Den unge kunstner Reno ankommer til New York i 1975. Hun drømmer om at komme væk fra den kedelige tilværelse i Midtvesten, og det lykkes, da hun bliver kæreste med Sandro Valera, der ikke bare er en fremtrædende minimalist men også medarving til et italiensk motorcykel- og dækimperium. Pludselig er hun en del af kunstscenen, og forholdet fører hende til et Italien, der er splittet på kryds og tværs.

Romanen bevæger sig af forskellige spor. Det ene handler om motorcykler og motorsport. Sandros far var del af et motorcykelbrigade under første verdenskrig, og endnu før Reno møder ham, er hun en lidenskabelig motorcyklist. Hendes første store projekt skal handle om de spor, biler og motorcykler efterlader på saltsøerne under de årlige hastighedsrekorder, men det uklart, hvor meget hun egentlig tror på den ide. Til gengæld gør hun selv et forsøg på at sætte en tid på sin nye Valera-motorcykel, og Kushners beskrivelse af motorcyklens rå kraft og den frihed, den giver, er medrivende.

Det andet spor handler om New Yorks kunstscene. Sandros vennekreds består af excentriske skikkelser, der er forbundet med hinanden på kryds og tværs. De spiser middage, besøger hinandens udstillinger og diskuterer kunst. Det er et svært emne, fordi der er skrevet enormt meget om kunstnere i New York. Her blev det lidt langt i spyttet, selvom miljøet er centralt for Renos udvikling.

Endelig er der det italienske spor. Sandro rejser med hende, da hun bliver inviteret derover for at deltage i promoveringen af firmaets dæk. De tilbringer et par uger i familievillaen ved Como-søen, hvor klasseforskellen for alvor bliver tydelig. Sandros mor omgiver hende med åbenlys foragt, og hele familien emmer af penge, magt og nedarvede privilegier. Og selvom Sandro meget bevidst er flygtet fra det hele, så bevæger han sig ubesværet i den verden.

Det forhold, der virkede givende i New York, begynder at blive anstrengt, og det bliver ikke bedre af, at situationen er så anspændt, at broderen, der er direktør i firmaet, kun kan bevæge sig rundt med livvagt. Pludselig konfronteres Reno med virkeligheden og hendes desperate flugt fører hende til det semi-revolutionære Rom.

Flammekasterne har mange styrker. Kushner skriver godt, og både motorcykelscenerne og rejsen til Italien med Sandro fangede mig helt ind. Til gengæld gik jeg lidt død i kunstdebatten og beskrivelsen af hele kunstscenen i New York. Det er læst bedre andre steder, men samlet set en fin roman, der er blevet et fortjent gennembrud for Rachel Kushner. ( )