Gilbert HernandezAnmeldelser

En stor skuffelse. Andre ord kan jeg ikke rigtigt sætte på bind 3 af Palomar-sagaen. Jeg var ret begejstret for første bind og andet bind var godt, men her falder kæden virkelig af for Hernandez. De oprindelige personer er udtømte, så bindet består dels af opkog på tidligere fortællinger, dels en ny saga om Lubas oprindelse og hemmelige søstre - men det virker påklistret og unødvendigt. Ærgerligt.½

Dette er andet bind af nyudgivelsen af Hernandez' værk om Palomar på dansk. Man mærker fra starten, at han nu har styr på sine virkemidler, og specielt de udvidede historier om barndomsvennerne Heraclio og Israel trækker op.

De sidste godt 100 sider er én lang fortælling, der har givet navnet til bind 2, og udgør således i sig selv en graphic novel. Efter min mening viser seriens begrænsninger sig her. Kriminalhistorien er i sig selv temmelig triviel, og i det længere format bliver de faste karakterer mere forudsigelige. Den gennemgående skikkelse, Luba, problematiseres som selvoptaget mor, men temaet forløses ikke rigtig.

Dette er første bind af Carlsens prisværdige udgivelse af Gilbert Hernandez’ historier om livet i den lille mellemamerikanske flække af samme navn. De to sidste bind (Palomars blod og Farvel til Palomar) er allerede udkommet, så vi kan finde ud af, hvad der bliver af Luba, Pipo, Heraclio og alle de andre karakterer, som man hurtigt kommer til at lære at kende og interessere sig for.

Hernandez lader tiden gå i tegneserien, og det giver personerne mulighed for at udvikle sig – noget som man desværre alt for sjældent ser i mediet, der hyppigere benytter sig af grundfigurer med faste roller at spille. Bindet består af en række små historier, typisk med den storbarmede og karismatiske badekone og biografejer Luba i centrum, og hvis der er et fælles tema i historierne, så må det være lidenskaben og den ofte umulige jagt på lykken. Det er ikke så meget fattigdommen, der står i vejen – og i det hele taget bruget Hernandez ikke meget tid på sådanne praktiske sider af tilværelsen – som problemet med at finde én, der gengælder følelserne.

Mange anmeldere har sammenlignet Hernandez med Gabriel Garcia Marquez og andre af Latinamerikas magiske realister, men den sammenligning holder ikke helt. Bortset fra de første 20-30 sider, hvor forfatteren tydeligvis endnu ikke har fundet sin stil, og hvor han netop læner sig op af traditionen med spøgelser hist og pist, er der nok magi, men ikke meget overnaturligt på spil. Personligt tænkte jeg umiddelbart på Nikoline Werdelin, for hun fortæller også om hverdagslivets problemer i en serie noveller, der trækker på det samme persongalleri. (Kun til en vis grad, selvfølgelig, for hendes ærinde er storbylivet, mens Palomar er og bliver en provinsby, hvor alle i hvert fald ved hvem alle er, og hvor turen må gå til nabobyerne, hvis gækken for alvor skal slås løs.)

Jeg er en stor fan af Werdelin, så den sammenligning er bestemt positivt ment! Hernandez når ikke helt de dybder som Werdelin kan, når hun er bedst, men man kommer som læser til at kende og forstå hans personer i løbet af bogen. Jeg glæder mig til fortsættelsen!½

Indeholder "Det tavse hjerte", "Drenge er drenge", "Feriedage under solen", "Kærlighedsstumper".

"Det tavse hjerte" handler om tilbageblik til Luba og Heraclio Luba i bad.
"Drenge er drenge" handler om Anacleto og byens kvinder.
"Feriedage under solen" handler om Jesus i fængsel pgra husuorden og efterfølgende ballade.
"Kærlighedsstumper" er om Heraclio og Carmen, der skændes over Luba.

Meget charmerende Fortællinger fra Palomar, en lille flække med nogle stærke kvinder og nogle mænd der er nemmere at få til at tænde end tænke