På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
"Weinberg takes us across centuries from ancient Miletus to medieval Baghdad and Oxford, from Plato's Academy and the Museum of Alexandria to the cathedral school of Chartres and the Royal Society of London. He shows that the scientists of ancient and medieval times not only did not understand what we understand about the world--they did not understand what there is to understand, or how to understand it. Yet over the centuries, through the struggle to solve such mysteries as the curious backward movement of the planets and the rise and fall of the tides, the modern discipline of science eventually emerged"--Amazon.com.
Presents a commentary on the history of science that examines historic clashes and collaborations between science and the competing realms of religion, technology, poetry, mathematics, and philosophy.… (mere)
Indeholder "Preface", "I. Greek Physics", " 1. Matter and Poetry", " 2. Music and Mathematics", " 3. Motion and Philosophy", " 4. Hellenistic Physics and Technology", " 5. Ancient Science and Religion", "II. Greek Astronomy", " 6. The Uses of Astronomy", " 7. Measuring the Sun, Moon, and Earth", " 8. The Problem of the Planets", "III. The Middle Ages", " 9. The Arabs", " 10. Medieval Europe", "IV. The Scientific Revolution", " 11. The Solar System Solved", " 12. Experiments Begun", " 13. Method Reconsidered", " 14. The Newtonian Synthesis", " 15. Epilogue: The Great Reduction", "Acknowledgments", "Technical notes", "Endnotes", "Bibliography", "Index".
Ideen er vist at forklare hvordan vi er nået til det nuværende verdensbillede, for man kan jo ikke sige at det har været et mål hele vejen. Plato, Aristoteles, Arkimedes, Ctesibius of Alexandria. Aristarchus regner på afstand til sol og måne. Udregningerne er rigtige nok, men observationerne er helt ved siden af. Nogle få år senere regner Eratosthenes på Jordens størrelse og er heldig med at fejlene næsten udligner hinanden. Planetbevægelser går op i epicirkler og giver en sund lede overfor "overtuning". Dvs at man justerer parametre til det passer, men uden nogen ide om hvorfor det lige skulle være de parameterværdier, man bruger. Aristoteles prøver også med flere kugleskaller men hans konstruktion vil få Mars til at cirkle rundt om jorden tre gange i døgnet. Der er også et problem for man tænker sig at planeterne lyser på samme måde som Solen, men så er det umuligt at forklare at de har forskellig lysstyrke på forskellige punkter i deres bane. Heraklid indså en hel del af dette og forklarede sine elever at jorden drejede rundt om sin egen akse. Ptolomæus forbedrede Hipparchos stjernekatalog og lavede ret fine kort. Epicykler og lignende komplikationer var nødvendige fordi planetbanerne ikke var cirkler, men ellipser og banehastigheden var heller ikke konstant. Svagt interessant, men alligevel ikke. Resten af bogen om middelalder og arabisk videnskab fænger heller ikke og så er der nogle tekniske noter, hvor der er formler, men så måske ikke helt formler nok.
Jeg tror det var vigtigere for Weinberg at skrive bogen end for mig at læse den, men nu kan jeg da sige at jeg har bladret den ret grundigt. ( )
"Weinberg takes us across centuries from ancient Miletus to medieval Baghdad and Oxford, from Plato's Academy and the Museum of Alexandria to the cathedral school of Chartres and the Royal Society of London. He shows that the scientists of ancient and medieval times not only did not understand what we understand about the world--they did not understand what there is to understand, or how to understand it. Yet over the centuries, through the struggle to solve such mysteries as the curious backward movement of the planets and the rise and fall of the tides, the modern discipline of science eventually emerged"--Amazon.com.
Presents a commentary on the history of science that examines historic clashes and collaborations between science and the competing realms of religion, technology, poetry, mathematics, and philosophy.
▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold
Ingen biblioteksbeskrivelser fundet.
▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
Google Books — Indlæser...
(3.64)
1
Ideen er vist at forklare hvordan vi er nået til det nuværende verdensbillede, for man kan jo ikke sige at det har været et mål hele vejen. Plato, Aristoteles, Arkimedes, Ctesibius of Alexandria.
Aristarchus regner på afstand til sol og måne. Udregningerne er rigtige nok, men observationerne er helt ved siden af. Nogle få år senere regner Eratosthenes på Jordens størrelse og er heldig med at fejlene næsten udligner hinanden. Planetbevægelser går op i epicirkler og giver en sund lede overfor "overtuning". Dvs at man justerer parametre til det passer, men uden nogen ide om hvorfor det lige skulle være de parameterværdier, man bruger. Aristoteles prøver også med flere kugleskaller men hans konstruktion vil få Mars til at cirkle rundt om jorden tre gange i døgnet. Der er også et problem for man tænker sig at planeterne lyser på samme måde som Solen, men så er det umuligt at forklare at de har forskellig lysstyrke på forskellige punkter i deres bane. Heraklid indså en hel del af dette og forklarede sine elever at jorden drejede rundt om sin egen akse. Ptolomæus forbedrede Hipparchos stjernekatalog og lavede ret fine kort. Epicykler og lignende komplikationer var nødvendige fordi planetbanerne ikke var cirkler, men ellipser og banehastigheden var heller ikke konstant. Svagt interessant, men alligevel ikke. Resten af bogen om middelalder og arabisk videnskab fænger heller ikke og så er der nogle tekniske noter, hvor der er formler, men så måske ikke helt formler nok.
Jeg tror det var vigtigere for Weinberg at skrive bogen end for mig at læse den, men nu kan jeg da sige at jeg har bladret den ret grundigt. (