Den der fortjener at blive elsket
Anmeldt af Mads Ingholt, LGBT Biblioteket

Abdellah Taïa (født 1973 i Salé, Marokko - siden 1999 bosiddende i Paris, fransk-skrivende) har med "Den der fortjener at blive elsket" (”Celui qui est digne d’etre aimé”, på Editions du Seuil 2017 - på dansk på Forlaget Arvids 2018) begået endnu en medrivende roman om homoseksuel kærlighed under svære vilkår.
Romanen udspiller sig dels i Marokko og dels i Frankrig, og selvom hovedpersonen hedder Ahmed, er der en stærk autobiografisk reference til forfatterens eget liv, som det også er tilfældet i forfatterens tidligere bøger -bl.a. i særdeleshed i "Arabisk Vemod" (på dansk i 2016).
Taïa bruger virtuost sine erfaringer fra barndommen i en søskendeflok på 9 (7 piger, 2 drenge) i det norm-bundne, fattige Marokko og som ung indvandrer i Paris til at beskrive kærlighedens vilkår, når man er socialt underprivilegeret, kulturelt splittet indvandrer og i medgift fra bardomshjemmet har fået et bagtæppe malet af en dominerende mor, en submissiv far, en storebror (ældste søn), som var moderens øjesten, men viste sig at være et skvat, 7 handlekraftige søstre, og selv skulle have været en abort. Selvindsigten er stor, og især beskrivelsen af, hvordan Ahmed – i sin mors billede – beskytter sig mod kærlighedens smerte, tab og svigt ved at stål-pansre sit hjerte, gør indtryk.
Som så mange andre smukke unge indvandrer-mænd fra Magreb erfarer han hurtigt, at han meget nemt kan ende som et afsuttet bolsje, hvis ikke han skaber sig et eksistensgrundlag, som ikke beror på overfladisk hedonisme, men som med udgangspunkt i dobbeltheden i hans eksistensvilkår (arabisk/europæisk muslimsk/kristen kultur) tillader ham at en skabe sig en platform i begge verdener, som kan bruges konstruktivt. Vejen til den indsigt er brolagt med smerte, bitterhed og sorg, men også med en trodsig selvopholdelsesdrift.
"Den der fortjener at blive elsket" beskriver på fremragende vis Ahmeds eksistentielle udvikling; en smertelig tour-de-force gennem et ungt liv skildret gennem fire breve, der er skrevet med års mellemrum: Et brev som Ahmed skriver (fra Paris) til sin mor på hendes dødsleje i Salé. Et brev til Ahmed fra en elsker (én nats eventyr), som ikke kan glemme ham. Et brev fra Ahmed til hans partner gennem flere år, som han forlader - inden partneren (muligvis) vil forlade ham. Og til sidst et afskedsbrev til Ahmed fra hans barndomsven og måske ungdomskæreste i Salé. Han hed Lahbib og var for sårbar til og i kærlighed. Navnet Lahbib betyder: den der fortjener at blive elsket.
Bogen kan varmt anbefales som en beskrivelse af kærlighed mellem mænd under svære vilkår, såvel som en beskrivelse af de eksistentielle udfordringer, som alle ”landflygtige” må leve med og tackle. Mesterligt konciperet, beskrevet - og med stæørk indfølelse.
Om Taïa siger Wikipedia bl.a. i en i øvrigt meget udførlig og læseværdig beskrivelse af forfatterskabet, som også omfatter film: “Described by Interview Magazine as a “literary transgressor and cultural paragon,” Taïa became the first openly gay Arab writer in 2006, and as of 2014 he remains the only openly homosexual Moroccan writer or filmmaker. His first movie, Salvation Army, is widely considered to have given Arab cinema “its first gay protagonist.” Since his coming-out, according to one source, Taïa “has become an iconic figure in his homeland of Morocco and throughout the Arab world, and a beacon of hope in a country where homosexuality is illegal.”