Andreï KourkovAnmeldelser

Sine steder oppe og ringe på fire-fem stjerner: Misha (pingvinen), skildringerne af den ukrainsk-russiske tristesse, systermenes korruption ..
Men andre steder, desværre det meste af bogen, læner beskrivelserne af Viktors sindsstemninger og filosoferen sig op ad det latterlige.
Det ender på en mellemkarakter. Bogen er vist velegnet til filmatisering.

34 årige Tolja lever et tomt liv i et udslukt ægteskab i en uisoleret lejekaserne fra Khrustjovtiden i et trøstesløst Kiev. Ikke noget at sige til at han ønsker at dø - men han er for bange for at begå selvmord, og hvad er så nærmere end at hyre en lejemorder, som kan gøre en ende på miséren? At det så ikke går helt så glat eller så galt, er det historien fortæller om.
Det er ikke ligefrem et charmerende postsovjetisk Kiev, som Kurkov skriver om. De bipersoner, som optræder i historien er, udover Toljas nærmest fremmede kone, henholdsvis en luder, en drukmås, en lejemorder, en bodyguard samt en myrdet lejemorders enke. Tolja selv tjener nogle penge ved at optræde som falsk vidne i en retssag. Alt kan købes, hvis man har råd - og atmosfæren emmer af fup og fiduser og kriminalitet og korruption. Kurkovs kneb er så lade Tolja fremstille det hele som om at sådan er den naturlige tilstand, og det gøres konstaterende med et skuldertræk. Sådan er det bare. Hverdag.
Ligesom i Kurkovs anden bog på dansk Døden og en pingvin er det de skæve vinklers Ukraine, som bliver beskrevet i al dens absurditet. Der er ikke sparet på satiren og kynismen, og det er en underholdende bog, som måske ikke er uforglemmelig, men i hvert fald anderledes. God lille weekendbog, hvis man trænger til at læse noget med et bittert smil...

Roman fra Ukraine om en ensom mand, hvis eneste selskab er en pingvin, han har reddet fra zoologisk have. Underfundig og rørende

Døden og en pingvin af Andrej Kurkov.
Viktor er forfatter, men der er ikke rigtig gang i karrieren. En af de redaktører han henvender sig til, hyrer ham dog – men det er til at skrive nekrologer. Nekrologer over personer, der endnu ikke er døde….

Men ”nekrolog-personerne” begynder at dø rundt om ham – alle på drabelig vis. Og det bringer både ham selv og hans redaktør i fare, så han i flere omgange må gå under jorden.

Det var så døden – pingvinen kommer ind i billedet på den måde, at Viktors eneste selskab i starten af bogen er hans pingvin Misha. Han fik Misha på et tidspunkt, da Zoo i Kiev ikke rigtig havde råd til at give deres dyr den nødvendige omsorg. Almindelige mennesker fik så mulighed for at erhverve sig de mindre dyr. Misha er en rigtig charmefætter, der undervejs i bogen opnår stor popularitet som deltager ved kendis-begravelser (ofte begravelser af mænd, hvor Viktor har skrevet nekrologen).

Viktor bliver altså ufrivilligt hvirvlet ind i begivenheder, der drejer sig om mord og likvideringer. Men han bliver også – ufrivilligt – følelsesmæssigt involveret i pigen Sonja, som overlades i hans varetægt, og i Sonjas barnepige. Forvirret? Det bliver kun værre, da Misha får dårligt hjerte og kun kan reddes med en transplantation fra et barn….

Jeg har en svaghed for nyere østeuropæisk og russisk litteratur. Der er ofte mange skæve vinkler og usandsynlige plot. Denne bog er ingen undtagelse. Den er blændende skrevet og rigtig spændende. Det er en ”smal” bog, men i de rigtige hænder vil den vække begejstring. Den kan helt sikkert anbefales til læsere af f.eks. Milan Kundera.

Forfatteren er journalist og han har udgivet fire romaner og fire børnebøger. Dette er den eneste, der er oversat til dansk.