Hvem ringer klokkerne for? : I og II del (1941)

Hemingway var dybt involveret i det tyvende århundredes store krige. Farvel til våbnene blev et monument over første verdenskrig, men han forbindes nok alligevel mest med den spanske borgerkrig. Det blev en generalprøve på konfrontationen mellem fascisme og kommunisme, og det var en krig, der var med til at påvirke en generation langt uden for landets grænser.

Robert Jordan er amerikansk spansklærer, der er taget til Spanien for at kæmpe for republikken. Han har allerede været med i næsten et år, da han bliver sendt om bag fjendens linjer i bjergene i nærheden af Segovia. Der planlægges en offensiv, og Jordan skal sammen med en bande lokale guerillaer sprænge en bro i luften, så Francos styrker ikke kan sætte en modoffensiv ind.

Det er en yderst risikabel mission, og der går ikke længe før Jordan er på kant med bandens leder Pablo. Han har straks gennemskuet risikoen, og måske er hans mod også ved at slippe op, men det standser ikke planlægningen. Hans kvinde Pilar overtager kommandoen, og vi følger den lille gruppe guerillaer i de fire dage frem mod angrebet.

Robert Jordan er mest optaget af den unge Maria, der er blevet befriet under en aktion mod et tog. Hun er ung og smuk, og de to falder hurtigt for hinanden. Det virkede aldrig overbevisende på mig, og kærlighedshistorien mellem de to er klart det mindst overbevisende element i romanen.

Så er der mere substans i forholdet mellem Pilar og Pablo, som går op og ned i takt med Pablos mod på missionen. De har en historie sammen, og det gør deres forhold mere ægte. Pablo er i det hele taget den mest interessante person i romanen. Han fremstår som intelligent på den ubehagelige måde. I en af de stærkeste scener i bogen følger vi opgøret med fascisterne i Pablos og Pilars hjemby. Han står personligt for henrettelser, og han orkestrerer også en grusom afstraffelse.

Det er en af romanens styrker, at den dvæler mere ved republikkens forbrydelser end ved Franco-regimets. Selvom volden er nødvendig, så er der også et klart blik for, at borgerkrigen vil gøre det svært at komme videre, når den er slut.

Robert Jordan er bogens hovedperson. Han er en handlekraftig heltetype, der altid ved, hvad der skal gøres i kamp. Men der er selvfølgelig sprækker i facaden. Først og fremmest er der faderens selvmord. Hele hans deltagelse i krigen er i en vis forstand et forsøg på at bevise, at han ikke er en kujon. Der findes selvfølgelig masser af helte med indre dæmoner, men det særlige ved Hemingways er, at de nok har svagheder, men at det så at sige ikke påvirker deres arbejde.

Første halvdel af For Whom the Bell Tolls er lidt langsom, og kærlighedshistorien er der ikke meget kød på, men jeg var alligevel meget begejstret for bogen. Det er et fornemt portræt af mennesker presset helt ud til kanten og af et samfund, der flås fra hinanden af borgerkrigens hærgen. ( )