Sofi Oksanen

Jeg var mere end almindeligt begejstret for de to første bøger i Sofi Oksanens Estlandskvartet. Renselse fik fuldt fortjent Nordisk Råds litteraturpris for sin fortælling om trafficking og gamle synder, og Stalins køer var en frygtelig historie om spiseforstyrrelse og fortrængte hemmeligheder. Nu er turen så kommet til tredje bind, som beskæftiger sig med de samme tematikker, men som ikke helt kan leve op til forgængerne.

Juudit er gode venner med Rosalie, der er forlovet med den dynamiske Roland. Da Juudit besøger dem ude på landet i slutningen af 1930’erne, møder hun Rolands fætter Edgar Parts, som hun forelsker sig i. De bliver gift, men lykken varer kun kort. Edgar går kun modvilligt i seng med hende et par gange og virker stort set ligeglad med hende. Hun bebrejder sig selv og allerede ved at gå til af sorg, da Sovjetunionen marcherer ind i landet og forvandler det til en sovetrepublik.

Roland og Edgar flygter til Finland, hvor de modtager militær- og spionagetræning, inden de igen vender tilbage til Estland og slutter sig til modstanden. Der går ikke længe, før Hitler erklærer krig mod Sovjetunionen, og de sovjetiske besættere bliver erstattet af de tyske ”befriere”. Mange melder sig til kampen mod kommunisterne i tysk tjeneste. Tror man egentlig på tyskernes løfte om et selvstændigt Estland? Måske ikke, men da krigslykken vender, kommer russerne tilbage og tager fat, hvor de slap med kollektivisering og udrensninger.

Fætrenes liv er gået i vidt forskellig retning. Roland er den trofaste, effektive men på ingen måde naive partisan. Hans loyalitet forbliver hos Estland, og derfor kæmper han mod den ene besættelsesmagt efter den anden. Først mod russerne, så mod tyskerne og til sidst mod russerne igen. Ingen ved, hvor han bliver af, men der er ingen spor af, at han skulle være død i forbindelse med den sidste indfangning af desperate skovbrødre.

Edgar er det stik modsatte – først og fremmest optaget af at sikre sin egen overlevelse, og det gør han ved at udnytte sine betydelige talenter for forfalskning og efterforskning. Han bliver kort sat agent og stikker for både den tyske og den russiske efterretningstjeneste, og selvom han ryger en tur til Sibirien efter afslutningen af krigen, formår han alligevel at skjule så mange af sine forbrydelser, at han overlever.

Juudit er den tredje hovedperson. Under den tyske besættelse indleder hun på Rolands foranledning et forhold til en tysk officer. Modstandsbevægelsen har brug for en spion, det er ikke planen, at Juudit skal forelske sig rigtigt. En tid ser det ud til, at tyskerne vil vinde krigen, så hun kan få en lykkelig slutning med Helmuth, men snart begynder krigslykken at vende, og hun presses ud i stadigt farligere situationer.

Bogen veksler mellem dele, der foregår under krigen, og kapitler placeret i 1960’erne, hvor Edgar er hovedpersonen. Han er en lille fisk i det store KGB-apparat, og bor igen sammen med Juudit, der er nedbrudt af sorg og alkohol. Det er en plage for Edgar, der så gerne vil bevare sin mors stel og have en kone, der kan vises frem for hans foresatte. Han har fået til opgave at skrive en bog om de estiske krigsforbrydelser under den tyske besættelse, og det sætter ham på sporet af, hvad der egentlig skete med Roland tyve år tidligere.

Forræderi, dobbeltspil og politiske hemmeligheder, der ikke bare splitter samfundet men også den enkelte familie. Det er som sagt velkendte temaer for Oksanen, det bliver bare aldrig helt så vedkommende i Da duerne forsvandt som i hendes andre bøger. Selvom Parts bygger på en virkelig estisk person, så kom han aldrig rigtigt ind under huden på mig. Ellers også er det derfor: Måske har det virkelige udgangspunkt været mere begrænsende end inspirerende.… (mere)

Jeg var meget begejstret, da jeg for tre år siden læste Renselse. Sofi Oksanen fik fuldt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris for sit storværk om trafficking, forræderi og de mørke hemmeligheder fra kommunisttiden, der stadig skjuler sig lige under overfladen i det nye Estland.

Renselse var andet bind i planlagt serie på fire romaner om Estland. Den tredje - Da duerne forsvandt – er netop udkommet. Stalins køer er den første, og der er i virkeligheden ikke nogen god grund til, at jeg ikke fik den læst, straks den kom på dansk i 2011. Jeg har faktisk haft den stående på hylden i flere år og glædet mig til at komme i gang med den.

Det var der også god grund til. Stalins køer fortæller en gribende, ubehagelig og dybt personlig historie. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er Anna. Hun er i midten af 20’erne, og hun har gennem mere end ti år lidt af en alvorlig spiseforstyrrelse, og særligt i bogens første del får man mere at vide om opkastninger, end man har lyst til.

Anna bilder sig ikke ind, at hun kan komme ud af forholdet til sin ”Herre”, og hun har i virkeligheden heller ikke lyst til det. Æderiet, kalorietællingen og opkastningsseancerne dækker nemlig over så store traumer og fortielser, at hun slet ikke kan se dem i øjnene.

Annas mor Katriina er fra Estland. Hun mødte Annas far i 1970’erne og flyttede til Finland. Gennem hele sit liv har Anna været med på sommerferier og udflugter til sit tabte land, som Katriina ikke kunne slippe, men som hun på den anden side skammede sig over. Anna måtte ikke tale estisk eller overhovedet indrømme, at hun ikke var finne forfra og bagfra. Moderen er nemlig overbevist om, at finnerne tror, at alle estere er ludere, og at en estisk familie er decideret pinlig.

Der er også en politisk dimension, for selvfølgelig er alle indvandrere fra Sovjetunionen potentielle spioner, som sikkerhedstjenesten og KGB holder under observation. Og hjemme i Estland er Katriina flasket op med bagtalelser, spionage og forræderi, der rækker helt ind i familiens egen historie. Nogle forsvandt efter den sovjetiske fremrykning i 1944-45 og blev skovbrødre, der kæmpede for et selvstændigt Finland. Det var en håbløs drøm. Der var ingen hjælp fra vesten, og nedkæmpelsen af modstanden var brutal. Mange endte i sibiriske fangelejre, og var der en skovbroder i familien, kunne det til hver en tid bruges mod den.

Selvfølgelig var det bedst ikke at sige noget til nogen i den situation, men fortielserne er gift for Anna. Hun kan godt bilde sig ind, at hun har et hjem i det sin estiske fortid, men hvad hjælper det, når man så ikke kan tale med sin kæreste om det, der betyder mest?

”Tanken om, at Hukka skulle pille ved den stolthed, jeg følte over alt det, der hørte til Annas verden, og ved min skam – den tanke var ikke til at holde ud. Jeg kunne ikke tage den risiko. Den var for stor og jeg for lille. Mine femogfyrre kilo ville ikke kunne holde til det.” (s. 184)

Det kan virke forceret at koble storpolitik og spiseforstyrrelser sammen, men man må bare konstatere, at det faktisk fungerer fortrinligt. De kommunistiske regimer var besat af kontrol, af at registrere og udnytte hver eneste lille bid information, og den kontrolmani spejler sig i anorektikerens og bulimikerens kamp med egen krop. I begge tilfælde er den totale kontrol en umulighed, og i sidste ende går det, man prøver at kontrollere, til grunde.

Stalins køer er en anderledes bog end Renselse, men det er ikke en dårligere bog. Jeg var dybt imponeret af Anna, der på den ene side er ekstremt intelligent og stræbsom og på den anden side er neurotisk og sårbar. Det politiske spor er også troværdigt, og det var skræmmende og fascinerende at se de mange lighedspunkter med Herta Müllers fremstilling af Rumænien.… (mere)