Alex Schulman (1) (1976–)

En mor er død og hendes tre sønner er taget tilbage til den ødegård, hvor familien tilbragte den ene sommer efter den anden, for at sprede hendes aske i søen. Det bliver kulminationen på et forløb, der tvinger brødrene til at konfrontere de begivenheder i barndommen, der på mange måder har været med til at definere deres liv.

Romanens kapitler veksler mellem to tidsforløb. På nutidsplanet følger man Nils, Benjamin og Pierre den dag, hvor de skal opfylde moderens sidste ønske. Denne historie fortælles baglæns, så det første kapitel beskriver afslutningen ved midnat, hvor de tre forslåede brødre sidder på verandaen, da den tilkaldte politibil glider ned af markvejen til ødegården. Derfra spoles døgnet tilbage til fundet af et brev fra moderen til de efterladte sønner 24 timer tidligere.

Det andet plan fortæller historien om drengenes barndom og deres somre på ødegården. Nils er den ældste, skeløjet, dygtig i skolen, offer for de yngstes drillerier og familiens store håb om social fremgang. Benjamin er den midterste og bogens omdrejningspunkt. Han er følsom og fintmærkende, han registrerer hele tiden familiens følelsesmæssige balance og prøver at undgå, at tingene koger over. Pierre er den yngste og noget af en vildbasse, der som voksen udvikler sig til hårdtslående slagsbror.

Men drengene er selvfølgelig ikke alene. Der er også forældrene, hvis forhold er præget af for meget drikkeri og talrige skænderier. Benjamin frygter især moderens lunefulde aggressivitet og ondskabsfulde straffe, mens han trods alt har nogle gode stunder med faderen, når de to er alene. Meget er godt på ødegården, men ikke alt. De elsker, når faderen flytter opmærksomheden fra flasken og sætter dem i gang med noget sjovt, men han kender ikke altid grænsen mellem skægge lege og hasarderet opførsel. F.eks. lader han drengene konkurrere om at svømme ud til en bøje i søen, men da de først kommer derud, er de på nippet til at drukne.

De holder sammen og overlever, men sammenholdet bliver sat på en alvorlig prøve, da de en dag går på opdagelse i skoven og kommer til en transformatorstation. Døren er brudt op af hærværksmænd, og Benjamin trodser alle advarsler om fare. Ulykken overlever han akkurat, men det betyder enden på ferierne på ødegården, og derefter går familien for alvor i opløsning.

Romanen er som sagt velkomponeret, men det føles også en lille-bitte smule, som om læseren bringes gennem historien med ført hånd. Schulman indarbejder et tvist til sidst, som er kløgtigt lavet, men som ikke gjorde historien bedre. Og personerne – især de tre brødre – føles lidt som arketyper mere end hele personer. Når det er sagt, så er bogen velskrevet og hurtigt læst, så man går ikke galt i byen med den.… (mere)