Jules Romains (1885–1972)

Frankrig, Paris, ca 1910
Indeholder delene "1. Festmåltidet", "2. En kammerat", "3. To kammerater", "4. Tre kammerater og flere til", "5. Amberts skabelse", "6. Amberts brunst", "7. Issoires ødelæggelse", "8. Kammeraterne".

En hold drukvenner, Lamendin, Bénin, Broudier, Lesueur, Omer, Martin, Huchon, får de mærkeligste indfald på deres druktur, fx "Er der nu også præcis 1 liter i 1-liters ølkrusene". På et kort over Frankrig mener de at kunne se at distrikterne Issoire og Ambert ser underlige ud og de morer sig med at lave rim om dem, hvor passoire (en si) og camembert (en ost) skal indgå. Men rim er ikke nok. Bénin har for vane at konsultere en søvngænger og bruge vedkommende som orakel, når han skal tage beslutninger, så de går i samlet flok hen til vedkommende. Det er midt om natten og søvngængeren er netop i sit es. Søvngængeren skriver sine råd ned og lader dem tolke dem, som de har nu har forstand til. Nogle dage senere har Broudier sat Bénin stævne på et torv kl 4 om natten, men han omdirigerer Bénin til byen Nevers, som han når med toget. Her bliver han modtaget af Broudier og en flok honoratiores. Broudier holder tale for ham på latin, som kun de to forstår og oversætter til gengæld Bénins svar for de forsamlede. Ideen er at Bénin skal udgive sig for at være udsending fra Zaren og det går han med på, selv om hans svar på latin nu ikke er ret høfligt, fx "Attamen, tanta amentia capturs sum, ut pagum istum peterem" der kan oversættes som "Å, at jeg dog kunne være så afsindig at begive mig ud til dette hul!".
De lægger planer og vedtager hvis plan der skal sættes i værk. Nogle dage senere dukker de op i Ambert og Broudier forklæder sig som minister, mens Omer, Lamendin og Martin spiller kommandant, direktør og privatsekretær. De tre andre Bénin, Lesueur og Huchon befinder sig blot inde i byen for at observere. Broudier dukker op tidligt om morgenen ved byens kasserne og foranstalter en spontan militærøvelse, hvor nogle af soldaterne skal spille "oprørere" og andre "loyale tropper". Det hele med løse skud i geværerne og troen på at en minister overværer øvelsen og hvordan den bliver udført.
Den følgende søndag er det Bénins tur. Han spiller rollen som "Pastor Lathuile", som er kommet direkte fra Vatikanet og Paven. Han spiller på menigheden efter gehør og lovpriser livet, kærligheden og --frugtbarheden. Faktisk siger han at enhver lunkenhed i opfyldelsen af de ægteskabelige krav er en synd i lighed med at holde sig borte fra gudstjenesten eller fra skriftemålet. Hans ophidsende prædiken er ikke uden virkning. Prædiken afbrydes af et spontant opstået orgie. Muligvis hjulpet godt på vej af Huchon, Broudier og Omer.
Samme dags eftermiddag er der i Issoire indvielse af en rytterstatue af Vercingetorix. Byen har gennem længere tid, næsten 10 år, samlet ind og først pladsen, så soklen og selve hesten er bragt til veje, men statuen mangler. Heldigvis er en billedhugger kommet til, der tilbyder at skænke statuen gratis. Forberedelserne er heller ikke mange, for han har allerede været på besøg incognito og kender dimensionerne på hesten, så han beder blot om at det bliver sat på plads på soklen forinden. På dagen er hele byen samlet på St. Ursule Pladsen. Der bliver holdt taler og spillet marchmusik og statuen bliver i formummet skikkelse hejst op på hesten. Ved et hurtigt snuptag falder indpakningen bort og man ser nu Vercingetorix i al sin pragt. Han har et vældigt skæg, der næsten skjuler ansigtet helt og den nøgne krop er også vældig behåret. Hans organ virker meget iøjnefaldende, såvel af størrelse som ved sin naturlige udformning. Issoires deputerede og amtsrådsmedlem hr Cramouillat holder takketalen, men bliver afbrudt, da statuen udbryder "Det er løgn!". Så skælder han Cramouillat huden fuldt og begynder at smide stegte æbler efter de fine folk. Der bliver dog et tilbage, som han selv spiser, da hver og en på pladsen har taget flugten.
Bogen slutter med en vældig udflugt, hvor de ude midt i skoven laver et glimrende måltid og dertil drikker et par flasker god vin pr mand. Selv en højtidelig tale om deres bedrifter ender i latter, da taleren spilder vin på en af de andre.

Mange steder i denne bog er det rene uforfalskede vanvid, fx søvngængeroraklet. Herligt! Kammeraterne gør virkelig grin med borgermusikken, men året er 1913 og forude venter den store slagtebænk.… (mere)

Jacques Godard er en barnløs enkemand og har i 5 år været pensioneret togfører. Han bor i en lejlighed med to små værelser i Menilmontant i Paris og går ture i byen for at få tiden til at gå. En dag går han en tur op på Panthéon, et par dage efter får han ondt i ryggen og går i seng med feber. Ni dage senere dør han og vi følger nu beboerne i huset, portneren, telegrammet til de gamle forældre og budet der bringer det ud. Forældrene bliver kede af det og vi følger faderens rejse fra den lille landsby ind til Paris og sønnens sjæl der stadig svæver rundt i nærheden af lejligheden. Faderen kommer og deltager i begravelsen og vi følger tankerne hos alle i ligfølget. Den dødes sjæl følger med og påvirker og påvirkes lidt af tankerne og drømmene. Efter begravelsen vender faderen tilbage til landsbyen. I Paris overtages lejligheden af et ungt par og efterhånden forsvinder mindet om Jacques Godard næsten helt. De gamle forældre går nu nærmest bare og venter på døden og vinteren efter dør først moderen og nogle få uger senere faderen. Sønnens sjæl ebber også stille ud men som sidste handling får det en ung mand til at tænke over livet og døden og at han engang bliver den, der er død.

Glimrende bog - selv om alt det der sjælenoget er lidt klistret… (mere)