform, som gør det svært at ryste historien af sig. Det er skæbnedramaer, som kun kan slutte på én måde, men man er alligevel tvunget til at følge historien til ende. ( )